Mere end 6.000 deltagere fra 135 lande deltog i verdens største begivenhed for bæredygtig arkitektur, UIA Verdenskongressen for Arkitekter, som Arkitektforeningen var vært for fra den 2.-6. juli. Over fire dage har fremtrædende forskere og praktikere på tværs af landegrænser og generationer diskuteret, hvordan arkitekturen kan bruges til at bekæmpe klimaforandringer, øge biodiversitet og fremme social inklusion.
Udover et tætpakket program i Bella Center under kongresdagene har hovedstaden sydet af større og mindre events, lige som en række midlertidige pavilloner har dannet ramme om en række aktiviteter langs Københavns Havn. Selvom kongressen nu er slut, er pavillonerne her endnu og kan opleves hele sommeren.
Som kulminationen på den fire dage lange verdenskongres præsenterede Verdenskongressens præsident, arkitekt MAA Natalie Mossin, “The Copenhagen Lessons”. De består af 10 principper for en hurtig og radikal ændring i det byggede miljø for at opnå FN’s 17 bæredygtige udviklingsmål (SDG’erne).
Førende forskere og arkitekter leverer kritiske analyser, eksempler fra praksis og nye perspektiver til at løse verdens udfordringer i et samlet værk, der forener UIA Verdenskongressens videnskabelige spor. Fra klimatilpasning til sundhed, dykker værket ned i seks temaer for en mere bæredygtig og inkluderende arkitektur.
Kan arkitektur forandre verden? Kan arkitektur være politisk? Kan arkitekter være aktivister? Ja, ja og ja, lyder svaret efter en veloverstået UIA Verdenskongres for Arkitekter. Vi satte os for at undersøge, hvad aktivismen handler om og møde nogle af frontløberne.
Find flere film og se hele programmet på uia2023cph.org
gå til website