(1)25-års jubilæum

Omkring 2000

I 1999 udsendte en gruppe arkitekter det såkaldte Charter 99 om arkitekturens grundrum. Charteret, der fremkom som et arkitekturpolitisk idékatalog på initiativ af bolig- og kulturministrene Jytte Andersen og Elsebeth Gerner Nielsen, blev bl.a. offentliggjort i Arkitekten samme år, og hvis man skal søge bag om indholdet, kom en del af inspirationen fra hollandsk arkitektur. MVRDV havde i 1997, som deres første arbejde, opført hovedsædet for den offentlige radio og tv-station, Villa VPRO i Hilversum. Hvad der i dag, når man studerer snit og planer i bygningen, kan synes nærmest trivielt, skabte dengang stor opsigt i arkitektmiljøet, ja ligefrem forargelse, særligt i akademiske kredse.

Den reaktion viste et stort behov for noget nyt og radikalt, og skuer man baglæns i 90ernes arkitektur, var den da også præget af senmodernisme og konventionelle rum. Et eksempel på, at ønskerne om ændringer var påtrængende, var det arkitektonisk og byplanmæssigt elendige byggeri langs Kalvebod Brygge i København.

De byrum, man skabte, og de bygninger, som blev stablet op langs havnen, og som begyndte at spire frem i Ørestad, hvor de skulle finansiere metroen, forekom en ny generation at være gammeldags og udynamiske. Mange af beslutningerne foregik tillige bag lukkede døre efter det, som byplanlæggeren Arne Gaardmand (1926-2008) kaldte mahognibordsmetoder, hvad der sådan set kun satte yderligere skub i kritikken.

Skønt charteret sine steder virkede meget abstrakt, var timingen god. For i 2001 stiftede Bjarke Ingels og Julien de Smedt arkitektfirmaet PLOT. Ingen af de to arkitekter havde dog været involveret i udviklingen af charteret. Til gengæld havde de begge arbejdet sammen hos hollandske OMA, ledet af Rem Koolhaas, som i perioden var en af verdens mest betydende arkitektfirmaer. Et af OMAs urbane projekter, det 120 hektar store Euralille-område, var allerede to år tidligere blevet udførligt gennemgået i Arkitekten 20/1998. Efter åbningen af tunnelen under Den Engelske Kanal var den franske by Lille blevet et nyt knudepunkt med kort rejsetid til London. Netop dette projekts megalomaniske karakter vidnede om en helt ny byforståelse, som mere eller mindre ignorerede den eksisterende bys struktur og kendetegn. Den gamle by var enten museal eller nedrivningsværdig, på samme måde som den var det for de byplanlæggere, som arbejdede i 1960erne og i begyndelsen af 1970erne.

PLOT fremkom med flere markante og gennemtegnede projektforslag, som var inspireret af de koolhaaske ideer om helt åbne planer og delvist uprogrammerede rum i spektakulære, grove rammer. ‘Dirty Pragmatism’ blev betegnelsen. Tidlige realiserede arbejder af tegnestuen blev boligbyggerierne VM Husene i Ørestad og Bjerget samme sted. På idéplanet markerede PLOTs konkurrenceforslag til et nyt skuespilhus i København sig med at være flydende og klar til afsejling rundt til landets øvrige havnebyer.

PLOT blev opløst i i 2006, og de to arkitekter gik hver til sit med henholdsvis BIG og JDS Architects. Men ideerne bredte sig som bekendt og satte flere andre arkitektfirmaer i gang, som også stavede deres navne med store bogstaver.

Artiklen fortsætter nedenfor.

Samtidig med PLOTs stiftelsesår havde en af charter­deltagerne, Dorte Mandrup, dog allerede med om­byg­ningen af en tidligere industribygning i Jemtelandsgade på Amager og nyindretningen af en gammel vandflyverhangar på Holmen moderniseret forståelsen af ombygning og diskussionen om relationen mellem nyt og gammel.

I realiteten var der tale om noget, man har gjort i årtusinder, men forskellige spor fra andre tider blev ikke længere slettet, og gamle, mere ydmyge konstruktioner fik lov at være med som synlige elementer i det arkitektoniske værk. Mandrups transformation af Jægersborg Vandtårn, opført 1955 af Edvard Thomsen, til ungdomsboliger i 2005 var blot et af mange projekter fra arkitekten, som fulgte dette spor. Vandtårnet endte i sin nye skikkelse med at fremstå, som var det hele bygget samtidig på trods af de nye og meget markante karnapper, som blev føjet til i forbindelse med nyindretningen.

Dorte Mandrups gennembrudsarbejder larmede mindre i offentligheden i forhold til PLOTs projekter, men når man i dag genstuderer arkitektens tilgang til den eksisterende by og dennes bygninger, forekommer den højaktuel. Den dagsorden, som gælder i dag, var Dorte Mandrup med til at sætte, ikke blot med ideer og tegninger, men også med realiseret arkitektur – hvad der jo som bekendt er det bedste middel til at fremme forståelsen.

Artiklen fortsætter nedenfor.

I 1999 (09) foldede Arkitekten et større portræt ud af Peter Zumthor.

Og i 2000 (02) udkom tidsskriftet med et helt tema om ny arkitektur i Schweiz og Østrig. På verdensplan havde Zumthor påkaldt sig opmærksomhed med kunsthuset i østrigske Bregenz. Denne bygning og ikke mindst kurbadet i Vals blev præsenteret, men også en række arbejder af de østrigske arkitekter Baumschlager Eberle var med i gennemgangen. Et af projekterne var en øko-skole i Mäder, opført 1998, med fokus på passiv solvarme og naturlig ventilation kontrolleret med dobbeltfacader, som arkitekterne også brugte i andre arbejder.

Zumthors arkitektur ramte uden tvivl de dybeste lag i faget og fik også størst rækkevidde i forhold til undervisning og praksis i Danmark: Brug af træ og ærlige konstruktioner og fyldig rumlig atmosfære var noget, der vakte både genklang og muntre bemærkninger, og Zumthors egne ord om badet i Vals blev da også trykt i temaet:

“Arkitektur kan nogle gange være legende, andre gange forførende eller alvorlig. Med Termalbadet i Vals har man en hel række af associationer – eller man kan se det som en vittighed. Ellers bliver det hele for tungt: bjerget, stenen, vandet, det grottelignende mørke. Nogle gange er bygningen alvorlig og ophøjet – andre gange det modsatte.”

Lundgaard & Tranberg var et af de arkitektfirmaer, som allerede havde både stofligheden og konteksten som stærkt integrerede elementer i deres arbejder, og som derfor kunne give et ekko, hvis man søgte efter danske arbejder med lignende præg.

Tegnestuen Praksis blev grundlagt i 2006 af arkitekterne Mette Tony og Mads Bjørn Hansen. Sidstnævnte havde før etableringen af tegnestuen arbejdet hos bl.a. Peter Zumthor, og et tidligt arbejde, som var inspireret af schweizisk betonbyggeri, blev ombygningen af Grønnegades Kaserne i Næstved til kulturhus i 2002, udført i samarbejde med Roland Meier.

For 25 år siden trængte dansk arkitektur til fornyelse, og den blev speedet op via det relativt nye internet.

Artiklen fortsætter nedenfor.

Omkring 2010

I 2007 viste Arkitektskolen Aarhus en udstilling om nybyggeriet i Vorarlberg under titlen Constructible Provocations. Den østrigske arkitekt Walter Unterrai­ner deltog, og både elementer fra udstillingen og et interview med Unterrainer blev samlet som tema i Arkitekten 6/2007.

Interviewet rummer præcis de samme refleksioner, som vi i dag, 16 år senere, diskuterer:

“Bæredygtighed som begreb er langt større end bare at fokusere på energieffektivitet. Man må også se på den såkaldte grå energi, nemlig den energi, der skal bruges til at bygge huset og til at producere de elementer, som huset skal opføres af, altså med andre ord det tekniske livscyklusaspekt. En livscyklus er dog mere og andet end teknik. Det giver ikke mening at bygge et hus, der skal holde i 100 år, uden at tænke på vedligeholdelse, og man kan ikke bruge det, hvis ikke det kan tilpasses nye funktioner eller nye sociale familierelationer. En skole, som anvender nye pædagogiske metoder, men som kun har små klasserum, duer jo heller ikke. For mig er funktion og rumlig fleksibilitet nøgleområder, hvis man taler om bæredygtighed. I sidste ende drejer det sig jo om, hvorvidt en bygning bliver revet ned, før den er nedslidt og forældet, eller om den kan omdannes til nye funktioner.”

—Walter Unterrrainer i Arkitekten 06/2007

I 2008 var der i Arkitekten et detaljeret portræt af Riken Yamamoto og et udvalg af dennes arbejder forskellige steder i verden, dog primært i Tokyo. Centralt i værkerne var ideen om gennemgribende systematik og modularitet i alle dimensioner, også i konstruktionerne, og den pointe var ikke uvæsentlig i forhold til, at meget nyere samtidig dansk arkitektur ikke havde en sammenhæng mellem facader og konstruktioner som sit primære mål. Der var en ydre hittepåsomhed, som dækkede over mere konventionelle og ofte skjulte primærkonstruktioner. Bag dette fokus på bl.a. japansk arkitektur lå tydeligvis et forsøg på at inspirere på hjemmefronten gennem eksemplets magt, som man i øvrigt siden tidsskriftets begyndelse har gjort med skiftende intervaller.

Den samme enkle radikalitet i arkitekturen blev bragt ind på verdensscenen med SANAA: “Interiøret i kunst- og musikskolen de Kunstlinie i den hollandske by Almere er lidt som den teknokratiske vision om himmelen, man tit ser i amerikanske film. Her er hvidt og blidt, og folk bevæger sig hastigt, men blødt gennem lokalerne. Det er en hverdagsformiddag, og der er ikke mange mennesker til undervisning. Så meget desto kraftigere trænger fjerne, prøvende klaverskalaer igennem gangene fra et af øverummene – glissando”. Kort og præcist beskriver redaktør Sofie Bjerring her SANAAs arkitekturunivers. Konkret om en skolebygning opført i Almere i 2007 (se side 16), men det friktionsfrie, åbne flow kendetegner alle arbejder af det japanske arkitektpar.

Artiklen blev præsenteret i Arkitekten 1/2010, der også rummede en introduktion til Hiroshi Sambuichi og dennes kunstprojekt på øen Inujima, hvor der også findes flere arbejder af SANAA.

Et tema om bærende konstruktioner i nr. 03/2010 kom tættest på sagens kerne, nemlig relationen mellem konstruktionen og arkitekturen. Ikke kun hos japanske arkitekter, men også hos den schweiziske Christian Kerez, der selv bidrog med en artikel i temaet:

“Vi opfatter arkitektur som en uløselig enhed mellem materialet, konstruktionen, den bærende struktur og installationerne. Disse elementer opnår først betydning, når de definerer arkitektoniske rum. Derfor har vægge, stræbere og støtter altid en rumdannende virkning i vores projekter.”

—Christian Kerez i Arkitekten 03/2010

Fremadspirende er i samme årti også et syn på den mere almindelige, anonyme boligarkitektur. Den er værdifuld og bør bevares og genbruges.

Fra et seminar i Stockholm i 2008 rapporterede Thomas Bo Jensen om de franske arkitekter Lacaton
& Vassal i Arkitekten:

“Det er med andre ord en meget virkelighedsnær og pragmatisk indstilling, der efterhånden har gjort Lacaton & Vassals radikale arbejder kendte. Anna Lacaton koncentrerede sig om tegnestuens praksis med renovering af betonhøjhuse fra 1960erne og 70erne. Hun åbnede i denne forbindelse sit foredrag med at erklære, at hendes interesse lå i almindeligt liv, tæthed og transformation.”

—Thomas Bo Jensen i Arkitekten 14/2008

Artiklen fortsætter nedenfor.

Omkring 2020

I begyndelsen af 2017 tog Arkitekten under et tema om restaurering og transformation fat i sagen om det på det tidspunkt nedrivningstruede Vikingeskibsmuseum i Roskilde. Erik Christian Sørensens spartanske mestervæk fra 1968, udført i beton, var (og er stadig) slidt ned på grund af manglende vedligeholdelse. I skrivende stund, september 2023, pågår en konkurrence om at bevare bygningen og addere en udvidelse. Opfattelsen af datidens betonarkitektur skifter, og tanker om nedrivning konverteres til programmer for genbrug og istandsættelse. Arkitektens temanummer om den danske brutalismes ærlige og ukunstlede arkitektur udkom i april 2019. Udgivelsen var afledt af debatten om Vikingeskibsmuseet og præsenterede en lang række byggerier opført fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Primært af Friis & Moltke.

Med to udgivelser om postmodernismens arkitektur (2 og 3/2021) dykkede Arkitekten ned i en tanke- og billedrig arkitektur, hvis danske udgaver særligt fulgte et nyrationalistisk, bytransformerende spor inspireret af luxembourgske Leon Krier og den italienske arkitekt Aldo Rossi, men også amerikanske Denise Scott Brown & Robert Venturis fokus på flader og fristil og kompleksitet i arkitekturen gav pote i Danmark.

Kasper Lægring, der havde medvirket som gæste­redaktør, sammenfattede sagen på denne måde: “Samlet set kan man konstatere, at postmodernismens succes herhjemme er ujævnt fordelt, hvis nutidens arkitektur- og byplanpraksis tages i øjesyn. Læren fra Jane Jacobs, Aldo Rossi og Jan Gehl er for længst blevet fælleseje. Men hvor den modernistiske form for totalplanlægning effektivt er lagt i graven og erstattet af kontekstualisme og regionalisme med det traditionelle byrum og den traditionelle karré som råmateriale, er den stilistiske postmodernisme ikke i høj kurs. Den har ikke været set siden midt-1990erne, og en ekspressiv og billedglad ener som Ernst Lohse ville sikkert have svære kår. Billedmæssigheden lever godt nok videre hos især Bjarke Ingels, men her altid på pragmatiske præmisser. Aldrig som en fri, formålsløs billedudladning, scenografi eller diagramkunst, som det var tilfældet med Lohses byporte, Nils-Ole Lunds collager eller de frie, til dels dekonstruktive undersøgelser hos Svein Tønsager.

Om nu kursen er høj eller lav på ismetidens huse, må værker af f.eks. 3XNielsen, herunder den tidligere retsbygning i Holstebro (1992) samt f.eks. Poul Ingemanns nyklassicistiske boligbyggeri på Blangstedgård (1988) opfattes som centrale i dansk arkitekturhistorie.

Transformation

I en større skala blev det boligbebyggelsen Gellerupparken (09/18) og Tingbjerg (07/19), som blev optaget i Arkitektens tilbagevendende fokus på kulturarv. En hel ø, nemlig Lolland, kom også med som tema (08/2019) i forhold til bevaring og forandring af landskaber og huse.

I 2017 anmeldte redaktør på Arkitekten Anne Pind arkitekterne Johansen Skovsteds udsigtstårn i fuglereservatet Tipperme. Tårnet var nyt, men smeltede sammen med landskabet:

“Rørkonstruktionen er fremstillet i samarbejde med en lokal smedevirksomhed, der har specialiseret sig i mobilmaster. Lukker man hånden omkring et rør, mærker man, hvordan kræfterne føres ned gennem materialet. Lytter man efter, kan man høre, hvordan vindtrykket får rørene til at vibrere. Alt er klædeligt nedbarberet til det allermest nødvendige, og det, som er allermest nødvendigt, er formgivet med præcis og beundringsværdig sans for detalje, samling, placering.”

—Anne Pind i Arkitekten 09/2017

Temaerne Nyt Gammelt og Restaurering har været gennemgående og gentagne i de senere år, og det sker, fordi rehabiliteringen af eksisterende huse er og vil blive primære opgaver for arkitekter. I begyndelsen var interessen båret af et forsøg på at genoplive arkitektoniske værdier i oversete eller nyere perioder og bygningskategorier – i dag og i fremtiden vil behovet tillige være båret af simpel nødvendighed.

Den seneste udgivelse, der skal omtales her, er Arkitektens gennemgang af udviklingsplanerne for Frederiksberg Hospital. Med sammenlægninger og nye supersygehuse funktionstømmes gamle hospitals­områder inde i byerne, og det åbenbarer i Frederiksberg Hospitals tilfælde en paradisisk have og smukke gamle huse. En god konkurrence og kommunalt ansvar og ejerskab lægger op til en transformation, som forhåbentlig bliver et eksempel til efterlevelse for andre.

Samme processer er i gang over hele landet, og derfor fulgte bladet op i det efterfølgende nummer med fokus på Holstebro Sygehus og på tre hospitalsområder i Aarhus, nemlig Kommunehospitalet, Amtssygehuset og det tidligere psykiatriske hospital i Risskov.

Spørgsmålet om bevaring og transformation af eksisterende bydele, også de mere ydmyge og mere anonyme industriområder, er nu blevet et værdibegreb i byplanlægning. Den grønne bølge breder sig, også baglæns i historien.