Angående Stejlepladsen

Den 25-årige planlægning af Ørestadens sammenvoksning med resten af byen blev aflyst og blikket tvunget i andre retninger, for kassen skal stadig lukkes. Den sidste del kan man tvivle på, om aktivisterne, der holdt hinanden i hænderne den dag ude på Fælleden, havde luret. Men sådan blev det – de 260.000 kvm planlagte boliger m.m. skal i stedet fordeles på tre erstatningsgrunde. Den ene, klos op ad klokkefrøens reservat, som en besynderlig udposning, den anden ved Selinevej og den tredje på Stejlepladsen i Fiskerihavnen. Det har der været skrevet en del om, ikke mindst fordi der også her er tale om fredet jord. Den blev klaret med lynophævninger i april…

Jeg vil ikke lægge skjul på min ærgrelse over, at et stationsnært, såkaldt urlandskab slap til fordel for et langt mere sårbart og særegent kulturmiljø som kvarteret omkring Bådehavnsgade. Konkurrencen om de (først 550, siden) 900 boliger på Stejlepladsen blev skudt i gang i september med tre inviterede teams og endelig afgørelse i november. Det går stærkt, og man fristes til at tro, at en hurtig proces skal sikre, at en lignende opstand ikke vokser, derude på Stejlepladsens fiskekasser. Og det er i gang, oprøret, med afholdt folkemøde i september, debatindlæg og buldren via de sociale medier. Og selvfølgelig er beboerne bekymrede for deres lille skæve oase, der, overnight, er gået fra at være karakteriseret som et særligt kulturmiljø med stor bevaringsværdi til at skulle huse 72.000 kvm boliger m.m.

Byen er altid i udvikling – altid i forandring. Lag føjer sig til, smelter sammen, steder transformeres, andet rives ned. Forskellige tiders udtryk og brug komplementerer i bedste fald hinanden og bliver til det, en by er: en akkumulering af forskellige tiders liv udtrykt i funktion og mere eller mindre planlagt arkitektur. Ligeledes kan en ny bebyggelse på Stejlepladsen og udvikling af kvarteret omkring Bådehavnsgade potentielt være berigende både for det nye, som kommer, og det, som allerede er.
Læser man konkurrenceprogrammet, emmer det også af forståelse for lige netop det skæve, det selvgroede, det særlige. Programmet har en følsomhed over for den svære balance og et ønske om at arbejde i feltet mellem det planlagte/uplanlagte og mangfoldighedens kvaliteter. Hvad er så problemet og hvorfor alle disse bekymringer, kunne man spørge? Der er jo netop i programmet en vision om en helhedsplan og en eksperimenterende arkitektur, der tilgodeser det særlige og unikke miljø i bæredygtighedens navn?
Programmet pakker dog realiteterne og konkurrencens præmis pænt ind i formuleringen: “Vi ønsker, at den nye bebyggelse både indfanger og giver arkitektonisk modspil til det eksisterende miljø.”
Modspillet kommer måske helt af sig selv, når de ønskede 72.000 kvm bolig m.m. skal udlægges – det svarer ca. til seks af Sluseholmens karrébebyggelser i fem etager med samme tæthed, som vi kender det fra selvsamme nabokvarter. Eller fire karréer i de tilladte otte etager, klos op ad dynamit-Harrys skur…
Selvfølgelig kan det se ud på mange måder, men med kontrasten mellem grundens størrelse og stedets karakter må der være nogle arkitekter, der i skrivende stund har noget at se til. For hvordan indfrier man visioner om at respektere den eksisterende skala og ånd, med hænderne fulde af programmets dikterede kvadratmeterantal?

Problemet er ikke, at der skal bygges og transformeres på dette særegne sted. Men præmissen. Problemet er ikke visionerne for stedet, men de mange kvadratmeter, der dikteres for at opnå dem. Hvis præmissen er forkert, kan arkitekterne trylle nok så meget.

Det handler om tid – om inddragelse, om skala, om værdiskabelse og bebyggelsesprocent.
Tænk, hvis man havde tid til at finde ud af, hvad det er for et samlet kvarter, der skal ligge derude i det skæve?

Tænk, hvis man kunne skabe en udviklingsplan sammen med borgerne, der strakte sig over mere end en dags workshop?
Tænk, hvis vi i de tidligere faser kunne arbejde med en margen – et plus-minus antal kvadratmeter for at finde den rette bebyggelsesprocent, den rette sammensætning, den rette typologi, som en del af rådgivningen?
Tænk, hvis byens udvikling ikke var dikteret af at lukke hullet i pengekassen hos By & Havn?

Klummens titel refererer til BLOK 1:Bosætning på KADK, ved Gitte Juul hvor de førsteårsstuderende gennem et 2 ugers feltarbejde har registreret området omkring Bådehavnsgade og Stejlepladsen i september 2019 under overskriften “ANGÅENDE STEJLEPLADSEN – Relationer mellem det byggede og det levede liv. Observeret, registreret og dokumenteret i tæt dialog med folk i fiskerihavnen”. Deres arbejde kan ses på angaaende-stejlepladsen.kadk.dk.