ANNONCE

Centro de Proteção Ambiental de Balbina. Foto: Acervo Severiano Port
Artikel af

I Brasilien og Sydamerika har man i årevis tilskrevet Severiano Porto (1930-2020) pladsen som regnskovens store arkitekt, men uden for kontinentet er han i det store og hele ukendt. Først i de seneste år er omfanget af hans arbejde blevet kortlagt, og interessen for ham er vokset. Det står klart, at Porto har ydet et unikt bidrag til Brasiliens arkitekturhistorie, som ellers domineres af dels Rio-skolen – med Oscar Niemeyer som den absolutte hovedfigur – og senere São Paulo-skolen, grundlagt af bl.a. Vilanova Artigas og siden stærkt repræsenteret af Lina Bo Bardi, der bliver pioner for São Paulos modernistiske projekt. Men hvor begge skolers fokus var (de velstående) storbyers fortsatte vækst og et utvetydigt modernistisk formsprog – paradigmatisk udtrykt i opførelsen af hovedstaden Brasília – placerer Severiano Porto sig et andet sted; Porto byggede moderne uden af være modernist. Han byggede klimabevidst uden at være klimaforkæmper, og hans valg af materialer og teknikker var udogmatisk og fordomsfrit. Træ er et gennemgående materiale, og han anvender det på sofistikeret vis til både bærende konstruktioner, facader, tag og indretning. Men alt efter hvad opgaven kræver, anvender Porto også stål og beton, keramik og palmeblade, og han vælger lige så gerne traditionelt håndværk som præfabrikerede moduler.

Severiano Porto tog afgang fra arkitektskolen i Rio de Ja­nei­ro i 1954 og flyttede i 1965 til Manaus, som på det tidspunkt var i kraftig udvikling. Indførelsen af status som frihandelszone tiltrak investeringsvillig kapital til byen, som over de følgende fem årtier tidoblede sin størrelse og helt efter planen kom til at udgøre Nordbrasiliens vækstcentrum. Der var bud efter Porto, og han blev boende 35 år og fik realiseret mere end 280 projekter; fra store offentlige institutioner til familievillaer. Lektor ved arkitektskolen på Amazonas føderale universitet Marcos Cereto har for nylig analyseret projekterne i deres helhed, hvilket markerer en milepæl i forståelsen af Portos tilgang til arkitektfaget.

Centro de Proteção Ambiental de Balbina/Balbinas Center for Miljøbeskyttelse blev indviet i 1988 og er både på grund af sin størrelse, sit materialevalg og sit organiske, poetiske formsprog Portos kendteste og mest monumentale bygningsværk. En række mindre pavilloner, bundet sammen af en enorm makro-overdækning, slynger sig i to rækker. Overdækningen udgøres af et spåntag, som let lader sig ‘modellere’ og giver et særligt, næsten selvgroet udtryk. Pavillonerne er tilpasset terrænets niveauforskelle og forbindes af ramper, som tilsvarende er overdækkede. Alle bærende konstruktioner er i træ, og på øst- og vestsiden af pavillonerne er der indbyggede åbninger, som tillader naturlig ventilation. Tagets kurver følger beplantningen og bidrager til at absorbere solens stråling og sænke temperaturen i bygningen. Princippet bag makro-overdækningen har været brugt af lokale stammer i århundreder og er et godt eksempel på Portos åbenhed over for brugen af lokalt håndværk, også i stor skala.

(artiklen fortsætter nedenfor)

Artikel af

Introduktion

Den brasilianske arkitekt Severiano Porto (1930-2020) opførte mere end 280 bygninger primært i det nordlige Brasilien. Et universitet helt fra bunden midt i junglen, skoler, stadion, villaer mv. Arkitekt og lektor ved arkitektskolen på Amazonas føderale universitet Marcos Cereto har gennem de seneste år systematisk genbesøgt og analyseret Portos værker – dokumenteret i hans afhandling fra 2020, Severiano Mario Porto – [re] pensando a arquitetura [moderna) na Amazônia.

Arkitekt Nils Jeppe Hansen og ph.d. i portugisisksproget historie Ingemai Larsen har besøgt flere af Portos amazonhuse og talt med Cereto om Porto og hans betydning for brasiliansk arkitekturhistorie, som en form for bindeled mellem det moderne og det før-moderne. AAP

Fakta

Amazonas og Manaus Amazonas henviser til både en delstat og en region, som dækker ca. 60% af det brasilianske territorium. Amazonas er ikke tæt befolket, men huser dog stadig 28 millioner mennesker. Manaus er hovedstaden, hvor 2,5 millioner mennesker bor over et enormt område, gennemskåret af floder og bifloder og med betydelige infrastrukturelle og andre socio-økonomiske udfordringer.

Kilder: Marcos Paulo Cereto: Severiano Mario Porto – [re] pensando a arquitetura [moderna] na Amazônia
Rejsen til Manaus blev støttet af Statens Kunstfond.

Udgivelse

Artiklen blev første gang præsenteret i Anneks i Arkitekten 05/2023.

ANNONCE

Universidade Federal do Amazonas (UFAM), tegnet af arkitekt Severiano Porto og Mario Emilio Ribeiro, opført 1973-80. Foto: SIMÕES, 1994

UFAM. Foto: Leonardo Finotti

UFAM. Foto: Leonardo Finotti

UFAM. Foto: Leonardo Finotti

Schuster-villa fra 1978 er et fornemt eksempel på Portos brug af træ som primært materiale. I 70erne var det hovedsageligt den mere jævne befolkning og slet ikke borgerskabet, som byggede i træ. Porto viste, hvordan man med brug af forskellige teknikker – f.eks. er bjælkerne hugget med økse, gulvene fremstillet på savværk og de lamelbyggede vippevinduer samlet i hånden ligesom møbler og vægpaneler – opnår et på en gang sofistikeret og rustikt udtryk i en eksklusiv villa. Også her gør han brug af en beskyttende makro-overdækning, denne gang fremstillet af træspån.

Hvor Balbina i dag er i fare for sammenstyrtning grundet manglende vedligehold, og Schuster-villaen ikke er åben for besøg, er Amazonas-universitetet, indviet i 1980, til gengæld i fuld funktion og tilgængeligt for besøg. Her er Portos moderne og strukturalistisk inspirerede greb meget tydeligt: På den 600 hektar store grund, som til alle sider er omgivet af regnskov, er de rektangulære bygninger udført i præfabrikerede beton­elementer placeret i grupper, og udvidelsesmulighederne er i princippet uendelige. Også her arbejder Porto med en primær og sekundær tagkonstruktion, som både yder sol- og regnbeskyttelse og leverer løsningen på stedets konstante temperaturudfordring. Portos bud er lige så enkelt, som det er radikalt: Bygningen orienteres øst-vest, så vindretningen udnyttes, man anvender vippevinduer (med eller uden glas), lader ventilationen yde den nedkøling, som nu engang er mulig – og tilvænner kroppen den opnåede temperatur. Det er ikke let at opnå tilslutning til dét koncept i befolkningen i dag, som har vænnet sig til aircondition. Men det gør kun Portos løsningsforslag desto mere relevant – i Manaus som i store dele af verden, hvor enorme mængder energi anvendes på at afkøle legemet til unaturligt lave temperaturer, er der behov for at se på alternative og mindre energitunge løsninger til afsvaling af bygninger.

Porto fulgte som arkitekt en regional logik. Han tog livtag med de problemstillinger, som Amazonas og Manaus frembyder, og han analyserede hver enkelt opgaves krav til materialer, funktionalitet, æstetik og teknisk kunnen. Det er der en meget enkel, men ikke mindre værdifuld pointe i. Severiano Porto udviklede moderne løsninger, der adresserede både klimarelaterede, kulturelle og landskabsmæssige udfordringer. Heri består arven til den næste generation af arkitekter.

Centro de Proteção Ambiental de Balbina. Tegning: Acervo Severiano Porto
Centro de Proteção Ambiental de Balbina. Tegning: Acervo Severiano Porto