ANNONCE

Redaktionen

Under COVID-nedlukningerne i 2020-2021 skete der et pludseligt, markant og påtvunget skifte i de fleste kontorarbejdende danskeres fysiske arbejdsomgivelser – storrumskontorer blev skiftet ud med et hjemmekontor. Under pandemiens nedlukninger gjorde man sig forestillinger om, at det kontorarbejdende Danmark, som vi har kendt det, var ved at opløses, og at byens store kontorhuse skulle omdannes til andre formål. Det er imidlertid ikke tilfældet: i dag arbejder langt størstedelen af de kontorarbejdende igen primært fra kontoret og antallet af bygninger anvendt til kontor, offentlig administration mv. er stigende.

I Arkitekten 04/2023 ser vi nærmere på nogle af de kontor- og erhvervsejendomme, der er kommet til de senere år, men også på ældre kontorhuse, som er blevet istandsat eller omdannet.

I første sektion bringer vi bl.a. omtale af en nyligt afholdt åben idékonkurrence om en midlertidig kirke i Københavns Nordhavn, en boganmeldelse af en ny fagbog om bygningskunst og et fjerde bidrag i vores serie om universelt design.

Anneks præsenterer en ombygning og udvidelse af en tøjforretning.

Indeklima er fokus for den tekniske sektion, som ser nærmere på en række tekniske nedslag vedrørende tilpasning af indeklimaet i kontorbygninger fra temasektionen.

Se indhold nedenfor.

Redaktionen

ANNONCE