Arkitekten mener: Helhedsværk i limbo

FLSmidth satte i 2022 sit domicil i Valby til salg og droppede dermed at gennemføre udviklingsplanerne for området. Arkitektens redaktion har i skrivende stund ikke kendskab til, om en ny ejer har meldt sig, eller om der skulle foreligge ændrede perspektiver i forhold til den lokalplan, som blev vedtaget af Københavns Kommune i december 2022.* 

Planens rammer

Af lokalplanen fremgår det, at man kan bygge om, partielt nedrive og samtidig udvide koncernens hovedkvarter, både vandret og lodret. Anlægget, som blev opført i 1957 efter tegninger af Palle Suenson, FLSmidths arkitektkontor og C.Th. Sørensen, har høj bevaringsværdi, og i planen står der, “at de bærende bevaringsværdier, som skal varetages i udviklingen af området, er samspillet mellem bygninger og landskabsrum samt det tydelige hierarki mellem bygninger i forskellige højder.”

Dog nuanceres dette, idet planen samtidig siger, at den lave tværgående bygning og mellembygningen (hvor hovedindgangen findes i dag) kan fjernes, tillige med den krumme, tidligere laboratoriebygning langs Ramsingsvej. Senere i samme lokalplan beskrives det, at mellembygningen kan erstattes med et højhus på omtrent 39 meter, og at der i tillæg hertil kan bygges på det nuværende parkeringsareal mod syd. Endelig anvises også, at der kan opføres nyt der, hvor laboratoriebygningen langs Ramsingsvej ligger. En konkurrence belyste disse perspektiver i 2022.

Hovedsædets arkitektur

Det er bemærkelsesværdigt, at hovedsædets nuværende facader er fuldmurede og bærende, også i den 8-etages kontorbygning. Forskudt fra midteraksen står i alle tre blokke én søjlerække i beton og bærer en gennemgående betonbjælke, og mellem denne og de bærende murpiller spænder dækkene så ud. Det er en ganske unik og avanceret løsning, og tankevækkende er det, at Suenson i samme periode tegnede og projekterede betonbyggeriet B&W’s tidligere hovedsæde Ørkenfortet ved Torvegade i København (se artikel om ombygning i Arkitekten 04/22).

De oprindelige vinduesrammer i FLS-huset er, som de var det i Ørkenfortet, udført i bronze og sidder stadig i huset, og foyeren ser stort set ud, som den gjorde ved indvielsen i 1957.

Også facader og de karakteristiske tage beklædt med falset kobber synes identiske med det oprindelige, bare patineret, vedligeholdt og formodentlig med partielle udskiftninger. Murpartierne mellem facadepillerne er udkragede foroven, og både mure og piller er afsluttet med et gennemgående rulleskifte afdækket af en kobberplade med profileret kant (med undtagelse af inddækningerne kommer man hurtigt til at tænke på Per Kirkebys murstensskulpturer). Herefter følger en dyb skyggenot og et smalt udhæng fra et tag med meget lav hældning. Dette gælder for den højeste og mest dominerende blok på otte etager. De øvrige, lavere bygninger i ensemblet, herunder førnævnte tværgående bygning, afsluttes i murværket på samme måde, men her er der en tilbagerykket penthouse-etage som top, ovenikøbet med et mindre, selvstændigt tag midterst, der er løftet fri af det øvrige for at gøre plads til et smalt glasbånd. Pillerne i facaderne er uden sokkel, og mellem terræn og murede brystninger er anbragt højtsiddende kældervinduer. Det er de murede søjler, der bærer hele vejen op til kronen på værket.

Landskabsarkitekturen, som på klar måde binder det hele sammen med åbne horisontale flader, er, som anført, udført af C.Th. Sørensen. Hus og grund accentuerer hinanden og må betragtes som et samlet hele.

Efter Arkitektens opfattelse bør lokalplanen tænkes om: Den lave mellembygning er afgørende for den samlede komposition, idet den lægger op til det høje hus og er gjort af nøjagtigt samme stof. Indgangsbygningens dobbelthøje rum er markant, med sin nedre afskærmning mod p-pladsen kombineret med et højtsiddende sidelys og udsigt over den grønne plæne i terrænniveau, alt under en eksponeret loftskonstruktion. 

Laboratoriebygningen er vel nok i dårlig stand indvendigt, men bygningens krumning er afgørende for den samlede arkitektoniske komposition af anlægget. 

C.Th. Sørensens hovedgreb med den store åbne, uberørte græsflade, som lader hovedsædet træde frem som på en præsenterbakke, minder lidt om det store grønne, åbne areal foran Rødovre Rådhus. Facaderne er af unik arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet, og selve afslutningen med udkragning og rulleskifter er nærmest klassicerende. 

Byggeriet havde et for datiden avanceret ventilationssystem, som Suenson, sammen med ingeniørfirmaet Crone & Koch, valgte at lade kulminere i et karakteristisk muret, såkaldt Friskluftstårn.

Et grundigere indblik i Palle Suensons tanker og arkitektur fremgår af siderne i Arkitektur 02/1958, som er gengivet i denne artikel (se opslag nedenfor).

Dele af bygningsbeskrivelsen har tidligere været bragt i en artikel af Martin Keiding i Arkitekten 03/2019.