Arkitekten mener: Red Ringbo!

RINGBO

Plejecentret Ringbo blev opført i en tid, hvor det at bygge velfærdsstat var en politisk mærkesag. Man udviklede fællesskabets store institutioner, herunder nyt byggeri i plejesektoren, der trængte til et løft. Tidligere tideres stigmatiserende anstalter, hvor de syge blev gemt væk fra offentligheden, stemte ikke overens med tidens forandrede syn på skrøbelighed, pleje og helbredelse. Med cirkelbyggeriet i Bagsværd slog velfærdsstaten en stor, beskyttende ring om sine udsatte borgere.

Først var byggeriet et plejehjem til psykisk syge ældre, senere blev det et psykiatrisk bosted. Fordi funktionen har været den samme, står byggeriet stort set uforandret, indvendigt som udvendigt, og er derfor et enestående velbevaret eksempel på tidens rationalitet og ømhed. Forløst af arkitekten Hans Christian Hansen fra Stadsarkitektens Direktorat. Hansen samlede et ensemble af billige materialer som gasbeton, bølgeeternit og hulsten og nuancerede på udvalgte steder med egetræslameller og kalksten for at komponere et byggeri, der ikke ligner noget andet.

At Ringbo ligger i en forstad til København, skal ikke læses som et udtryk for, at man har villet gemme de syge væk, men snarere forstås som en spejling af, at ‘det gode liv’ med luft og grønt mellem husene, som folk i samtiden søgte i forstæderne, også skulle komme samfundets svageste til gode. Et stort, sektioneret cirkelslag er anlagt i det grønne, men anlægget lukker sig ikke om sig selv. En åbning leder ind til et offentligt parklandskab i cirklens midte, hvor et tårnur står som vartegn i sort tømmer. Ringen, landskabet og uret. Det har et mytisk islæt. Stedet har sin egen tid. Det raffinerede samspil mellem geometri og natur skaber en lille verden i sig selv. Parken i midten er moduleret med bakker, lunde og træer, så den store arkitektur i kanten opleves i små bidder. Tæt på facaderne er der fint bearbejdede haver og overdækkede, sydvendte terrasser. Det grå i facaderne og det grønne i haverne blandes med okkergule sten og rødmalede vinduesrammer. De ordinære materialer bliver behandlet med lige dele respekt og opfindsomhed. Indenfor stables hulsten til gyldent vægtapet. Tegl ligger i mønstre på gulvene. Glasbyggesten sender fine farvespil ind i kapellet. Og fællesrummene markeres ved stejle rytterlys. De står udvendigt som telte oven på den lave ringbebyggelse. Under dem er der loft til kip og en rumhøjde på 7,5 meter. Opholdsstederne i byggeriet gives i det hele taget de bedst mulige betingelser.

Det sammenhængende byggeri muliggør en lang korridor til personalet. Men fordi arkitekturen brydes ned i mindre dele og små fællesskaber, så opleves byggeriet ikke som en rationel plejemaskine, men som et sted, hvor rumlige gentagelser skaber tryghed, og detaljerige variationer bryder hverdagens ensformighed.

Institutionslivet, som det tegnes her, med festsal, centralkøkken, varmemesterbolig, kapel og himmellys, er et højdepunkt i dansk arkitektur. Og nu er vi ved at miste det. Byggeriets ejer, Københavns Kommune, har ingen interesse i at bevare byggeriet. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur indstillede Ringbo til fredning i 2014. Ansøgningen blev afvist i 2016. Nu forfalder byggeriet. Det bliver lettere og lettere at afvise som værdigt, som tiden går. Dramaturgien minder om Vikingeskibshallen. Men prøv at google Ringbo. Mord, vold og hashsalg. Ulykkelige hændelser klæber til byggeriet. Det kendes skyldigt. En forunderlig og omsorgsfuld arkitektur stigmatiseres. Mens velfærdsstatens diameter skrumper, planlægges fraflytning og nedrivning. Gid nogen kunne slå ring om Ringbo.

Se det, før det er for sent.