Banebrydende Bellahøj

Valget af punkthuse var begrundet i sol- og lysforholdene i de enkelte lejligheder, idet punkthusene kan placeres mere frit i landskabet og i forhold til hinanden end længere stokke. Det er jo netop essensen af samtidens funktionalistiske tankesæt, at formen følger funktionen, som her materialiserer sig. Og som det meget præcist påpeges, giver Bellahøjbebyggelsen en rumopfattelse, som “er organisk i sin grundtanke. Bebyggelsesplanerne tager udgangspunkt i naturens elementer, terrænforholdene, den dominerende vindretning og i bygningernes placering i forhold til solens gang over himlen for at få de bedst mulige dagslysforhold i den enkelte bolig”. Som et i mere end én forstand nærliggende modbillede fremhæves den kun lidt ældre genbo Genforeningspladsen, som med sin symmetri og manglende hensyn til verdenshjørner og solindfald understreger fokusskiftet i boligideal og arkitektur. Og dermed Bellahøjs modernistiske kvaliteter.

Det er rigtigt prioriteret at give landskabet på Bellahøj en særlig omtale. Og at lade havearkitekt C.Th. Sørensen, som var ansvarlig for at binde hele området sammen og skabe grønne rum og udfoldelsesmuligheder for børnene, være det selvfølgelige omdrejningspunkt. Man fremhæver med rette hans evne til at tage udgangspunkt i det eksisterende terræn og stedets kulturhistorie og knytte det sammen med nutidens behov. Hvilket ses som en særlig skandinavisk tilgang til modernismen. I den oprindelige dispositionsplan fra 1947 var vejføringen trukket som en lige linje gennem området. Det fik C.Th. Sørensen ændret til et organisk slynget forløb, som fik hele bebyggelsen til at “virke menneskelig og inviterende at bevæge sig rundt i”, så man ikke umiddelbart kan overskue husenes indbyrdes orden, som med den lige vejføring ville fremstå “som en rationel velordnet bebyggelse med højhuse stående opmarcheret på række.” 

Kapiteltitlen “Håndholdt industrialisering – opførelsen” rammer plet. Den dækker over, at Bellahøj var udset til at være banebrydende i brugen af utraditionelle materialer, konstruktioner og byggemetoder. Men de byggetekniske erfaringer stod slet ikke mål med de store ambitioner. Så det blev mere ‘håndholdt’ end ønsket. De politiske kræfter og ikke mindst stærke embedsmænd i Boligministeriet, som i disse år arbejdede målrettet på at få byggeriet industrialiseret, kan lige netop anes i fremstillingen. Men kunne sagtens tåle mere spotlight. Dels fordi Bellahøjbyggeriet skulle have været spydspidsen. Og dels fordi de uindfriede forventninger medvirkede til, at ministeriet herefter satsede på en mere konsekvent industrialisering af byggeriet. Bl.a. i form af det betonelementbyggeri, som kom til at præge 60ernes store ‘planer’.

Forfatterne redegør grundigt for, hvordan den manglende tekniske erfaring fører til learning by doing. Ud over et forsøgsbyggeri i Herlev så blev de nye metoder udviklet på stedet. I den forstand kan hele byggeriet ses som et gigantisk forsøgslaboratorium, hvor de indhøstede erfaringer løbende blev indarbejdet i den videre byggeproces. Men ‘murerløst’ og billigt blev det altså ikke. Til gengæld fik man (håndværksmæssig) kvalitet. 

Det mener forfatterne bl.a. skyldes, at den funktionelle tradition med Kay Fisker i front stadig havde stor indflydelse på arkitekterne. Og fordi husene er “tegnet i en overgangsperiode, hvor funktionalismen endnu ikke var degenereret til en rigid totalopfyldelse af egne idealer.” 

Bogen er gennemillustreret, så det er en fryd for øjet. Serier af gamle fotos fra byggearbejdet veksler med nyere af bygningsdetaljer smukt mærket af tid og slid. Mens andre fotos viser husene i hel figur. Nogle af disse kan umiddelbart virke lidt flade og ensartede. Men guidet af billedteksten spores øjet ind på den særlige detalje, som er billedets begrundelse, og får det til at skille sig ud fra de andre. Og som understreger, at husene set tæt på er ret forskellige. De mange tegninger er spændende at gå på opdagelse i; men flere billedtekster som indgangsnøgler ville åbne dem mere op for lægfolk.