ANNONCE
Banebrydende Bellahøj
Bogen om højhusene på Bellahøj favner lidt for bredt, men stikker dybt.
Punkthusene på Bellahøj har fra første spadestik haft en fremtrædende plads i dansk arkitekturhistorie, som matcher deres fysiske placering på Københavns højeste punkt. Som de første ‘skyskrabere’ på dansk jord markerer bebyggelsen et før og efter. Ikke kun hvad højden angår, men også i valget af materialer, byggeteknik og formsprog.
Derfor er det mere end velkomment, at de nu har fået skrevet deres historie.
Det er forfattertrioens intention at vise Bellahøj som “et enestående arkitekturværk og en kulturhistorisk milepæl i udviklingen af boligbyggeriet og velfærdsstaten i Danmark”. Hvilket de på en rimelig overbevisende måde også får indfriet.
Valget af en – med forfatternes ord – kalejdoskopisk fortællestruktur rummer både muligheder og udfordringer. De forskellige og skiftende synsvinkler, som ikke unødigt overlapper hinanden, giver bogen en forfriskende dynamik. Samtidig kommer man informativt rundt om de mange forskellige faktorer og aktører, som i et kringlet samspil har skabt bebyggelsen. Men spændvidden presses til det yderste, når der skræves fra den fagnørdede beskrivelse af byggeriets tekniske detaljer til de mere åbne interviews med beboere. Interviews, som i øvrigt uden tab af pointer med fordel kunne være skåret skarpere til. Der savnes en mere fokuseret kobling mellem beskrivelsen af bebyggelsen og tankerne bag den, og så de hverdagserfaringer og vurderinger, som beboerne ytrer. For selv om de interviewede næppe er repræsentative, så er essensen af deres udsagn dog en strømpil for, hvordan de fysiske rammer kan opleves og influere på dem, det i sidste ende handler om: beboerne.
Bogen lægger ud med en solid præsentation af de historiske forudsætninger, som byggeriets aktører måtte agere ud fra. Nøgternt og præcist redegøres der for relevante træk ved den økonomiske, politiske, sociale og arkitekturmæssige udvikling. Denne historiske kontekst udgør en slags forståelsesramme eller afsæt, som de efterfølgende kapitler i forskellig grad bygger videre på.
Det er bogens pointe, at almennyttigt kvalitetsbyggeri som Bellahøj ikke er kommet af sig selv. Urbaniseringen og befolkningstilvæksten øgede godt nok behovet for boliger, men uden en social boligbevægelse og et velvilligt Socialdemokrati, som satte arbejdernes boligvelfærd højere end markedets krav, var det ikke blevet realiseret. Som forfatterne rigtigt noterer, skete det da heller ikke uden ideologiske sværdslag med liberalisterne. Samtidig havde fremsynede og socialt engagerede arkitekter i mellemkrigstiden leveret forskellige bud på udformningen af den moderne sunde og funktionelle bolig.
Som det beskrives i kapitlet om bebyggelsesplanerne, var det ikke på forhånd givet, at det skulle være punkthuse. Nogle af de i alt 65 konkurrenceforslag indeholdt fx stokbebyggelse. Men fællesnævneren var lys, luft og sunde boliger. Det lå både i tidens boligideal og i konkurrenceprogrammets krav. Hovedretningslinjen for Mogens Irming og Tage Nielsen, hvis forslag vandt konkurrencen, var at udnytte grundens beliggenhed og den enestående udsigt over byen. At de ramte rigtigt, bekræftes af interviewene med beboerne, som netop fremhæver udsigten som noget helt særligt.
Fakta
Bellahøj – Fortællinger om en bebyggelse
Strandberg Publishing, 2015
Forfattere: Jannie Rosenberg Bendsen, Birgitte Kleis og Mogens Andreassen Morgen
Grafisk layout: Rasmus Koch Studio
Nye fotografiske optagelser: Laura Stamer
Udgivelse
Boganmeldelsen blev udgivet i Arkitekten 03/2016.
ANNONCE
Valget af punkthuse var begrundet i sol- og lysforholdene i de enkelte lejligheder, idet punkthusene kan placeres mere frit i landskabet og i forhold til hinanden end længere stokke. Det er jo netop essensen af samtidens funktionalistiske tankesæt, at formen følger funktionen, som her materialiserer sig. Og som det meget præcist påpeges, giver Bellahøjbebyggelsen en rumopfattelse, som “er organisk i sin grundtanke. Bebyggelsesplanerne tager udgangspunkt i naturens elementer, terrænforholdene, den dominerende vindretning og i bygningernes placering i forhold til solens gang over himlen for at få de bedst mulige dagslysforhold i den enkelte bolig”. Som et i mere end én forstand nærliggende modbillede fremhæves den kun lidt ældre genbo Genforeningspladsen, som med sin symmetri og manglende hensyn til verdenshjørner og solindfald understreger fokusskiftet i boligideal og arkitektur. Og dermed Bellahøjs modernistiske kvaliteter.
Det er rigtigt prioriteret at give landskabet på Bellahøj en særlig omtale. Og at lade havearkitekt C.Th. Sørensen, som var ansvarlig for at binde hele området sammen og skabe grønne rum og udfoldelsesmuligheder for børnene, være det selvfølgelige omdrejningspunkt. Man fremhæver med rette hans evne til at tage udgangspunkt i det eksisterende terræn og stedets kulturhistorie og knytte det sammen med nutidens behov. Hvilket ses som en særlig skandinavisk tilgang til modernismen. I den oprindelige dispositionsplan fra 1947 var vejføringen trukket som en lige linje gennem området. Det fik C.Th. Sørensen ændret til et organisk slynget forløb, som fik hele bebyggelsen til at “virke menneskelig og inviterende at bevæge sig rundt i”, så man ikke umiddelbart kan overskue husenes indbyrdes orden, som med den lige vejføring ville fremstå “som en rationel velordnet bebyggelse med højhuse stående opmarcheret på række.”
Kapiteltitlen “Håndholdt industrialisering – opførelsen” rammer plet. Den dækker over, at Bellahøj var udset til at være banebrydende i brugen af utraditionelle materialer, konstruktioner og byggemetoder. Men de byggetekniske erfaringer stod slet ikke mål med de store ambitioner. Så det blev mere ‘håndholdt’ end ønsket. De politiske kræfter og ikke mindst stærke embedsmænd i Boligministeriet, som i disse år arbejdede målrettet på at få byggeriet industrialiseret, kan lige netop anes i fremstillingen. Men kunne sagtens tåle mere spotlight. Dels fordi Bellahøjbyggeriet skulle have været spydspidsen. Og dels fordi de uindfriede forventninger medvirkede til, at ministeriet herefter satsede på en mere konsekvent industrialisering af byggeriet. Bl.a. i form af det betonelementbyggeri, som kom til at præge 60ernes store ‘planer’.
Forfatterne redegør grundigt for, hvordan den manglende tekniske erfaring fører til learning by doing. Ud over et forsøgsbyggeri i Herlev så blev de nye metoder udviklet på stedet. I den forstand kan hele byggeriet ses som et gigantisk forsøgslaboratorium, hvor de indhøstede erfaringer løbende blev indarbejdet i den videre byggeproces. Men ‘murerløst’ og billigt blev det altså ikke. Til gengæld fik man (håndværksmæssig) kvalitet.
Det mener forfatterne bl.a. skyldes, at den funktionelle tradition med Kay Fisker i front stadig havde stor indflydelse på arkitekterne. Og fordi husene er “tegnet i en overgangsperiode, hvor funktionalismen endnu ikke var degenereret til en rigid totalopfyldelse af egne idealer.”
Bogen er gennemillustreret, så det er en fryd for øjet. Serier af gamle fotos fra byggearbejdet veksler med nyere af bygningsdetaljer smukt mærket af tid og slid. Mens andre fotos viser husene i hel figur. Nogle af disse kan umiddelbart virke lidt flade og ensartede. Men guidet af billedteksten spores øjet ind på den særlige detalje, som er billedets begrundelse, og får det til at skille sig ud fra de andre. Og som understreger, at husene set tæt på er ret forskellige. De mange tegninger er spændende at gå på opdagelse i; men flere billedtekster som indgangsnøgler ville åbne dem mere op for lægfolk.