Bedst & Værst 2017: Signe Kongebro

Bedst: FN’s bæredygtighedsmål

I 2017 oplevede jeg, at FN’s bæredygtighedsmål fik en form for folkeligt gennembrud. Det var her, at branchen, universiteter, arkitektskoler, kommuner, ejendomsejere mv., begyndte at konkretisere dem, forholde sig til dem og bruge dem i deres arbejde. F.eks. har særligt Arkitektskolen i København brugt dem meget operationelt. Branchen har simpelthen taget ejerskab over dem. De er på mange måder blevet et målepunkt for, hvornår vi har succes med bæredygtighed, og de har givet os et fælles værdisæt, uanset om vi forholder os til børnearbejde, ulighed eller ressourceforbrug. Vi kan fortsat positionere os forskelligt i forhold til målene, men vi stiler efter det samme, overordnede holistiske benchmark, og jeg bliver helt vildt optimistisk ved tanken om, at vi nu taler om det samme – i hele verden. I 2017 fik vi en verdensvision for bæredygtighed, et fælles sprog, og det ser jeg som noget meget positivt.

Værst: Containerboliger

Containerboligerne til studerende er noget af det, jeg godt kunne have undværet i 2017. Fremtidens generationer skal inkluderes og inviteres ind i byen og ikke sendes ud i byens randområder i favela-lignende bebyggelser. Det er en glidebane og et kæmpe tab for byen, hvis vi henlægger nogle af byudviklingens bedste ressourcer til øde havnearealer og midlertidige bosættelser. En sund by er fuld af studerende. De skaber liv, nye strukturer og udfordrer . Det er unge menneskers energi, skabertrang og engagement, der udvikler byen. For mig er det en dårlig undskyldning, at “der ikke er plads”, når store infrastruktur­opgaver, som f.eks. Metroen, gentagne gange viser, at man kan klemme store lommer med barakker, containere og maskiner ind midt i byen. Med den fleksibilitet og beslutsomhed ville man kunne løse manglen på studieboliger. Det vil være kærkommen innovativ nytænkning, som jeg tror vil give interessante og mere bæredygtige løsninger.