ANNONCE
Bispebjerg: På tværs af tiden
På alle niveauer oplever man, at arkitekterne har arbejdet både arkæologisk, detektivisk og kritisk.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Om det rehabiliterede haveanlæg på Bispebjerg Hospital skulle udgøre et mere helende sæt af haver end f.eks. det mere vilde konglomerat af botanik på det efterhånden funktionstømte Frederiksberg Hospital (se Arkitekten 10/2022), vil jeg overlade til lægevidenskaben at vurdere. Personligt synes jeg, at begge steder bare er skønne, og at der er gået inflation i prædikatet ‘helende’. Al god arkitektur bringer helse, og når man besøger kernen på Bispen en vinterdag i januar, uden blomster og uden løv på træerne, bliver det endnu mere tydeligt, at det jo er et samlet 111 år gammelt bygningsanlæg med huse i en park, man møder (og ikke en spraglet by med bygninger i mange aldre og former, som på Frederiksberg). Selvom Nyrup/Glæsel-delen i sig selv aldrig er fuldført helt og først blev fredet i 2010, har man gennem tiderne formået at bevare havernes hovedtræk og de centrale pavilloner. Udenom er der bygget til i årenes løb, og meget mere er på vej. Bedst efter Nyroptiden er efter min mening det, der oprindeligt hed Lersø Park Hospital i det nuværende hospitalsområdes nordlige hjørne. Det var tegnet af Stadsarkitektens Direktorat ved arkitekt Frode Jørgensen (senere stadsarkitekt) og opført i 1962. Med tilhørende stor, grøn, romantiserende park anlagt af Edvard Glæsel-eleven havearkitekt I.P. Andersen i 1959 (i dag kaldet Sanse-haven). Projektet står heldigvis til at blive renoveret, og vi krydser fingre for, at istandsættelsen af dette fine stykke arkitektur og park, som i dag betegnes Lersø-komplekset, vil blive forvaltet med samme pli og faglighed som det arbejde, der omtales i denne artikel. Man kan f.eks. håbe, at anlæggets oprindelige nordøstvendte hovedindgang (mod Esther Ammundsens Vej) bliver reetableret. For i dag er hele indgangsområdet en skummel bagside, idet adgangen til komplekset foregår fra den anden side mod sydøst via indgang 60, som er en arkitektonisk rodebutik. Men det er en anden historie fra én blandt mange andre københavnere, som af forskellige grunde har set sig nødsaget til at komme på de kanter, og som bagefter flere gange er krydset igennem området med arkitektbrillerne på, senest i fagligt ærinde for igen at vandre i de herlige haver.
Et monumentalt, symmetrisk et af slagsen, er Martin Nyrops anlæg, hvis facadearkitekturs mure, trappeelementer og centrale promenade uanset årstiden er blevet mere synlige i alle retninger efter det seneste arbejde.
Halvdelen af året handler det mere om granit, tegl, træ og stål, pergolaer og skulpturer end om græs, blomster, buske og løv, og gør man noget her på dette sted uanset årstid, er det som besøgende eller patient at stoltsere, for hele denne pavillonarkitektur løftede og løfter stadig det at være involveret i behandlingssystemet op på et finere borgerniveau. For alle. Og den effekt kommer lige så meget fra bebyggelsesplanen og fra arkitekturen som fra havernes skønhed: Det store arkitektoniske greb på skråningen er, som en tribune, vendt mod sydøst for at modtage solens livgivende stråler – ud med Lersøparken og byen neden for. Det er ligesom fint at være syg, når Glæsel og Nyrop eller deres danske forgænger udi at skabe moderne rammer for helbredelse, M.G. Bindesbøll, kommer på banen. Dog var Bindesbølls helse-anlæg sluttede. I sin monografi om Martin Nyrop omtaler Mirjam Gelfer-Jørgensen, ud over Bindesbøll, andre samtidige pavillonhospitaler, således det oprindelige Rigshospital (1905-11) af Martin Borch og før dette epidemihospitalet på Blegdamsvej (1878-80), tegnet af idépersonen bag Bispebjerg, daværende stads-arkitekt i København, Ludvig Fenger. I en informativ bog af Jannie Rosenberg Bendsen om projektet bag de helende haver nævnes tillige engelske referencer på pavillonbyggeri, som kan have inspireret kommissionen bag projektet på Bispebjerg. Mon ikke militærlazarettet er grundmodellen til det hele?
(artiklen fortsætter nedenfor)
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Bispebjergs Helende Haver
Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, 2400 København NV
Arkitekt: Erik Brandt Dam Arkitekter
Landskabsarkitekter:
Erik Brandt Dam Arkitekter
og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
Ingeniør: ARTELIA
Bygherre: Region Hovedstaden
Udført: 2022
Originalt bygningsværk
Arkitekter: Martin Nyrop og Edvard Glæsel
Opført: 1913
Kilder
Dialog med samtiden. Arkitekten Martin Nyrops samlede værk (Gelfer-Jørgensen, 2023)
Helende haver på Bispebjerg Hospital (Bendsen, 2022)
Bispebjerghospital.dk
Arkiv.arkitekten.dk
Udgivelse
Anmeldelsen er første gang bragt i Arkitekten 01/2024.
ANNONCE
Nyrops fireetages administrationshovedbygning med sidefløje og tårne på Bispebjerg Hospital er der nu ikke meget pavillon i. Jeg synes, den er et stort skrummel, som tager en pæn del af førnævnte udsigt og reserverer den til ledelsen, samtidig med at den i vinterhalvåret for meget af tiden kaster en dunkel skygge ud på Tværvej 1. Det er pavillonerne og anlægget bagved, som spiller hovedrollen.
Et markant nyt element i dette anlæg er, at midter-trappens plateauer samt visse stier og mindre arealdannelser er belagt med gule teglsten på fladen. Oprindeligt lagde man betonfliser disse steder, formodentlig af økonomiske årsager. Lidt hyggelige og knoldede lå de der med græs imellem og kunne vel ikke rigtigt forsvares at have liggende længere i forhold til tilgængelighed, risiko for at snuble, kørestolsbrugere etc. Alle disse forhold i forbindelse med niveauspring etc. er efter min opfattelse forbilledligt og diskret løst i dag. Afvigende er den gule sten i øvrigt ikke i forhold til Nyrop. For i de vidt forgrenede gang- og transporttunneler under hospitalet, på både vægge og gulve, finder man gule klinker. Tillige ved indgangsarealerne omkring pavillonerne og ligeså på gulvene i to af Nyrops kirker: Stenderup Kirke (1903) og Lutherkirken (1918), som man bl.a. kan studere i førnævnte monografi.
De originale grusstier i Bispebjerganlægget er reetableret og fornyet, og det veksler fint med de nye gule sten, græsbede og asfalt. Den samme vekselvirkning mellem gulsten, grus og blomsterbed findes også et andet helende sted, nemlig i Tivoli i København.
Senere tillagte asfaltbelægninger i anlægget har fået lov at være asfalt. Nu bare med smalle granitsten som adskillende og støttende kant op mod græs og grus. Før de nuværende sten lå der hvide, skrå betonkanter af den slags, man finder langs udfaldsveje i parcelhuskvarterer. Den udskiftning er en af de detaljer i det nye anlæg, som løfter hele sagen op på øverste hylde; Ikke kun hænger huse og haver bedre sammen, hele anlægget samler sig, som var der tale om en gammeldags fremkaldelse på papir af et fotografi i et mørkekammer: Pludselig træder detaljerne frem og danner en helhed, som før lå gemt i filmrullens negativ. Et sted har man ved indgangen til en af pavillonerne fjernet en baldakin, som noget brutalt blev bygget på i 1960erne, og afventer nu at få genskabt det oprindelige indgangsparti bl.a. ved at genindsætte granitelementer, som blev lagt på lager dengang: et puslespil med nye og gamle brikker.
Kejserbusk, søjltetaks, guldregn, enebær, lupin og et væld af andre træer buske og blomster – fra Glæsels tid, men blandet med nyt – præger havernes gartnerkunst, som fortjener en hel anmeldelse i sig selv. Saligt er det grønne, og på alle niveauer oplever man, at arkitekterne har arbejdet både arkæologisk, detektivisk og kritisk (ikke alt, man finder på sin vej igennem en dygtig forgængers arbejder er nødvendigvis godt).
Hvis man indtænker mere tilgroning, patinering af granitsten, som er af samme type som de gamle, samt de skævheder, som snart vil lejre sig naturligt alle steder, vil det hele nærme sig den gamle stenarkitekturs bløde og noget mørkere lød og former endnu mere. Tag ud på Bispebjerg og brug de nye haver året rundt, sid på en af de mange nye smukke bænke, find en krog ved pergolaerne og mærk, hvad arkitektur og havekunst kan gøre. På tværs af tiden.