Bispebjerg: På tværs af tiden

Om det rehabiliterede haveanlæg på Bispebjerg Hospital skulle udgøre et mere helende sæt af haver end f.eks. det mere vilde konglomerat af botanik på det efterhånden funktionstømte Frederiksberg Hospital (se Arkitekten 10/2022), vil jeg overlade til lægevidenskaben at vurdere. Personligt synes jeg, at begge steder bare er skønne, og at der er gået inflation i prædikatet ‘helende’. Al god arkitektur bringer helse, og når man besøger kernen på Bispen en vinterdag i januar, uden blomster og uden løv på træerne, bliver det endnu mere tydeligt, at det jo er et samlet 111 år gammelt bygningsanlæg med huse i en park, man møder (og ikke en spraglet by med bygninger i mange aldre og former, som på Frederiksberg). Selvom Nyrup/Glæsel-delen i sig selv aldrig er fuldført helt og først blev fredet i 2010, har man gennem tiderne formået at bevare havernes hovedtræk og de centrale pavilloner. Udenom er der bygget til i årenes løb, og meget mere er på vej. Bedst efter Nyroptiden er efter min mening det, der oprindeligt hed Lersø Park Hospital i det nuværende hospitalsområdes nordlige hjørne. Det var tegnet af Stadsarkitektens Direktorat ved arkitekt Frode Jørgensen (senere stadsarkitekt) og opført i 1962. Med tilhørende stor, grøn, romantiserende park anlagt af Edvard Glæsel-eleven havearkitekt I.P. Andersen i 1959 (i dag kaldet Sanse-haven). Projektet står heldigvis til at blive renoveret, og vi krydser fingre for, at istandsættelsen af dette fine stykke arkitektur og park, som i dag betegnes Lersø-komplekset, vil blive forvaltet med samme pli og faglighed som det arbejde, der omtales i denne artikel. Man kan f.eks. håbe, at anlæggets oprindelige nordøstvendte hovedindgang (mod Esther Ammundsens Vej) bliver reetableret. For i dag er hele indgangsområdet en skummel bagside, idet adgangen til komplekset foregår fra den anden side mod sydøst via indgang 60, som er en arkitektonisk rodebutik. Men det er en anden historie fra én blandt mange andre københavnere, som af forskellige grunde har set sig nødsaget til at komme på de kanter, og som bagefter flere gange er krydset igennem området med arkitektbrillerne på, senest i fagligt ærinde for igen at vandre i de herlige haver.

Et monumentalt, symmetrisk et af slagsen, er Martin Nyrops anlæg, hvis facadearkitekturs mure, trappeelementer og centrale promenade uanset årstiden er blevet mere synlige i alle retninger efter det seneste arbejde.

Halvdelen af året handler det mere om granit, tegl, træ og stål, pergolaer og skulpturer end om græs, blomster, buske og løv, og gør man noget her på dette sted uanset årstid, er det som besøgende eller patient at stoltsere, for hele denne pavillonarkitektur løftede og løfter stadig det at være involveret i behandlingssystemet op på et finere borgerniveau. For alle. Og den effekt kommer lige så meget fra bebyggelsesplanen og fra arkitekturen som fra havernes skønhed: Det store arkitektoniske greb på skråningen er, som en tribune, vendt mod sydøst for at modtage solens livgivende stråler – ud med Lersøparken og byen neden for. Det er ligesom fint at være syg, når Glæsel og Nyrop eller deres danske forgænger udi at skabe moderne rammer for helbredelse, M.G. Bindesbøll, kommer på banen. Dog var Bindesbølls helse-anlæg sluttede. I sin monografi om Martin Nyrop omtaler Mirjam Gelfer-Jørgensen, ud over Bindesbøll, andre samtidige pavillonhospitaler, således det oprindelige Rigshospital (1905-11) af Martin Borch og før dette epidemihospitalet på Blegdamsvej (1878-80), tegnet af idépersonen bag Bispebjerg, daværende stads-arkitekt i København, Ludvig Fenger. I en informativ bog af Jannie Rosenberg Bendsen om projektet bag de helende haver nævnes tillige engelske referencer på pavillonbyggeri, som kan have inspireret kommissionen bag projektet på Bispebjerg. Mon ikke militærlazarettet er grundmodellen til det hele?

(artiklen fortsætter nedenfor)