Blandingens magi

Ambitionen om det organiske, ikke blot forstået som en geometri, men i lige så høj grad som noget processuelt og strukturelt, har gennemsyret projektet fra starten og har sit udspring i en idé om, at museet ud over at handle om H.C. Andersen og hans oeuvre også skulle gøre som H.C. Andersen. Det vil sige invitere publikum ind i rum, hvor kunsten, naturen og fantasien kunne vikles sammen.

Som en begyndelse blev der afholdt en åben idékonkurrence, som ikke overraskende bød på flere hundrede forslag. På baggrund heraf blev der afholdt endnu en konkurrence, indbudt denne gang, om at designe selve udstillingskonceptet. Tredje fase var så den indbudte arkitektkonkurrence med et temmelig specifikt program baseret på de foregående konkurrencer. Trods et fremtrædende formmæssigt greb er det ikke arkitektur, der byder sig til som et afsluttet værk. Bygningen kan aldrig ses i en fotogen totalitet, men er et vidunderligt, centrumsløst hus, som er vokset frem af mange menneskers visioner, og hvor udstilling, bygning, have og by ikke rigtigt kan skilles ad. Det er virkelig godt klaret. De rundede facader i glas og fyrretræ står som et lykkeligt møde mellem japanske og danske traditioner, hvor Kengo Kumas tegnestues forkærlighed for trækonstruktioner forenes med bindingsværket. Inde bag klimaskærmen, som hovedsageligt består af glas, ses trækonstruktionen, som rejser de runde pavilloner og sætter takten for facadens ydre, dekorative del, hvor træelementer gentages i samme rytme. Det er måske især her, ideen om bindingsværket introduceres, i form af ornamentelle skråstivere, som afværger noget, der kunne være blevet konventionelt og lamelagtigt. Det genstår at se, hvordan fyrretræet patinerer i facaden. En nervøsitet opstår også momentvis, når man ser tagfoden klædt i zink, der flere steder har fået en ekstra, forhøjet kant og derfor fylder relativt meget. Når det er sagt, er det ikke noget, der skæmmer indtrykket. Man fornemmer en form for gedigenhed blandet med pragmatisme, hvor det komplicerede fremstår enkelt og legende. Hvis man kan tillade sig at ønske noget mere, så skulle det være en bedre sammenbinding mellem inde og ude, for trods en udtalt ambition om netop dette forbliver inde/ude-relationen temmelig modernistisk. Det vil sige, at de to rumligheder først og fremmest er visuelt forbundet, ikke atmosfærisk, og man kan således kun kigge længselsfuldt ud i den nedsænkede atriumshave, når man befinder sig inde i udstillingsbygningen. Infrastrukturen er ellers på plads, bl.a. med en bro hen over den kommende sø i den nedsænkede have, så måske vil man i fremtiden genoverveje, om publikum skal have fysisk adgang hertil.

Man skal jo i det hele taget væbne sig med tålmodighed for at opleve hele haveanlæggets fortryllelse, for den slags tager selvfølgelig tid, når det er planterne, der spiller hovedrollen. Lige nu fylder grusgangene meget, og store totter af det der intetsigende, langhårede græs, som er plantet i lidt for mange byrum i håbet om, at det er noget grønt, der pynter hele året, er jævnt spredt ud over det hele. Men allerede nu er der et fint spil mellem rækker af bladtrær og nåletræer, der skiftevis, og gennem årstiderne, giver forskellige kig og lysindfald, alt efter hvor man bevæger sig. Avnbøgetræer udgør en stor del af dem, og man tænker, at det også er en lille reference til H.C. Andersen, hvis yndlingstræ var bøgen, skal man tro hans såkaldte ‘åndelige fotografi’, som kan ses i udstillingen. Det ‘åndelige fotografi’ var et slags spørgsmålsspil, man morede sig med i 1800-tallet, og herfra kan man også læse, at Andersens yndlingsblomst var en mosrose, hans foretrukne time på dagen skumringen, og hvis han skulle pege på den bedste parfume, så var det ‘frisk luft’. Hvorvidt der kommer mosroser i haven, ved jeg ikke, men både skumringer og frisk luft er der masser af, for størstedelen af museets udstillingsrum ligger placeret under niveau for at give plads til haven og uderummet, som er offentligt tilgængelige.

De fleste nye museer kombinerer det materielle og det oplevelsesmæssige, men det er ikke så ofte set, at selve museumsbygningen bliver en så radikal medspiller som her. Efter at have svinget sig ind i museets dejligt højloftede foyer, der kunne minde lidt om lysningen i en skov, eftersom man er omgivet af adskillige kubikmeter højrejst limtræ, får man et par hørebøffer på ørene og en smartphone om halsen. Så er man lukket inde i en lille boble, parat til at flyve ind i udstillingen og lade sig omslutte af den totaloplevelse, der venter forude, hvor 12 kunstnere, som tæller alt fra manuskriptforfattere til dukkemagere, animatorer og komponister, har spillet en stor rolle. I udstillingens første del er det H.C. Andersen selv, det handler om, og gennem en nedadgående rampe, som snor sig rundt om en række cirkelformede rum, kommer man tæt på mennesket Hans Christian Andersen og hans livsrejse. De relativt små og mørke rum giver en følelse af intimitet ved de små tableauer, hvor korte fortællinger udløses i headsettet, når man træder tæt nok på. Og glem alt om knastørre audioguides – her er det Kim Fupz Aakeson, der har skrevet lydsporet, og man bliver både oplyst og underholdt.

Indimellem slynger rampen sig ud i facaden, så man får den nedsænkede have at se, og der er således dejlige kontraster mellem mørke og lyse rum. Ved bunden af rampen glider man over i et cirkelrundt intermezzo-rum, og det er ikke, fordi man er træt af at danse rundt mellem tableauerne, men det er alligevel rart, at man herefter ender i et stort, højloftet rum, hvor man kan bevæge sig mere frit rundt og dykke ind i de forskellige eventyr, der har hver sine zoner i rummet. Et vindue i loftet spiller flot sammen med asymmetrisk placerede søjler og Veronica Hodges’ smukke papirsvaler, og jeg kan huske, at der et eller andet sted, mens projektet var undervejs, blev nævnt noget om et tagbassin og Den Lille Havfrue og følelsen af at være under vand. Det blev vist aldrig til noget, det havde ellers været vanvittigt smukt med sol/vandrefleksioner ned i dette store rum. Til gengæld er der noget, der kunne minde om det, i form af store, glitrende projektioner rundt omkring i rummet, som er med til at konsolidere museets vellykkede miks af digitale og stoflige elementer i de rumlige iscenesættelser. Nu er det jo ikke, fordi digitale rumoplevelser er uden problemer. Hele denne storartede oplevelse har, trods auditivt selskab på vældig højt niveau, været temmelig ensom. Man har lidt glemt sit selskab, børnene inklusive, og det er derfor ret dejligt, når man for enden af det store eventyrrum i fællesskab kan nyde en snoet, flot asketræstrappe, hvor ingenting foregår, som fører én op og tilbage til udgangs- og forankringspunktet, det lille gule – meget analoge og stoflige – bindingsværkshus og desuden den oktogonale mindehal fra 1930 med kuppel og nyrenoverede fresker af Niels Larsen Stevns. Og når vi taler analog og stoflig, skal man uanset alder ikke snyde sig selv for museets treetagers børnehus, det også cylinderformede Ville Vau. Især på den øverste etage, der fungerer som atelier, får trækonstruktionen lov at fylde hele rummet i al sin pragt med en radial tagkonstruktion, der stråler ud fra trapperummet, og hvor limtræssøjler, askegulv og usynligt monteret glas giver rummet en varm og indbydende glød.

Det er alt sammen med til at efterlade indtrykket af et dejligt hus. Ikke prangende, ikke overskueligt, men rart, spændende, storslået – og stadig undervejs. Det sidste må være noget af det bedste, og på en måde indrammer det ikke bare tidsånden, men trækker noget meget moderne frem i H.C. Andersen. En form for potentialitet, der ligger i blandingens æstetik og i det, som spirer, og det, som er åbent og nysgerrigt – som er kunstnerisk.