Bog og udstilling: Nostalgi og bydannelse

Bog

I forbindelse med udstillingen har Glyptoteket udgivet bogen Glyptotekets arkitektur med en række tematiske artikler og indimellem kortere tekster om personlige oplevelser af og i Glyptoteket. Efter forordet indledes bogen med en illustreret tidslinje af Ny Carlsbergfondets arkivar, Claus Grønne, under titlen “Ny Carlsberg Glyptoteks tilblivelse”. Der fremlægges historiske fotografier og kort samt scannede tegninger og breve organiseret efter årstal og ledsaget af korte tekster, med nedslag i perioden 1880 til 1906, hvor Kampmanns bygning stod færdig. Helt bagerst i bogen, på side 332, opdager man ved endt læsning endnu en tidslinje, denne uden illustrationer og kun over to sider, men her er til gengæld grundigt og fyldestgørende redegjort for de ombygninger, der har været undervejs.

Kunsthistoriker Kasper Lægrings artikel “Århundredets collage – Glyptotekets arkitektur” tager læseren med gennem først Dahlerups hus, dernæst Kampmanns udvidelse og Larsens indre tilbygning. Lægring formår at komme bygningerne grundigt omkring som en arkitekturvandring gennem sale og gange, rundt om, ind og ud, men også fra luften og baglæns i arkitekturhistorien, hele tiden med arkitekturværket i centrum og parallel analyse og diskussion, som når han dykker ned i Dahlerups på en gang moderne og gammeldags kuppelkonstruktion i støbejern over Vinterhaven: “På trods af det moderne materiale er kuplen klassisk inddelt i en tambur, et kuppelhvælv og en lanterne kronet af en lille kuppel og bærende en vindfløj. (…) Vinterhaven er endt med at have en dobbeltkarakter af at være et højst moderne rum af industriel herkomst og at være en klassisk italiensk ‘cortile’, en gårdhave.”

Under overskriften “Tilblivelse og typologi – Kompositoriske grundideer i Glyptotekets arkitektur” undersøger kunsthistoriker Martin Søberg Glyptoteket som først og fremmest museum og relaterer Dahlerup og Kampmanns bygninger til øvrigt museumsbyggeri i 1800-tallet. Søberg dykker også ned i en række af de mange skitseforslag, der har ligget forud for de endelige tegninger, og diskuterer herigennem museumsbygningernes endelige udformning.

I artiklen “Metropolens fuldendelse? – Glyptoteket og det moderne Københavns tilblivelse” skriver museumsinspektør fra Københavns Bymuseum, Jakob Ingemann Parby, om Københavns byudvikling i sidste halvdel af 1800-tallet og ind i det nye århundrede. Mere end første halvdel af artiklen beskriver udviklingen fra voldenes fald til frem mod Glyptotekets opførelse som en slags kulmination på den metropoldannelse, både brygger og borgmester drømte om. Men også som topmålet af borgerliggørelse. Artiklen er bedst, når den folder denne tvetydighed ud, “mellem nostalgi og storstadsdrømme og mellem folkelighed og avantgardisme” – nemlig, at Glyptotekets modtagelse i datiden var dobbelt: Den antikke samling var blandt Europas bedste og uden tvivl med til at sætte København på verdenskortet, samtidig blev Dahlerups bygning af flere beskyldt for at være ringe og overpyntet efter bedste beaux-arts-manér. Ikke desto mindre var museet en kæmpe publikumssucces allerede fra åbningen, hvor mere end 34.000 mennesker besøgte åbningsudstillingen de sidste syv dage af åbningsperioden, måske til dels fordi man på snedig vis havde gjort entreen gratis (allerede i museets fundats fik Københavns Kommune i øvrigt indført krav om gratis adgang onsdage og søndage. Det er i dag reduceret til sidste onsdag i måneden).

Arkitekt Peter Thule Kristensen skriver i artiklen “De overleverede former og de nye opgaver – Historicismen på Dahlerups og Kampmanns tid” om historicismen som bølge i 1800-tallet og som arkitekturteoretisk fundament, på hvilket Dahlerup og siden Kampmanns glyptotek blev tegnet. Thule Kristensen bruger afsættet til at berige diskussionen om de to arkitekters forhold til arkitekturhistorien og den ditto samtid. Hvordan og hvorfor bruges historiske motiver og med hvilket resultat? Forholdet til samtidens moderne teknologi viser forskellen på de to arkitekter: Dahlerup gik ifølge forfatteren til værks ud fra et ønske om at tilpasse den moderne jernkonstruktion til mere traditionelle motiver (som egentlig var en plan B, da plan A om murede søjler og kuppel ikke kunne realiseres), mens Kampmann i højere grad lader de moderne jernkonstruktioner stå synlige som “autonome strukturelle elementer”.

Videre skriver arkitekt Birgitte Kleis om de konstruktive forhold i artiklen “Bag facaden – Byggetekniske nybrud i Glyptoteket”. Det er særligt brydningstiden efter den første store industrielle revolution, der indtager pladsen, når Kleis grundigt og vidende udfolder Dahlerup og Kampmanns anvendelse af jernbeton, tynde, forstærkede rudeglas, der kan spænde over salene som translucente støvlofter, og moderne jernkonstruktioner, der danner hele den dobbelt tagkonstruktion med ovenlys.

Artiklen fortsætter nedenfor.

Til slut følger to lidt kortere artikler, der forfølger det byggetekniske spor, helt tæt på farver og overflader: “At stræbe efter den rette farve – En farvearkæologisk undersøgelse af Glyptoteket” af konservatorerne Anne Jonstrup Simonsen og Kristina Lindholdt samt “Fra Friuli til København – Mosaik­gulvene i Hack Kampmanns bygning” af arkitekt Ida Carnera og dramaturg Vibeke Cristofoli. Begge artikler går grundigt til værks, og vi bliver præsenteret for en gennemgang af udstillingssalenes oprindelige farvesætning og de ændringer, der siden er foretaget. Mosaikgulvenes italienske ophav præsenteres med betoning af krøniken om de friulanske håndværkere og deres færd gennem det russiske zardømme og videre til fods fra Kreml til København. Måske lige lovlig nichepræget artikel, omend kuriøst spændende. Man bliver i hvert fald glad af at se Kampmanns gennemtegnede mosaikker og høre om de mange overvejelser, han har gjort sig undervejs.

Det er gennemarbejdede artikler på højt niveau hele vejen igennem, men i tilrettelæggelsen er der udeladelser, der undrer: Udstillingsarkitekturen savner man virkelig at høre om. Det er formentlig et bevidst fravalg, fordi man har ønsket at holde de udstillede genstande helt ude, så bygningen kunne behandles som værk i sig selv. Men man kommer ikke uden om, at rummene er tegnet til skulpturerne, og forbindelsen med dem er derfor tæt. Harilds administrations- og biblioteksbygning forbigås som nævnt og nævnes kun i en lille billedtekst, ligesom også de senere ombygninger af Dahlerups hus af arkitekterne Viggo Sten Møller og Vilhelm Wohlert i 1958 og Dissing og Weitlings biblioteksudvidelse i 1992 og nye kælderindretning i 2006 springes over, de nævnes kun i tidslinjen bagerst i bogen. Det nye modtagelsesområde har en enorm betydning for, hvordan museet i dag opfattes, men også for forståelsen af, hvordan den gamle arkitektur og mødet med moderne museumsbehov og publikumsforventninger kan ske (se anmeldelse mv. om det ombyggede Glyptotek og nyopstilling af skulpturerne i Arkitektur DK 6/2006). Havde man inkluderet nogle samlede opslag med tegninger – etageplaner og snit – af hhv. Dahlerups og Kampmanns bygninger og videre med de senere udvidelser og ombygninger helt frem til i dag, kunne den historie have været med. Bogen veksler fint mellem tekst og nyoptagne fotografier af Anders Sune Berg, der kommer godt omkring, men desværre også med lidt for vid vinkel indimellem. Selvom historieskrivningen ikke følges helt op til nutiden, er totalbilledet en samling grundige og yderst velskrevne artikler om Glyptotekets arkitekturhistorie.