Boganmeldelse: Værker for evigheden

Kapeller
Sigurd Lewerentz blev uddannet inden for mekanik og konstruktioner ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg, men han bevægede sig efterhånden over imod arkitekturen. Efter endt uddannelse og tre år på tegnestue i Berlin fulgte han en overgang nogle arkitekturkurser på Akademiet i Stockholm, men i frustration over den virkelighedsfjerne, stildyrkende undervisning meldte han og en håndfuld medstuderende, heriblandt Gunnar Asplund, sig ud i protest. De samlede sig derefter om den private Klara skola, hvor bl.a. arkitekterne Ivar Tengbom og Ragnar Östberg underviste. Det blev kun til et års studier for Lewerentz’ vedkommende, men han refererede ofte til Klara-skolen sidenhen. Kombinationen af den tekniske og kunstneriske uddannelsesbaggrund blev ifølge bogens forfattere afgørende for hans virke som arkitekt, grafiker, designer, systemudvikler og producent. Det righoldige tegningsmateriale viser netop denne dobbelthed imellem omhyggelige tekniske detaljer og store arkitektoniske greb.
Det er først og fremmest begravelsespladserne og kapellerne, Lewerentz er kendt for. Som 29-årig fik han et mindre gennembrud med sit forslag til et kapelkrematorie i Helsingborg (1914). Her ses tydeligt, hvorfor det har været så svært for iagttagere at indsætte Lewerentz i de velkendte ismer. Bygningen har karakter af en uindtagelig middelalderborg med nogle finurlige klassicistiske træk, men den har med sine lange mure og store tomme facadepartier også nogle træk, der peger fremad mod en endnu uset modernisme. Det mest banebrydende var dog det indre rumlige forløb fra mørket til lyset, fra sorg til trøst, som fremover blev et kendemærke for Lewerentz’ sakrale værker.

Projektet vakte begejstring i fagkredse, da det blev udstillet i Malmø samme år. En purung Kay Fisker, får vi at vide i bogen, blev så betaget, at han drog til Stockholm for at søge arbejde hos Lewerentz. Vi ved derfor, hvorfra inspirationerne til Fiskers og Aage Rafns stationsbygninger på Bornholm stammer. Vi får også at vide, at Gunnar Asplund ved synet af modellen af ovennævnte krematorie spurgte Lewerentz, om han ville være med til lave et konkurrenceforslag til en ny begravelsesplads, Skogskyrkogården ved Stockholm. Et projekt, der få år efter gjorde dem begge berømte og i dag er beundret verden over og sågar listet som verdensarv. I løbet af de følgende 15-20 år tegnede Lewerentz omkring 20 begravelsespladser, krematorier og kapeller, hvoraf adskillige blev opført. Bogen rummer et fyldigt overblik over disse, så man nemt kan tage turen rundt i Sverige, startende med den storartede Östra kyrkogården i Malmø, som også burde kandidere til verdensarv.

Entreprenøren Lewerentz
Et af bogens mange scoop er et langt fyldigere indblik i, hvad Lewerentz foretog sig midt i livet, i 1930erne og 1940erne, end hidtil kendt. I 1929 stiftede han sammen med ingeniøren Claës Kreuger firmaet AB Stockholms Ljusreklam, som stod bag en stribe ultramoderne butiksfacader i Stockholm i det følgende tiår, hvor Lewerentz rejste rundt i Europas storbyer for at studere ‘state-of-the-art’ butiksfacader. Ud af dette fødtes BLOKK, et ‘all inclusive’ interiørfirma, som Lewerentz drev med en tværfaglig kreds af håndværkere og producenter. BLOKK stod desuden bag Lewerentz og Kreugers Idesta-brand, som fremstillede Lewerentz-designede stålelementer og -beslag til byggeindustrien. Hele dette forretningseventyr blev forstærket af Stockholmudstillingen i 1930, som gjorde udstillingsarkitekterne Asplund og Lewerentz til frontløberne i den nordiske modernisme.

I 1943 købte Lewerentz (for hustruens penge) en nedlagt fabrik i Eskilstuna for selv at få kontrol over Idestas produktion. Vi får et indtryk af den fantastiske lejlighed, han indrettede på fabriksloftet til familien, og vi får dokumentation for, at mytologien om flugten fra Stockholm grundet bruddet med Asplund ikke holder. Asplund accepterede i 1934, bag Lewerentz’ ryg, bygherrens ønske om, at Lewerentz skulle sættes af opgaven med Skogskyrkogårdens store hovedkapel. Lewerentz beholdt nemlig en lejlighed i Stockholm og købte siden et hus i Skanör ved Falsterbo. Lewerentz havde i disse år et arbejdsliv, hvor han skiftevis var i Stockholm, Eskilstuna og Skanör. Derfor får vi også punkteret myten om en sky og utilnærmelig arkitekt, som man ikke kunne få fat på. Man skulle blot skrive et brev eller kende alle telefonnumrene, så var han tilgængelig og altid imødekommende.

Og så er der de to sidste kirker, Markuskyrkan og Sankt Petri kyrka. De får begge en grundig behandling i bogen, både igennem Örns tekst, Dehlins smukke fotografier og Anderssons tegningsudvalg. Havde det ikke været for disse sene mesterværker, som Lewerentz arbejdede intenst med, fra han var 71 til 81 år, så ville Lewerentz stadig tilhøre toppen af det 20. århundredes skandinaviske arkitekt-isbjerg. Men med disse to bygninger, som han i kraft af sit sted i livet kunne følge med i dagligt, katapulteredes han ud i en anden dimension, som ingen andre matcher. En dimension, hvor grovkornede materialesammenstød, dunkle mursten, mørtel påført som tyk surdej, mærkeligt uforklarede detaljer, kabler, lamper, kobberrør, beslag, glas og mystiske sprækker går op i højere enhed, som bare bliver ved og ved med at kaste betydninger af sig.

Sigurd Lewerentz – Dödens och livets arkitekt lægger det hele frem, så man ikke længere kan være i tvivl: Lewerentz var og forbliver et geni, som vil inspirere mange generationer efter os.