ANNONCE
Boganmeldelse: Værker for evigheden
En ny kæmpemonografi lægger det hele frem, så man ikke længere kan være i tvivl: Sigurd Lewerentz var og forbliver et geni. Men en sky og utilnærmelig arkitekt var han ikke, som myten ellers fortæller.
Thomas Bo Jensen
Arkitekt MAA, ph.d. og professor ved Arkitektskolen Aarhus.
Den svenske arkitekt Sigurd Lewerentz (1885-1975) ville være fyldt 136 i år, og det er 46 år siden, han gik bort 90 år gammel. Det er således ikke et rundt jubilæum, der er skyld i, at hele tre bøger om arkitekten har set dagens lys i 2021, men slet og ret hans støt stigende anseelse. Den seneste udgivelse, Sigurd Lewerentz – Dödens och livets arkitekt, er den mest omfattende monografi siden Janne Ahlins monumentale klassiker fra 1985. Hvor Ahlins bog, hvis højformat og indbinding havde noget sakralt over sig, gav indtryk af en streng, indesluttet og mystisk person, der kunne være kontrær og besværlig at arbejde sammen med, så udfolder den nye monografi et anderledes nuanceret portræt af arkitekten, hans tid og hans liv.
Myterne
Den mere end 700 sider store monografi er produceret og udgivet af ArkDes, Sveriges nationale centrum for arkitektur og design, som netop nu er aktuelt med en stor udstilling om Lewerentz (åben frem til den 28. august 2022, red.) af samme navn som bogen. Udgivelsen er inddelt i tre hoveddele: en knap 200 siders biografi skrevet af arkitekturhistoriker Johan Örn, en ny fotoserie optaget af arkitekturfotograf Johan Dehlin og hele 380 siders tegningsmateriale fra ArkDes’ omfattende Sigurd Lewerentz-arkiv, nøje udvalgt og kommenteret af kunsthistorikeren Michael Andersson.
I ArkDes’ direktør, Kieran Longs, introduktion præsenteres vi for en overflyvning over den hidtidige litteratur om Lewerentz, begyndende med de lidt anstrengte forsøg på at indskrive hans arbejder i en eller flere passende ismer (nyklassicisme, funktionalisme, brutalisme), til i højere grad at tage farve af en fænomenologisk eller etisk fortolkningsramme fra 1990erne og frem. Det forhold, at Lewerentz ikke efterlod sig noget videre skriftligt vidnesbyrd om sit arbejde, har ifølge Long medført en række mere eller mindre vidtløftige gætterier og fortolkninger, som har været med til at skabe mytologien omkring Lewerentz. I Johan Örns fremragende, gennemresearchede tekst, hvor det biografiske fletter sig elegant sammen med værkerne, gendrives myterne igennem billedet af en arkitekt, der først og fremmest var drevet af en enorm arbejdsglæde, havde mange langvarige samarbejder med andre arkitekter, kunstnere, ingeniører, forretningsfolk og håndværkere, og som havde usædvanligt mange strenge at spille på. Han giftede sig ind i en velhavende familie og havde også selv, igennem sine mange iværksætterier, en vis evne til at tjene penge på sit alsidige arbejde. Med sin hustru, Edith Lewerentz (født Engblad, 1887), og deres tre børn boede han i en lang årrække herskabeligt på en af Stockholms bedste adresser, og han havde et stort indflydelsesrigt netværk i Sverige og udlandet. Men ingen af disse oplysninger, der formidles nøgternt og veldokumenteret igennem teksten, trækker det mindste fra det overdådige kunstneriske overskud, vi præsenteres for igennem bogens 700 sider.
Thomas Bo Jensen
Arkitekt MAA, ph.d. og professor ved Arkitektskolen Aarhus.
Fakta
Sigurd Lewerentz – Dödens och livets arkitekt (engelsk udgave: Sigurd Lewerentz – Architect of Death and Life)
Park Books, 2021
Redaktører: Kieran Long og Johan Örn
Bidragsydere: Mikael Andersson, Kieran Long og Johan Örn
Fotograf: Johan Dehlin
Udgivelse
Anmeldelsen er første gang bragt i Arkitekten 10/2021
ANNONCE
Kapeller
Sigurd Lewerentz blev uddannet inden for mekanik og konstruktioner ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg, men han bevægede sig efterhånden over imod arkitekturen. Efter endt uddannelse og tre år på tegnestue i Berlin fulgte han en overgang nogle arkitekturkurser på Akademiet i Stockholm, men i frustration over den virkelighedsfjerne, stildyrkende undervisning meldte han og en håndfuld medstuderende, heriblandt Gunnar Asplund, sig ud i protest. De samlede sig derefter om den private Klara skola, hvor bl.a. arkitekterne Ivar Tengbom og Ragnar Östberg underviste. Det blev kun til et års studier for Lewerentz’ vedkommende, men han refererede ofte til Klara-skolen sidenhen. Kombinationen af den tekniske og kunstneriske uddannelsesbaggrund blev ifølge bogens forfattere afgørende for hans virke som arkitekt, grafiker, designer, systemudvikler og producent. Det righoldige tegningsmateriale viser netop denne dobbelthed imellem omhyggelige tekniske detaljer og store arkitektoniske greb.
Det er først og fremmest begravelsespladserne og kapellerne, Lewerentz er kendt for. Som 29-årig fik han et mindre gennembrud med sit forslag til et kapelkrematorie i Helsingborg (1914). Her ses tydeligt, hvorfor det har været så svært for iagttagere at indsætte Lewerentz i de velkendte ismer. Bygningen har karakter af en uindtagelig middelalderborg med nogle finurlige klassicistiske træk, men den har med sine lange mure og store tomme facadepartier også nogle træk, der peger fremad mod en endnu uset modernisme. Det mest banebrydende var dog det indre rumlige forløb fra mørket til lyset, fra sorg til trøst, som fremover blev et kendemærke for Lewerentz’ sakrale værker.
Projektet vakte begejstring i fagkredse, da det blev udstillet i Malmø samme år. En purung Kay Fisker, får vi at vide i bogen, blev så betaget, at han drog til Stockholm for at søge arbejde hos Lewerentz. Vi ved derfor, hvorfra inspirationerne til Fiskers og Aage Rafns stationsbygninger på Bornholm stammer. Vi får også at vide, at Gunnar Asplund ved synet af modellen af ovennævnte krematorie spurgte Lewerentz, om han ville være med til lave et konkurrenceforslag til en ny begravelsesplads, Skogskyrkogården ved Stockholm. Et projekt, der få år efter gjorde dem begge berømte og i dag er beundret verden over og sågar listet som verdensarv. I løbet af de følgende 15-20 år tegnede Lewerentz omkring 20 begravelsespladser, krematorier og kapeller, hvoraf adskillige blev opført. Bogen rummer et fyldigt overblik over disse, så man nemt kan tage turen rundt i Sverige, startende med den storartede Östra kyrkogården i Malmø, som også burde kandidere til verdensarv.
Entreprenøren Lewerentz
Et af bogens mange scoop er et langt fyldigere indblik i, hvad Lewerentz foretog sig midt i livet, i 1930erne og 1940erne, end hidtil kendt. I 1929 stiftede han sammen med ingeniøren Claës Kreuger firmaet AB Stockholms Ljusreklam, som stod bag en stribe ultramoderne butiksfacader i Stockholm i det følgende tiår, hvor Lewerentz rejste rundt i Europas storbyer for at studere ‘state-of-the-art’ butiksfacader. Ud af dette fødtes BLOKK, et ‘all inclusive’ interiørfirma, som Lewerentz drev med en tværfaglig kreds af håndværkere og producenter. BLOKK stod desuden bag Lewerentz og Kreugers Idesta-brand, som fremstillede Lewerentz-designede stålelementer og -beslag til byggeindustrien. Hele dette forretningseventyr blev forstærket af Stockholmudstillingen i 1930, som gjorde udstillingsarkitekterne Asplund og Lewerentz til frontløberne i den nordiske modernisme.
I 1943 købte Lewerentz (for hustruens penge) en nedlagt fabrik i Eskilstuna for selv at få kontrol over Idestas produktion. Vi får et indtryk af den fantastiske lejlighed, han indrettede på fabriksloftet til familien, og vi får dokumentation for, at mytologien om flugten fra Stockholm grundet bruddet med Asplund ikke holder. Asplund accepterede i 1934, bag Lewerentz’ ryg, bygherrens ønske om, at Lewerentz skulle sættes af opgaven med Skogskyrkogårdens store hovedkapel. Lewerentz beholdt nemlig en lejlighed i Stockholm og købte siden et hus i Skanör ved Falsterbo. Lewerentz havde i disse år et arbejdsliv, hvor han skiftevis var i Stockholm, Eskilstuna og Skanör. Derfor får vi også punkteret myten om en sky og utilnærmelig arkitekt, som man ikke kunne få fat på. Man skulle blot skrive et brev eller kende alle telefonnumrene, så var han tilgængelig og altid imødekommende.
Og så er der de to sidste kirker, Markuskyrkan og Sankt Petri kyrka. De får begge en grundig behandling i bogen, både igennem Örns tekst, Dehlins smukke fotografier og Anderssons tegningsudvalg. Havde det ikke været for disse sene mesterværker, som Lewerentz arbejdede intenst med, fra han var 71 til 81 år, så ville Lewerentz stadig tilhøre toppen af det 20. århundredes skandinaviske arkitekt-isbjerg. Men med disse to bygninger, som han i kraft af sit sted i livet kunne følge med i dagligt, katapulteredes han ud i en anden dimension, som ingen andre matcher. En dimension, hvor grovkornede materialesammenstød, dunkle mursten, mørtel påført som tyk surdej, mærkeligt uforklarede detaljer, kabler, lamper, kobberrør, beslag, glas og mystiske sprækker går op i højere enhed, som bare bliver ved og ved med at kaste betydninger af sig.
Sigurd Lewerentz – Dödens och livets arkitekt lægger det hele frem, så man ikke længere kan være i tvivl: Lewerentz var og forbliver et geni, som vil inspirere mange generationer efter os.