ANNONCE

Carlsberg Byen, København. Illustration fra Et forsvar for storbyen
Anmeldelse af

Der er grøde i diskussionen om Københavns ve og vel. Bedre Byskik, som jeg anmeldte tidligere på året, gav bolden op, mens tre nye udgivelser alle fokuserer på aspekter af Københavns byudvikling. Men der hører lighederne også op.

Henrik Valeurs lille bog En anden by er et frustrerende bekendtskab. Den baserer sig på et kursus ved Folkets Universitet og har karakter af et manifest, men skinnet bedrager. Den stiller flere spørgsmål, end den besvarer, og tematisk er den en rodebutik. Valeur vil det hele på én gang – diskutere borgerinddragelse, etik for arkitektstanden, kapitalismekritik, klimaforandringer og byplanlægningsmodeller. Alt det levner de få sider dog ikke plads til.

Efterhånden som bogen bliver mere konkret, tager Valeurs mission mere form. Han vil afskaffe byplanlægningen som disciplin til fordel for “en friere udvikling af byerne, hvor folk har langt større indflydelse på udformningen af deres fysiske omgivelser”. Denne del er erklæret anarkistisk. Samtidig har Valeur ingen tiltro til teknologiske løsninger: “Men hvis svaret på de voksende sociale, sundheds-, klima- og miljømæssige udfordringer i byerne ikke er teknologisk udvikling, hvad er det så? Kan vi selv gøre noget?”

Forfatteren bringer to københavnske casestudier til torvs: et forlist forsøg på at omdanne Badensgade til bilfri aktivitetsgade og den omdiskuterede Fredens Havn. Førstnævnte eksempel blev til i samarbejde med institutioner som Concito og Roskilde Universitet, og Valeur opremser: “I forbindelse med forsøget ville der desuden blive udviklet nyt byrumsinventar og nye byrumsaktiviteter gennem afholdelse af en gadearkitekturfestival med mobile byrums­installationer”. Men er projektet ikke netop et eksempel på den teknokratiske ekspertkultur, som Henrik Valeur ønsker at gøre op med? Borgerne kan åbenbart ikke formulere et alternativ uden mentale støttehjul fra eksperter. Og er de nævnte initiativer, som lyder som enhver politikers drøm om mangfoldighed, midlertidighed og kreativitet, netop ikke dybt forankret i den oplevelsesøkonomi, som Valeur ellers afsværger?

Endnu værre bliver det med Valeurs hyldest til kolonien af plimsollere ud for Christiania. Nok kan eksemplets magt meget, og Fredens Havn er sikkert en god hjemstavn for en gruppe skæve eksistenser på kanten af samfundet, men at denne maritime fristad skulle være kongevejen til en urban revolution i retning af selvstyre og bæredygtighed, er at spænde buen alt for hårdt. Valeur taler dels for “gradvist at lade byen flytte længere væk fra havet”, dels altså for en nomadisk letvægtsby på vandet, men er der ikke meget større perspektiv – også æstetisk – i f.eks. kunstnergruppen N55’s eksperimenter med billig, mobil bosætning? (1) Eller i de visioner, som kollektivet Flydende By har stået for (2), og som har resulteret i konkrete prototyper for affaldssortering? (3)

Valeurs arkadiske vision om en selvgroet by i civilisatorisk bakgear er påfaldende fattig på formulering af alternative løsninger. Og det er synd, for når han til slut pointerer, at arkitekter i dag snarere designer byer i stedet for at planlægge dem og dermed svigter det processuelle i fagets arbejdsfelt, har han fat i noget.

København som container
Peter Schultz Jørgensen er en veteran inden for byplandebatten herhjemme, og hans seneste bog, Opgøret om København, ligger i forlængelse af en hel trilogi. Og selvom bogen dokumenterer en lang række dårligdomme både i København og i samfundet, er den båret af en mere optimistisk tone end Valeurs bidrag: “Det bobler i håbets by”. Den velkomponerede bog når også meget længere i forsøget på at skitsere alternativer til den herskende københavnske planlægningskultur – eller mangel på samme.

I fire kapitler – kaldet ‘bøger’ – gennemlyser forfatteren de underliggende magtstrukturer bag By & Havn, Metroselskabet etc. og forklarer årsagerne til centraliseringen og skævvridningen af Sjællands planlægning, ligesom han foreslår alternativer. Bogen er faktamættet, men en jovial tone garanterer en let læseoplevelse. Hver ‘bog’ indledes med et par sider, hvor forfatteren fantaserer om en anden virkelighed end den, der er på tegnebrættet, og det giver både overblik og pirrer nysgerrigheden. Schultz Jørgensens alternativer gælder både den økonomiske indretning af samfundet, det lokale demokrati, forholdet til naturen, regionsplanlægningen og ejerskabet af jorden.

Bogens styrke er især de passager, hvor Schultz Jørgensen dokumenterer uholdbarheden – demokratisk og økologisk – af den gældsdrevne byudvikling i København og den urimelige centralisering, hvor man hellere vil hælde jord i Øresund end investere i hovedstadens opland på Sjælland, som følgelig bliver en slave af et kunstigt oppustet boligmarked i København. Det har bevirket, at “kun ‘containeren’ Københavns Kommune” opfattes som den egentlige by.

Undervejs fremlægger Jørgensen en række meget vidtgående løsningsforslag. Han vil demokratisere styreformen ved at lære af municipalismens “anarkistisk inspirerede erfaringer”, han vil om- eller nedlægge store dele af landbruget (“For Kattegatforbindelsens pris kan man frikøbe Sjællands landbrugsjord!”), han vil lade naturen trænge ind i byen, som “trænger til at blive blødt op af frodige biotoper”, mens naturen selv skal have “formelle juridiske rettigheder”, og han vil afskaffe den private ejendomsret, så jorden kan blive almenvellets. Og især ser Peter Schultz Jørgensen gerne en polycentrisk byfortætning af sjællandske byer, som skal bindes sammen af et fintmasket jernbanenet. Det skal alt sammen forhandles i et ‘økourbant demokrati’.

Aktivismens akilleshæl!
Og her melder det store ‘men’ sig i mødet med bogen, som hist og her forfalder til indforstået marxistisk jargon (“frisættelsen af de udviklede produktivkræfter”, “en dialektisk utopianisme”), ligesom aktivismen løber af med forfatteren og viser sig i en rundhåndet brug af udråbstegn. Svarene på de korrekt diagnosticerede problemer bliver unødigt drastiske – er det kun en total afskaffelse af ejendomsretten, som kan gøre kål på By & Havn? – og det er synd, for de få, velmente forslag, hvor Jørgensen virkelig tænker både konkret og radikalt (f.eks. Søerne som vild biotop, ikke friseret promenade), drukner i de abstrakte ideers favntag, hvor Københavns specifikke problemer fortoner sig. Det bliver derfor alt for nemt for beslutningstagere at hælde tankegodset ned ad brættet en bloc som vildskud fra et utopisk overdrev.

Anklageskriftet mod Københavns misvækst står knivskarpt, og når Schultz Jørgensen minder os om, at Socialdemokratiets principprogram i 1913 (“Jord i offentlig Besiddelse bør som Regel ikke afhændes til Privateje”) synes at være lysår fra partiets aktuelle repertoire, så er det sådan set nok. Var det ikke netop de fremsynede opkøb af jord – ikke ekspropriation – som sikrede en boligforsyning i takt med befolkningstallet? Til slut gennemgår forfatteren en række københavnske utopier, som aldrig blev, og som Lynetteholm slægter på i sin skrivebordsagtige og overoptimistiske udformning. Hans egen tekst kan ikke sige sig fri fra en lignende utopisme, blot her på sproglig formel, hvilket dog ikke stjæler fokus fra bogens velunderbyggede kritiske analyse af byplanlægningens deroute, som sagtens kan stå alene.

Anmeldelse af

Fakta

En anden by
Arkitekturforlaget B, 2021
Forfatter: Henrik Valeur

Opgøret om København
Bogværket, 2021
Forfatter: Peter Schultz Jørgensen

Et forsvar for storbyen
Gads Forlag, 2021
Forfatter: Simon Kjær Hansen

Udgivelse

Anmeldelsen er første gang bragt i Arkitekten 10/2021

Noter

1 https://www.n55.dk/
2 https://www.vice.com/da/article/598enq/vi-var-med-til-den-sidste-fest-for-aktivisterne-i-flydende-by
3 https://genanvend.mst.dk/media/187027/projektrapport-byg-dit-eget-sorteringssystem.pdf
4 “Isolationen er indbygget i de høje bolighuse”. Karsten R.S. Ifversen, Kapitalen: København under forvandling (København: Strandberg Publish­ing, 2019), s. 48.
5 “Denne hårdhændede adskillelse af storbylivets komponenter er resultatet af en helt bevidst byplanlægning, godt hjulpet på vej af folks egen, frivillige adfærd”. Søren Ulrik Thomsen: “Parcelhuskvarter på højkant”, kronik, Politiken, 4. august 2002.
6 “Vesterport Banegrav – Forudgående offentlighed for kommuneplantillæg”, april 2017, mangler på Københavns Kommunes hjemmeside. Se i stedet: https://docplayer.dk/115670155-Vesterport-banegrav-forudgaaende-offentlighed-for-kommuneplantillaeg.html
7 https://www.magasinetkbh.dk/vision/slagtergaardene-primus
8 https://politiken.dk/debat/kroniken/art7927861/Det-er-ikke-nok-at-bygge-stort-og-flot-i-K%C3%B8benhavn-der-skal-ogs%C3%A5-investeres-i-omegnskommunerne
9 https://byrummonitor.dk/Nyheder/art7598649/Alternativet-til-koncentration-i-K%C3%B8benhavn-er-ikke-Dallas
10 “Desværre skal man til den gamle by for at finde eksempler på gode fælles byrum … Den nye by mangler endnu disse multifunktionelle byrum, som kun synes at opstå i ældre bydele”. Ifversen: Kapitalen, s. 84.
11 https://rd.dk/PDF/Om%20os/Analyser/2021/Privat-boligudlejning-i-k%C3%B8benhavn.pdf
12 Edward L. Glaeser og Erzo F.P. Luttmer: “The Misallocation of Housing Under Rent Control”, American Economic Review 93, no. 4 (2003). DOI: https://www.doi.org/10.1257/000282803769206188 og rd.dk
13 https://blivhoert.frederiksberg.dk/hearing/forslag-til-lokalplan-vaernedamsvej-13-og-frederiksberg-alle-22/
14 “Most of the consumption-based GHG emissions of the 79 C40 cities are traded: two-thirds of consumption-based GHG emissions (2.2 of 3.5 Gt CO2e) are imported from regions outside the cities. This shows that consumption activities by residents of C40 cities has a significant impact on the generation of GHG emissions beyond their boundaries”. Consumption-based GHG emissions of C40 cities, Research Report (C40, 2018), s. 8. https://www.c40knowledgehub.org/s/article/Consumption-based-GHG-emissions-of-C40-cities?language=en_US

Kommentar fra forfatteren til En anden by

Forfatteren til bogen En anden by kommenterer på anmeldelsen af hans bog. Læs hans kommentar her:
https://arkitektforeningen.dk/arkitekten/en-anden-by-eller-mere-af-det-samme/

ANNONCE

Illustration fra Opgøret om København

En spindoktors kampskrift
I grel modsætning til stilheden omkring de førnævnte bøger har alle landsdækkende medier tæppebombet offentligheden med uddrag af Simon Kjær Hansens fondsstøttede bog Et forsvar for storbyen. Hans forsvarsskrift for København som foregangseksempel for den grønne omstilling er lidt af en genistreg, for så vidt som den radikalt forsøger at afspore diskussionen om berettigelsen af Københavns vokseværk. Den er skrevet i et personligt stemningsleje doseret med (tidlige) erindringsglimt; alligevel antydes det kun, at forfatteren er mangeårig socialdemokratisk spindoktor for to københavnske overborgmestre.

I Kjær Hansens udlægning hedder det sig, at en række visionære politikere har skabt et København, som har vist sig at være eksemplarisk for klimatisk bæredygtighed. Men tilfældigvis, noterer han sig, er storbyen i sig selv gennemgående bæredygtig. Det efterlader spørgsmålet om politikernes andel i denne gevinst – var det mere held end forstand?

Kritisk masse eller massens kritik
Den første af bogens karakteristiske, men vildledende dikotomier – økofællesskabet Dyssekilde versus Nordhavn – tjener til at påvise, at bymæssig tæthed og små, energibesparende beboelsesenheder altid er at foretrække frem for spredt bebyggelse med (for) stort boligareal og ditto energibehov. Kun byer med ‘kritisk masse’ er derfor gangbare i Kjær Hansens optik. For “det er menneskemassen, der sikrer byer deres særegne oplevelser og kvalitet”. I et typisk argumentatorisk sporskifte postulerer han dernæst, at kvantitativ befolkningskoncentration i sig selv giver kvalitet.

Han ‘gendriver’ Karsten Ifversens kritik af det københavnske boligbyggeris socialt isolerende effekt (4) ved at konstatere, at “her er man sammen om trapper, affaldsrum, friarealer, legepladser, energiløsninger, parkeringspladser og ikke mindst transport”. Formålet er nemlig en slags retorisk alkymi – at gøre infrastruktur meningsgivende i sig selv. Men at man er sammen om en række faciliteter, forpligter selvsagt ikke ideologisk. Senere i bogen gengiver forfatteren Jan Gehls tanker i meget censureret form, så Gehls kritik af effekten af altaner og højhuse på bylivet – en pointe videreført af Ifversen – udelades. Også en del skønånder indskibes ufrivilligt i forfatterens utilitaristiske projekt. Han vil fange “det særegne ved byen”, men en maltraktering af Søren Ulrik Thomsen og Inger Christensen tjener til det modsatte. Dels bruger han meget ældre karakteristikker af bylivet (Christensens er fra 1964), dels ikke så meget som antyder han, at Thomsens kritik af landsbymentaliteten lige så meget er en kritik af den monofunktionelle byplanlægnings indtog i København i 1990erne. (5)

Endvidere foregår isolationen og velstandsophobningen primært i de nye enklaver, som behændigt forbigås i tavshed i bogens diskussion af den ændrede beboersammensætning i byen. I stedet tilbyder Kjær Hansen gennemsnitsbetragtninger og beroliger læseren med, at der skam stadig er mange fattige i København. Det ændrer dog ikke på, at de ikke bor i Nordhavn – hvor han finder, at man “bor i relativt små lejligheder” (95 kvm i gennemsnit!).

Han forstår ikke protesterne mod projekter som Enghave Brygge, Fælledby og Lynetteholm og fortaber sig i motivforskning. Den primære årsag til, at gryden er kogt over, kunne ellers være den systematiske despekt for borgerindsigelser (som han benægter) og anslagene mod karaktergivende landskabselementer såsom havneløb og naturområder. Da den tidligere stadsarkitekt Otto Käszner gjorde indsigelse mod projektet for Vesterport Banegrav, skete det ud fra en omsorg for byens historiske skyline, ikke smålige nabohensyn (6). Kjær Hansen afkræver de vrede borgere alternativer, men nævner ikke, at et sådant (fra Primus Arkitekter) forelå i slaget om Slagtergårdene (7), og at syv omegnsborgmestre i en kronik foreslog fortætning i deres kommuner som et troværdigt alternativ til Lynetteholm (8).

Frihed til fortætning
Men som noget af det første afsnører Kjær Hansen det ‘rigtige’ København fra Storkøbenhavn, selvom de færreste københavneres hverdag opererer med en sådan mental ringmur. Fingerplanen bør opgives, for der er dømt showdown mellem Lynetteholm og Hillerød. Men ifølge Jes Møller fra Dansk Byplanlaboratorium er modsætningen falsk (9). Skinnerne er lagt, grundpriserne er lave, og frem for alt vil en fortætning i Københavns periferi ikke kræve de CO2-tunge anlægsarbejder, som er Lynetteholms forudsætning.

Kjær Hansen affejer kritik af byen som et relikt fra industrialiseringen, men skylder svar på, om et totalopgør med alt, hvad efterkrigstidens socialdemokratiske livsform stod for, stadig er kompatibelt med selvsamme ideologi. Karsten Ifversens kritik går bl.a. på fraværet af fælles uderum i de nye bydele (10). Men ifølge Kjær Hansen tilhører parker og boldbaner en verden af i går. Deleordninger er i hans optik kun fornødenheder som kollektiv varmeforsyning, ikke sport og kultur. Vi ser derfor ingen omtale af de kronisk manglende faciliteter i København – et tidssvarende hovedbibliotek, en ditto fjernbusterminal, boldbaner etc. – som den aktuelle planlægningsmodel ikke har reserveret plads til. For slet ikke at tale om manglen på studieboliger etc.

Bogen er samtidig underligt provinsiel, idet globaliseringen er reduceret til et baggrundsfænomen. Kjær Hansen antager, at “cirka 35.000 danskere” vil indtage Lynetteholm, men hvorfor det, når snart hver fjerde borger i København er født i udlandet? At boligmarkedet alene regeres af “udbud og efterspørgsel”, er helt forfejlet, og hans begejstring for byøkonomen Edward Glaeser er desto mere mystisk, når Glaeser har påvist, at byer som New York – med et sammensat og gennemreguleret boligmarked – næsten altid vil opleve flaskehalsproblemer eller boligkriser (11). Det samme gælder i endnu højere grad København, som har omfattende lejeregulering, ventelister til både almene boliger og private andelsboliger og meget få tilgængelige ejerlejligheder (13%). (12)

København kan således ende med at suge en andel af den globale befolkningstilvækst til sig uden at lette danskernes CO2-aftryk, fordi pladsen allerede er optaget. Vandringen mod byen er dog frivillig, “for byer stimulerer fortsat friheden”, hvilket er endnu et udsagn, læseren må tage med et gran salt. Der er ikke meget Babylon Berlin over nutidens gennemkontrollerede by, hvor kroppen disciplineres med forbud, nudging eller dark design, og hvor borgeren er jaget vildt for indhøstning af big data om adfærd og forbrugsvaner. Man kan sågar have ‘kritisk masse’ i byen uden at have demokrati.

NIMBY på Værnedamsvej
Simon Kjær Hansen mener ikke, at politikerne skal tillægge naboklager mod nybyggeri nogen vægt (NIMBY-fænomenet). Selv har han som nabo klaget over “planerne om boliger, hotel og parkeringskælder, hvor Den Franske Skole ligger”. Han “frygter også, at det nye projekt vil ødelægge den unikke stemning i Værnedamsvejskvarteret” (13). Forfatteren modarbejder altså på hjemmefronten selv den mindste fortætning af byen.

At København ligefrem skulle være designet som den eksemplariske CO2-reducerende by, er mere end tvivlsomt. Minimetroens betonarterier – som allerede (forventeligt) er utilstrækkelige – har udløst tonsvis af CO2, hvilket i lyset af den kommende bilfri by, der kunne være gennemskåret af letbaner, virker som en fejldisposition af rang. Faktisk ligger en bekvem talgymnastik, som Schultz Jørgensen påpeger (med én af Kjær Hansens egne C40-rapporter som ballast), bag antagelsen om byboerens lave CO2-aftryk (14). Måske er det derfor, at Kjær Hansen ikke nævner de mange lagerhoteller, som er skudt op for at rumme byboernes overskydende habengut, men kun affaldsmængden.