Boganmeldelser: Definitionskamp om København

En spindoktors kampskrift
I grel modsætning til stilheden omkring de førnævnte bøger har alle landsdækkende medier tæppebombet offentligheden med uddrag af Simon Kjær Hansens fondsstøttede bog Et forsvar for storbyen. Hans forsvarsskrift for København som foregangseksempel for den grønne omstilling er lidt af en genistreg, for så vidt som den radikalt forsøger at afspore diskussionen om berettigelsen af Københavns vokseværk. Den er skrevet i et personligt stemningsleje doseret med (tidlige) erindringsglimt; alligevel antydes det kun, at forfatteren er mangeårig socialdemokratisk spindoktor for to københavnske overborgmestre.

I Kjær Hansens udlægning hedder det sig, at en række visionære politikere har skabt et København, som har vist sig at være eksemplarisk for klimatisk bæredygtighed. Men tilfældigvis, noterer han sig, er storbyen i sig selv gennemgående bæredygtig. Det efterlader spørgsmålet om politikernes andel i denne gevinst – var det mere held end forstand?

Kritisk masse eller massens kritik
Den første af bogens karakteristiske, men vildledende dikotomier – økofællesskabet Dyssekilde versus Nordhavn – tjener til at påvise, at bymæssig tæthed og små, energibesparende beboelsesenheder altid er at foretrække frem for spredt bebyggelse med (for) stort boligareal og ditto energibehov. Kun byer med ‘kritisk masse’ er derfor gangbare i Kjær Hansens optik. For “det er menneskemassen, der sikrer byer deres særegne oplevelser og kvalitet”. I et typisk argumentatorisk sporskifte postulerer han dernæst, at kvantitativ befolkningskoncentration i sig selv giver kvalitet.

Han ‘gendriver’ Karsten Ifversens kritik af det københavnske boligbyggeris socialt isolerende effekt (4) ved at konstatere, at “her er man sammen om trapper, affaldsrum, friarealer, legepladser, energiløsninger, parkeringspladser og ikke mindst transport”. Formålet er nemlig en slags retorisk alkymi – at gøre infrastruktur meningsgivende i sig selv. Men at man er sammen om en række faciliteter, forpligter selvsagt ikke ideologisk. Senere i bogen gengiver forfatteren Jan Gehls tanker i meget censureret form, så Gehls kritik af effekten af altaner og højhuse på bylivet – en pointe videreført af Ifversen – udelades. Også en del skønånder indskibes ufrivilligt i forfatterens utilitaristiske projekt. Han vil fange “det særegne ved byen”, men en maltraktering af Søren Ulrik Thomsen og Inger Christensen tjener til det modsatte. Dels bruger han meget ældre karakteristikker af bylivet (Christensens er fra 1964), dels ikke så meget som antyder han, at Thomsens kritik af landsbymentaliteten lige så meget er en kritik af den monofunktionelle byplanlægnings indtog i København i 1990erne. (5)

Endvidere foregår isolationen og velstandsophobningen primært i de nye enklaver, som behændigt forbigås i tavshed i bogens diskussion af den ændrede beboersammensætning i byen. I stedet tilbyder Kjær Hansen gennemsnitsbetragtninger og beroliger læseren med, at der skam stadig er mange fattige i København. Det ændrer dog ikke på, at de ikke bor i Nordhavn – hvor han finder, at man “bor i relativt små lejligheder” (95 kvm i gennemsnit!).

Han forstår ikke protesterne mod projekter som Enghave Brygge, Fælledby og Lynetteholm og fortaber sig i motivforskning. Den primære årsag til, at gryden er kogt over, kunne ellers være den systematiske despekt for borgerindsigelser (som han benægter) og anslagene mod karaktergivende landskabselementer såsom havneløb og naturområder. Da den tidligere stadsarkitekt Otto Käszner gjorde indsigelse mod projektet for Vesterport Banegrav, skete det ud fra en omsorg for byens historiske skyline, ikke smålige nabohensyn (6). Kjær Hansen afkræver de vrede borgere alternativer, men nævner ikke, at et sådant (fra Primus Arkitekter) forelå i slaget om Slagtergårdene (7), og at syv omegnsborgmestre i en kronik foreslog fortætning i deres kommuner som et troværdigt alternativ til Lynetteholm (8).

Frihed til fortætning
Men som noget af det første afsnører Kjær Hansen det ‘rigtige’ København fra Storkøbenhavn, selvom de færreste københavneres hverdag opererer med en sådan mental ringmur. Fingerplanen bør opgives, for der er dømt showdown mellem Lynetteholm og Hillerød. Men ifølge Jes Møller fra Dansk Byplanlaboratorium er modsætningen falsk (9). Skinnerne er lagt, grundpriserne er lave, og frem for alt vil en fortætning i Københavns periferi ikke kræve de CO₂-tunge anlægsarbejder, som er Lynetteholms forudsætning.

Kjær Hansen affejer kritik af byen som et relikt fra industrialiseringen, men skylder svar på, om et totalopgør med alt, hvad efterkrigstidens socialdemokratiske livsform stod for, stadig er kompatibelt med selvsamme ideologi. Karsten Ifversens kritik går bl.a. på fraværet af fælles uderum i de nye bydele (10). Men ifølge Kjær Hansen tilhører parker og boldbaner en verden af i går. Deleordninger er i hans optik kun fornødenheder som kollektiv varmeforsyning, ikke sport og kultur. Vi ser derfor ingen omtale af de kronisk manglende faciliteter i København – et tidssvarende hovedbibliotek, en ditto fjernbusterminal, boldbaner etc. – som den aktuelle planlægningsmodel ikke har reserveret plads til. For slet ikke at tale om manglen på studieboliger etc.

Bogen er samtidig underligt provinsiel, idet globaliseringen er reduceret til et baggrundsfænomen. Kjær Hansen antager, at “cirka 35.000 danskere” vil indtage Lynetteholm, men hvorfor det, når snart hver fjerde borger i København er født i udlandet? At boligmarkedet alene regeres af “udbud og efterspørgsel”, er helt forfejlet, og hans begejstring for byøkonomen Edward Glaeser er desto mere mystisk, når Glaeser har påvist, at byer som New York – med et sammensat og gennemreguleret boligmarked – næsten altid vil opleve flaskehalsproblemer eller boligkriser (11). Det samme gælder i endnu højere grad København, som har omfattende lejeregulering, ventelister til både almene boliger og private andelsboliger og meget få tilgængelige ejerlejligheder (13%). (12)

København kan således ende med at suge en andel af den globale befolkningstilvækst til sig uden at lette danskernes CO₂-aftryk, fordi pladsen allerede er optaget. Vandringen mod byen er dog frivillig, “for byer stimulerer fortsat friheden”, hvilket er endnu et udsagn, læseren må tage med et gran salt. Der er ikke meget Babylon Berlin over nutidens gennemkontrollerede by, hvor kroppen disciplineres med forbud, nudging eller dark design, og hvor borgeren er jaget vildt for indhøstning af big data om adfærd og forbrugsvaner. Man kan sågar have ‘kritisk masse’ i byen uden at have demokrati.

NIMBY på Værnedamsvej
Simon Kjær Hansen mener ikke, at politikerne skal tillægge naboklager mod nybyggeri nogen vægt (NIMBY-fænomenet). Selv har han som nabo klaget over “planerne om boliger, hotel og parkeringskælder, hvor Den Franske Skole ligger”. Han “frygter også, at det nye projekt vil ødelægge den unikke stemning i Værnedamsvejskvarteret” (13). Forfatteren modarbejder altså på hjemmefronten selv den mindste fortætning af byen.

At København ligefrem skulle være designet som den eksemplariske CO₂-reducerende by, er mere end tvivlsomt. Minimetroens betonarterier – som allerede (forventeligt) er utilstrækkelige – har udløst tonsvis af CO₂, hvilket i lyset af den kommende bilfri by, der kunne være gennemskåret af letbaner, virker som en fejldisposition af rang. Faktisk ligger en bekvem talgymnastik, som Schultz Jørgensen påpeger (med én af Kjær Hansens egne C40-rapporter som ballast), bag antagelsen om byboerens lave CO₂-aftryk (14). Måske er det derfor, at Kjær Hansen ikke nævner de mange lagerhoteller, som er skudt op for at rumme byboernes overskydende habengut, men kun affaldsmængden.