Bogomtale: Fra ghetto til blandet by

Alle cases gennemgås på samme måde. Både baggrunde og bygningsanlæggets opbygning og forskellige renoveringsetaper beskrives, og den omdannelse, som er anledningen til udvælgelsen af casen, analyseres omhyggeligt i et letlæst sprog. Til sidst følger en række kapitler om, hvad man kan lære, og hvordan man kan arbejde videre. For det er jo et vigtigt budskab, at mange af disse bebyggelser var og er glimrende arbejder, som skæv social visitering har givet et dårligt ry, som forplumrer diskussionen, om det nu er det ene eller det andet, der er skyld i problemerne.

Det er netop det felt, som forfatterne bevæger sig ind i. Ikke med en politisk analyse af den strukturelle forskelsbehandling af mennesker, som vel ligger bag det hele, men ved at vise gode løsninger og stille konkrete forslag til, hvordan livet i bebyggelsen kan skubbes i en anden retning.

Bebyggelsen La Duchère i Lyon ser ud til at være et meget vellykket eksempel på bevarelse og fornyelse. Selv om det ikke oplyses, hvem der oprindeligt tegnede husene, eller hvilke arkitekter der senere har været involveret i forandringerne (det savnes også i visse andre cases), viser bogens mange meget fine eksempler, at det kan lade sig gøre at transformere både god og dårlig arkitektur til god, men også, i enkelte tilfælde, til noget, som i udformningen  blev ringere end det, der skulle erstattes.

Vejleåparken (tidligere “Ishøjplanen”, fra 1973) er efter renovering i 2010 ude af ghettolisten, men arkitektonisk ændret til total ukendelighed. Et andet byggeri i bogen, Gyldenrisparken fra medio 1960, fremstår derimod, efter denne anmelders mening, som et af de bedste danske bud på transformation baseret på den oprindelige arkitekturs præmisser. Begge steder har man slået lejligheder sammen og udskiftet facadeplader.

Udgivelsen flugter fint med, at Mies van der Rohe-prisen i 2017 gik til netop en omdannelse af et 1960er-boligbyggeri i Amsterdam.

Det er dét, der hedder rettidig omhu!