Boligplaner på autopilot

Når du køber en bolig i et nyt boligkvarter, er der meget, som er givet på forhånd. Den er færdigpolstret og ligner naboens med lakerede trægulve, hvide køkkener og filtede overflader. Hvis du er heldig, kan du få lov til at rykke på en væg, men det meste er støbt i beton, og antallet af værelser kan være svært at ændre. Men hvor er de boliger, der bryder med branchens rutiner og for alvor er personlige og tilpasningsdygtige?

Mulighedsfelterne er oplagte: Vejlandskvarteret, Stejlepladsen, Vinge. Åbne græsmarker, der om få år indeholder flere tusinde nybyggede boligkvadratmeter. Steder, der vil kunne lægges tilrette for et alternativt boligudbud og eksperimentelle boligplaner, eksempelvis ved forskellige former for selvbyg, som det sker flere steder i Europa.

Forsøget er gjort. Der findes nybyggede boliger med en alsidig materialekarakter og masser af sjæl. Komponeret på måder, der tåler indgreb og ændringer, og hvor det er svært at skille bolig fra beboer. Den livfulde Bådehavnsgade i Sydhavnen og Fællesbyg Køge er begge gode eksempler, ligesom det kommende Urbania og den gamle ISS-grund sætter nye dagsordener for, hvordan vi kan bygge boliger. Der er udstillinger om selvbyg (Arkitekten 10/2018) og debatter. Glædeligvis.

Men projekterne er få, og deres særpræg til trods forbliver de enkeltstående eksempler. Flere har også vanskeligt ved at komme fra start. For de danske kommuner er ikke forberedt på, at borgerne selv kan bygge. Der mangler byggekontorer i kommunerne. Der mangler lovgivning, redskaber og oplysning om bl.a. finansiering. Og manglen på rammer og fælles retningslinjer er netop, hvad der forhindrer en boligrevolution og snyder den almindelige dansker ind i monotone gipskasser.

I prospekter og startredegørelser forbliver ideerne om selvbyg af uklar størrelse. Men det er uholdbart, at kommuner og stat ikke prioriterer en samlet kursændring. I dag er det kun de svært erfarne, der får lov til at bygge nyt gennem lange prækvalifikationsprocesser og rammeaftaler. Vi burde i stedet udfordre vores eget boligregime. Ved at tilpasse vores organisationsformer. Ved at åbne op for udviklingen af nye typologier, initiativer og ikke mindst lokale, mindre samarbejder.

For selvbyg, medbyg, fællesbyg – begrebet har mange navne – er mere end én måde at bygge på. Og mere end baghavemiljøer og aktivistiske bevægelser. Selvbyg er en udviklingstendens, der kan skabe et storstilet udbud af varierede boligstørrelser og typer, som vi også ser det i Tyskland og Holland.

Der er de kommunale udstykninger af små grunde, hvor boligerne opføres i afgrænsede zoner under et sæt spilleregler. Så er der de større, organiserede selvbygforetagender, hvor bolig- eller erhvervsblokke opføres af mindre byggefællesskaber. Og de endnu større, selvplanlagte urbane områder. Og så er der de halvfærdige, entreprenøropførte byggesystemer, der som levende strukturer kan tilpasses forskellige brugere og markedsvilkår over tid. Fælles for dette univers er, at beboerne selv får lov til at præge både bolig og by som byggeprocessens hovedaktør.

Lad os tage det sidstnævnte, de halvfærdige byggesystemer – det åbne byggeri. Inspireret af pakhusenes gamle byggesystemer udfordrer det vores opfattelse af klassiske boligstørrelser, boligens organisering og lofthøjde samt karakteren af gulve og vægge. Her sælges boligerne som åbne rammer med store spænd, en generøs rumhøjde og centralt placerede skakte, som gør, at boligplanen kan ændres over tid. Således kombineres en udvendig, fast struktur med indvendige, genanvendelige og variable systemer, der er designet til adskillelse.

Beboerne har dermed ikke kun frihed til at færdigbygge deres egen bolig, de har også frihed til at forandre den med tiden. Og det efterlader et boligbyggeri med helt forskellige planløsninger, uden at gå på kompromis med bygningens overordnede kunstneriske udtryk.

Selvbyg handler således ikke nødvendigvis om, at du selv skal bore og spartle. Det favner meget bredere og dækker over en omfattende hovedstrømning i ny europæisk arkitektur, som vi ikke kan undgå at forholde os til. Men der mangler en overordnet sammenslutning, som forener boligorganisationer, banker, beboere, rådgivere, aktivister og udviklere. Og der mangler fælles boligpolitiske udviklingsværktøjer, som kan præge dette opbrud.