ANNONCE

Kort over Lynetteholmen lagt over industrihavnen i Kalundborg i samme målestok. Illustration: Frederik Braüner
Kritisk klumme af

Sara Ettrup

Arkitekt MAA, ansat hos JJW Arkitekter og underviser på KADK.

Det er ikke ligefrem agurketid, hvis man interesserer sig for og arbejder inden for nærværende fagblads felt. Der er nok at tage fat på eller bare fortsætte de mange igangværende debattråde om opkøb af arkitektvirksomheder, BR18’s snærende bånd eller Lynetteholmen og udflytning af uddannelsessteder, for bare at nævne nogle.  

Sidstnævnte, temmelig modsatrettede udviklingsstrategier er begge med i regeringens nye plan “Tættere på”, hvor fysisk planlægning og omrokering af jord og mennesker synes at være redskabet, uanset om man ønsker at komme skævvridningen mellem land og by til livs eller planlægge grønne byer. “Tættere på” centraliserer med den ene hånd og spreder med den anden. 

Brugerprocesser er efterhånden en fast og uundgåelig del af arbejdet med indretning, byggeri og planlægning. Som arkitekter faciliterer, lytter og omsætter vi i dialog med de brugere, der ved allermest om det pågældende program, der skal løftes fra ønsker og visioner til fysiske rammer. Det er en tidskrævende og ofte frustrerende proces, men ikke desto mindre en af nøglerne til at skabe værdi, ejerskab og robuste løsninger, der rækker ind i fremtiden. 

Det lader ikke til, at regeringen har haft behov for at spørge brugerne og de berørte til råds, når der dikteres omrokeringer og etablering af nye uddannelsessteder i provinsen. Invitationen til stolelegen synes at være holdt inden for Borgens mure, da de store linjer blev trukket. 

Det er en ‘ligefor’ og potentielt innovativ strategi at bruge uddannelsesmiljøerne som vitaminindsprøjtning i kanterne. Men havde det ikke været nærliggende og berigende at inddrage de pågældende institutioner og uddannelsers medarbejdere, forskere og undervisere i det indledende arbejde? At få deres erfaringer og visioner med til at tænke nye rammer, nye former og muligvis nye steder. For er de pågældende byer de rigtige valg? Hvad ligger til grund for eksempelvis Kalundborg, som nok har dette fagblads læseres største opmærksomhed. Kalundborg er en glimrende by, en slags Korsbæk, der har det hele i miniskala både i fortidig og fremtidig forstand. 

Uanset DNA er det så gennemtænkt at splitte fagets forskningsmiljøer ad og adskille dele af planlægning fra bygningskunst, design, kultur og transformation? 

Når man laver så radikale strukturelle øvelser, er det afgørende at lytte og gå i dialog med de implicerede parter, hvis målet, der gerne skulle blive en succes og ikke kun en omkostningstung affære, skal nås. I stedet udstikkes der ordrer fra øverste sted. Hvem der har siddet med ved bordet, er ikke godt at vide. Aktørerne i de foreslåede kontekster har muligvis ikke engang haft en taburet. 

Man kan råbe op og bede til, at de, som er eksperter i hvad, hvordan og hvem de uddanner, bliver inviteret med og hørt i næste fase. Uden den viden er det vanskeligt at forestille sig, at en helhedsorienteret løsning kan udtænkes. 

Sideløbende med den decentrale strategi arbejdes der under samme overskrift med det direkte modsatte. I rapporten “Tættere på – grønne byer og en hovedstad i udvikling” fremhæves den nyligt vedtagne Lynetteholm som svaret på bæredygtig byudvikling. Nogen har gjort deres politiske arbejde til et 12-tal, og imponerende er det, at gigantprojektet trods et hav af kritiske røster – græsrods såvel som politiske – i starten af juni blev stemt igennem af et næsten enigt Folketing.

Kritikken synes at prelle af, og projektet lanceres ufortrødent som svaret på klimasikring og fremtidige bosætningsudfordringer. Det er godt skuldret, og modstanden bliver formentlig lettere at lukke ørene for med et så bredt politisk forankret flertal. 

Men bekymringslisten er uændret og lang – alt for lang til en klumme. Jeg tillader mig at blive i helikopteren og stille spørgsmålet: Hvorfor er det, at der skal sættes en Guldalder-indpakket prop i havneløbet med plads til 35.000 mennesker med den ene hånd, mens man med den anden forsøger at pumpe liv i kanterne? Trods en mulig befolkningsvækst er det den samme kritiske masse, der kæmpes om, og omegnskommunerne er forståeligt nok bekymrede for, at al fremtidig bosætning ender i centrum fremfor at styrke fingrene og på sigt endda lade udviklingen nå helt ud i spidserne…

For nyligt besøgte jeg Kornets Hus i Hjørring. Et præmieeksempel på, hvordan det rette program og god arkitektur kan berige et sted og trække folk langvejsfra helt ud i markskellet. Det er et sympatisk projekt, hvor viden om kornets historie foldes ud i djærve, æstetiske og velfungerende rammer. Både inde og ude er huset i smuk og brugbar forening med den omkringliggende kontekst. 

Formanden for stedet fortalte os om tilblivelsen – en årelang og sej proces fra tanke til realitet. Han talte om at være forundringsparat; om at lytte, se og deltage for sammen at kunne skabe noget særligt. At der er tale om et sted skabt i tæt samarbejde mellem de pågældende aktører, og at hvert fagområde har fået indflydelse på det endelige resultat, er man ikke i tvivl om. Den slags gør en forskel uanset projektets skala, program og hensigt. 

Kritisk klumme af

Sara Ettrup

Arkitekt MAA, ansat hos JJW Arkitekter og underviser på KADK.

Udgivelse

Den kritiske klumme bliver udgivet i Arkitekten 06/2021, der udkommer den 12. august.

ANNONCE