Debat: Er du så den ene eller den anden?

For nylig (ved udgivelsestidspunktet, red.) blev jeg hædret af Dezeen Magazine som en ud af 50 inspirerende kvindelige arkitekter (50 inspirational female architects). Det var i forbindelse med den årlige fejring af Kvindernes Internationale Kampdag. Den gode nyhed er, at der lader til at være plads til hele 50 kvinder på globalt plan. Den dårlige nyhed er, at det kun indtræffer en dag om året.

I 2016 var mere end halvdelen af de studerende på de danske arkitektskoler kvinder. Det samme gør sig gældende for de fleste skoler i udlandet. Sådan har det faktisk forholdt sig et godt stykke tid. Kvinder udgør også ca. halvdelen af arbejdskraften på de danske tegnestuer (ca. 45%) – dog ikke på toplederniveau. Alligevel kan de seneste lønstatistikker afsløre, at hvor størstedelen af kvindelige arkitekter tjener mere end 244 kr. i timen, tjener de fleste mandlige arkitekter mere end 266 kr. i timen. På en eller anden facon får mænd altså produceret for 22 kr. mere arkitektur i timen end kvinder.

På trods af det faktum, at kvinder er velrepræsenteret i arkitektfaget, er der et særligt spørgsmål, som jeg stilles igen og igen af folk inden for såvel som uden for branchen: “Er du så den ene eller den anden?” Mange års erfaring har nu lært mig, at det, der menes, er: “Ud af de to kvindelige danske arkitekter, jeg umiddelbart kan rumme i mit hovede – hvilken er du så?”

Det interessante er, at de to kvinder, der udgør denne eksklusive klub af kvindelige arkitekter og skaber al den forvirring oppe i hovedet på så mange mennesker, ikke ellers er lige til at forveksle. Vores udtryk som arkitekter deler ikke mange ligheder. Vi ligner ikke engang hinanden rent udseendemæssigt. Så spørgsmålet må være relateret til vores køn og intet andet. Jeg tænker tit på, om Dan Stubbergaard og Kim Herforth Nielsen og Bjarke Ingels også konstant bliver forvekslet med hinanden?

Særbehandling for særlige mennesker

Når denne mærkelige ubalance mellem antallet af kvindelige arkitekter og den ringe opmærksomhed, der bliver os tildelt, bliver adresseret, er den klassiske kompensationsydelse ofte en flot og velmenende liste over kvinder, der i kraft af/til trods for deres køn har klaret sig godt i branchen. Eller måske særudstillinger på diverse gallerier med udelukkende kvindelige arkitekter. Eller entusiastiske artikler og interviews om kvindelige arkitekter – oftest med fokus på det dér med at være arkitekt, mens man samtidig jonglerer det at være kvinde. På en og samme tid, altså. Og fordi kvinder er så særlige, fortjener de også en særlig liste.
Inden for journalistikkens verden er der dog en velkendt test, der kaldes for “jødetesten”. Hvis man som journalist (eller bare som reflekteret menneske) kommer i tvivl om, hvorvidt man utilsigtet har diskrimineret en gruppe mennesker eller fokuseret utilbørligt på irrelevante egenskaber, er tricket, at man udskifter ordet på denne egenskab eller gruppe mennesker med ordet “jøde” eller “jødisk”. På grund af 2. Verdenskrig vækker misbrug af dette ord nemlig stadig en refleks i de fleste menneskers hjerne. Det lyder øjeblikkeligt forkert.
Så lad os lige give det et lille forsøg: Hvad med en liste over de “50 mest inspirerende jøder i arkitektur og design”? Eller kunne du tænke dig at se den seneste “Særudstilling af nutidige jødiske skulptører”? Nej? For blot et par måneder siden bragte Berlingske Tidende en velmenende liste, der hyldede “9 seværdige film af kvindelige instruktører” – altså “9 seværdige film af jødiske instruktører”. Lyder det rigtigt?

Kvinder er mennesker

Nu er der jo absolut ikke noget galt i at deltage i Handicap-OL – altså med mindre man er fuldt ud kvalificeret til at deltage i den regulære olympiade. Og på trods af alle anstrengelserne for at få kvinder til at føle sig værdsat – denne ene gang om året – med specielle lister og det hele, er resultatet akkurat det modsatte. En klokkeklar følelse af ikke at blive værdsat, ja, knap set.

Uanset hvor velmenende disse lister og artikler er, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om alle disse magasiner, aviser, gallerier og diverse medier ikke kunne mønstre en mere oprigtig og bevidst måde at huske at inkludere kvinder i deres daglige arbejde på? At håndplukke en lille skare af kvinder er en misforstået form for velgørenhed og køber ikke aflad for resten af året, hvor kvindelige arkitekter glemmes igen.

Hvem ved? Hvis den brede offentlighed og den internationale arkitektbranche blev jævnligt påmindet, at kvinder eksisterer på en helt usærlig og faglig måde som mennesker – og ikke som den undtagelse, der bekræfter reglen – så kunne det jo være, at den danske arkitektbranche kunne finde plads oppe i hovedet til mere end to kvinder?