ANNONCE
Dehns Palæ: Hele vejen igennem
Efter seks års restaurering, istandsættelse og ombygning blev J.G. Rosenbergs Dehns Palæ (1756) taget i brug af Apotekerforeningen. Martin Keiding talte med Thorben Schmidt fra Wohlert Arkitekter om arbejdet med at genoplive bygningen.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Hvordan er palæet disponeret?
Dehns Palæ består af en lille pavillon i hver side, to mellembygninger og så en stor pavillon i midten. Bygningsmæssigt og tegningsmæssigt har vi dog ingenting fra Dehns tid, ud over en indkøbsliste skrevet af Rosenberg, hvor der står, hvor mange kilo fransk glas og gips, og hvor mange tagsten der skulle købes ind. Dengang skulle man søge kongen om tilladelse til at få indført materialer, som kom fra udlandet. Danmark var fattigt på det tidspunkt, og man førte jo penge ud af landet.
Ganske pæn størrelse til en gehejmeråd med familie?
Ja, det er et stort hus. Der sker en udmatrikulering i starten af 1800-tallet, sandsynligvis udført af ejendomsspekulanter, som opdeler palæet i to ejendomme. Således at mellembygningen og sidepavillonen på hjørnet skilles fra til en anden ejer.
Dehn boede der faktisk ikke ret længe. Og efter ham levede palæet en omtumlet tilværelse, hvor royale folk rykkede ud og ind. På et tidspunkt køber en stenrig, hjemvendt plantageejer, Christoffer McEvoy, den største del af palæet, Dehns tre femtedele, og får G.F. Hetsch til at indrette beletagen. Plantageejeren havde bl.a. cuba-mahogni med hjem, og det blev til 14 store dørsæt, som i øvrigt er bevaret i dag.
Hetsch tegnede Synagogen i Krystalgade og den katolske Skt. Ansgars Kirke i Bredgade blandt mange andre bygninger og var svigersøn til C.F. Hansen. Den gode nyhed for os, der skulle restaurere huset, var og er, at mange af hans tegninger og akvareller til beletagen findes bevaret på Designmuseum Danmark. Rosenbergs arkitektur er fra rokokoperioden, med Hetsch i 1820erne bliver det til empire. Da hans tegninger, i modsætning til materialet fra Rosenbergs tid, er tilgængelige i dag, er det Hetschs arbejder, som danner grundlag for den restaureringsstrategi, der er lavet i henhold til fredningen fra 1951.
Den strategi har været gennemgående. De historiske lag, vi har kunnet finde kilder på, eller som ikke havde lidt skade af brand og vand, har vi genskabt, inklusive de ændringer, som kom til, da huset gennem mange år fungerede som fabrik og showroom for pianofabrikanten Hornung & Møller.
Efter klaverfabrikken følger andre brugere og ejere. I perioder står bygningen tom, indtil Jespersen & Søn efter sigende får lov til at købe palæet for en krone, mod at de sætter det i stand, så fredningen kan bevares. Det er på det tidspunkt, at Vilhelm Wohlert tilknyttes som arkitekt med henblik på en ombygning og istandsættelse med videresalg for øje. Køberen bliver så Danmarks Apotekerforening, som også ejede palæet, da der udbrød brand i tagetagen i 2010.
Branden bliver slukket. Men huset drukner?
Det tog brandvæsenet over tre døgn at slukke branden. Det betød, at de i 72 timer har hældt vand ned over palæet, så meget af kælderen sejlede i vand. Efter fire døgn gav brandvæsnet adgang for alle andre, og så sker der så det, at det pludselig begynder at knage og brage. En stor del af konstruktionen styrter sammen, ned igennem beletagen og ned i vestibulen. Og det er jo pga. den enorme vægt fra det sammenbrudte tegltag på det øverste dæk sammen med tyngden af vandet.
Men bortset fra det kollaps havde man en fornemmelse, da man gik rundt i huset, af, at her skulle man ‘bare’ lave en ny tagetage. Samt rydde op og reparere på de øvrige etager, hvor der lå papir på skivebordene, og gardinerne hang – så det var det indtryk, vi havde: nyt tag og genopbygning af nogle dæk.
Så er det bare sådan, at maj måned i 2010 er mere varm end normalt. På det tidspunkt går vi rundt og laver boreprøver, specielt på beletage, hvor der er rumhøje træpaneler. Og på bagsiden kan vi så se, at der er skimmelsvamp, så der skal bare handles hurtigt. Vi beslutter, at alle paneler skal skæres ud, spændes op med lægter og skruetvinger, og opmagasineres i klimacontainere, for at vi kan styre nedtørringen. Men det begynder at udvikle sig. Alt træ, alle paneler, alle døre har svamp. Så begynder vi at undersøge gulve og lofter; samme situation: skimmelsvamp overalt.
Overalt?
Ja, og vi måtte bl.a. tage stilling til, om stuklofterne på beletagen kunne reddes. Derfor søgte vi rundt i både Danmark og udlandet efter løsninger og måder, man eventuelt kunne forsegle stukken på, så skimmelsvampen kunne ligge bagved og tørre ud. Men der kom alt for mange forskellige og i nogle tilfælde modstridende svar. Derfor besluttede vi i samråd med ejeren og forsikringsselskabet, at vi ikke turde tage nogen chancer i de rum, hvor der skal sidde mennesker og arbejde. Så vi fik stukkatøren til at tage afstøbninger af det hele, og så blev al stukken ellers hugget ned. De tilbageblevne dele af palæet blev så til sidst renset for skimmelsvamp vha. højtryksspuling med tøris og afsluttet med støvsugning.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Dehns Palæ
Bredgade 54, 1260 København K
Opført: 1752-56
Restaurering: 1986 af Vilhelm Wohlert
Facaderenovering: 1992
Genopbygning efter branden: 2010 af Wohlert Arkitekter
Bygherre: Danmarks Apotekerforening
Arkitekt: Wohlert Arkitekter
Medarbejdere: Thorben Schmidt, Line Loftheim, Claus Wohlert, Thomas Schytt Poulsen og Finn Engelbrecht
Ingeniør: Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører (statik, vvs, vent.) og Gert Carstensen (el))
Landskabsarkitekt: GBH Landskabsarkitekter
Kunstnerisk udsmykning: Erik A. Frandsen
Thorben Schmidt
Thorben Schmidt er arkitekt MAA og partner i Wohlert Arkitekter.
Udgivelse
Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 04/2017.
ANNONCE
Jeg ved, at hovedtrappen fik lov til at leve videre. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Trappen er original fra 1756. Stukken er håndlavet i rokoko. Så der stod vi efter at have revet alt det andet ned og sagde: Nej, det fjerner vi ikke. Hetschs loftudsmykning var lavet efter præfabrikerede skabeloner, men på trappen er det hele modelleret op i hånden. Loftet var faktisk ved at falde ned, men vi fik det sikret med lægter og stålskruer, og da rummet ikke bruges til ophold, er holdningen den, at her kan skimmelsvampen godt få lov at tørre ud med tiden.
Det var et fantastisk held, at trappen ikke led yderligere skade, for den marmor, der blev brugt til trin og undervægge, stammer fra et norsk brud, som ikke findes mere.
Hvordan har I grebet det an med hensyn til maling af væggene?
Dengang brugte man limfarve, og det ville vi også kunne bruge i dag. Men pga. de store sten- og murmassiver, som huset er bygget op af, vil det måske tage 10-15 år, før det hele er tørret ud, så vi har valgt at bruge diffusionsåben silikatmaling i stedet for limfarve, som i princippet er føde for skimmelsvamp.
I den periode, hvor vi byggede op igen, borede vi fugtighedsmålere ind i væggene overalt i huset og gik rundt og læste af hele tiden, mens der konstant blev luftet ud. Men der skete intet. Fugtmålerne viste 100%, og vi fandt ret hurtigt ud af, at da huset blev renoveret af en totalentreprenør i 1980erne, fik væggene først et lag gipspuds sprøjtet på og herefter en gang plasticmaling som afslutning. Bedre kan det ikke gøres, hvis man vil holde på fugten i murene.
Så vi var nødt til at hugge al puds af alle vægge. Det var en ret speciel fornemmelse. Fugten forsvandt fra rummene, nærmest fra den ene dag til den anden, ligesom når man lufter ud i et sommerhus, der har stået lukket i en længere periode. I øvrigt kunne vi se, at man under samme totalentreprise havde efterkommet et ønske om at lægge gulvtæpper ud, og så lagde man da bare lige nogle spånplader ud som underlag … i et fredet hus! I dag er der helt nye plankegulve af fyrretræ over hele huset på nær i beletagen, hvor der er parketgulve.
Taget er også rekonstrueret?
Ja, huset er jo fredet hele vejen igennem, og det omfatter også træværk og samlinger m.m. Så ligesom Rosenberg gjorde det i 1700 tallet, måtte vi også udarbejde en bestillingsliste til pommersk fyr, der blev hentet hjem og anbragt i en tørrestue i Jylland. Vi havde ingen tegninger af tagkonstruktionen, men fik lov at kravle rundt i tagetagen i søsterhuset, Bernstorffs Palæ, som hvad angår hovedkonstruktioner er fuldstændig identisk med Dehns Palæ.
Tagrummet er i dag indrettet til kontorer med nænsomt opsatte skillevægge i glas m.m., og det meste af konstruktionen er pakket ind – kunne man ikke bare have sat nogle stålspær op, man kan jo ikke se tømmeret alligevel?
Hvis vi skal give noget kulturarv videre til vores efterfølgere, skal tingene laves ordentligt – hele vejen igennem. Der kan jo komme en eftertid, som vil bruge rummene anderledes, og som ønsker at pille den nuværende beklædning af.
Eller måske muliggør den teknologiske og prismæssige udvikling, at man kan nøjes med et meget tyndere lag isolering, end vi er nødt til at bruge i dag. Og så vil konstruktionerne blive mere tydelige.
Der må være en del brugskrav, som skal imødekommes?
Ja, der har naturligt nok været en del ting, man gerne vil have ændret eller gjort bedre. Det gælder i særdeleshed for beletagens akustik og opvarmning. Der sad kun tre små radiatorer i de store rum, og akustikken var så slem, at Apotekerforeningen slet ikke kunne bruge rummene. Hertil kommer moderne teknologi som netværk og fibernet, og man skal hele tiden have i baghovedet, at det her er en arbejdsplads, så alt det der får man nu ved genopbygningen en mulighed for at få ordentligt indarbejdet.
Hvordan skaber man bedre akustik, når der er stuk i loftet?
I første ombæring sagde Kulturstyrelsen nej til akustikpuds, som jo er almindelig isolering med 10 mm puds. Men vi fandt så frem til en løsning, hvor selve stukformationerne blev trukket med skabeloner på underlag af forskallingsbrædder og strå, som man gjorde på Hetschs tid, og de plane områder mellem stukken blev så udført med akustikpuds. Hvis eftertiden syntes, at det var simpelthen at gå for langt, så kan man hive det ned igen og sætte almindelig puds op.
Hvorfor skulle man det. Der er vel ingen, som kravler op på en stige og giver sig til at banke på loftet?
Det er ikke bankelyden, det kommer an på i dette tilfælde, men derimod efterklangen i rummet, som der nu er ændret en del på, for at man kan bruge det til møderum.
Så hvis man piller akustikpudsen ned igen, slukker for gulvvarmen og kobler fibernettet fra, så er man tilbage i en tro kopi af den fodkolde og rungende beletage, som plantageejeren og hans familie vandrede rundt i dengang?
Ja, men lige nu står det som en professionel, moderne arbejdsplads i et palæ, hvor de tre tidsaldre rokoko, empire og ‘vor tid’ er repræsenteret med en tredjedel hver.
