Enfamiliehuse forsvinder

Øget boligkomfort handler også om at vælge beliggenhed frem for det konkrete hus. Man starter altså med matriklen, og så kommer drømmehuset oveni. Måske giver matriklen adgang til et eftertragtet område (skoledistrikt, nærheden til byen, postnummer eller den gode udsigt), eller det gamle passer ikke til ens specifikke boligbehov og -drømme. For husejere, der allerede bor i huset, der rives ned, så er det nye hus en investering i deres fremtid: De ønsker at blive i lokalområdet, når de bliver ældre, når børnene er flyttet, når man bliver fysisk nedslidt mv. Endelig ser nogle nybyggeri som et mål i sig selv: De elsker gør-det-selv og at være med i hele processen, og ofte har de erfaring med at rive ned og bygge nyt fra tidligere projekter eller en faglig baggrund (stilling eller uddannelse), der gør det relevant at bygge selv. I alle tilfælde giver nybyggeri husejerne mulighed for at præge arkitektur, indretning, materialer og størrelse. Fra forskningen ved vi, at netop personlig prægning er en vigtig faktor.

De fleste husejere forbinder ikke bæredygtighed med bevaring, men med energioptimering i driften. Det er derfor et gennemgående argument, der bruges, når man bygger nyt. Klimahensyn og bevaring nævnes stort set aldrig, og ofte kun som enkeltstående tiltag i forhold til det nye hus, såsom solcelleanlæg, genbrugssten eller vandopsamlingsbeholder. Men ofte er disse løsninger noget, som af håndværkere, husfirmaer og byggesagkyndige betragtes som dyre specialønsker, lyder tilbagemeldingen. Det indikerer, at der er en vis form for sporadisk efterspørgsel på en mere klimavenlig boligkultur, som dog ikke knyttes til bevaring.
Det er en gennemgående holdning hos alle husejere, der har revet ned, at det nye hus er pænere, bedre og mere fremtidssikret end det gamle. Flere har forholdt sig til at bygge i en skala og af materialer, som ifølge dem passede til konteksten. Alle forholder sig til, at huset en dag skulle sælges og derfor gives videre til næste generation. Nedrivning og nybyggeri fortolkes af husejerne som deres personlige andel i opkvalificering af den samlede danske boligmasse, både hvad angår energiforbrug, boligbehov og husets levetid.

Hvis man ønsker at ændre på tingene, skal der flere ting til: Først og fremmest skal den miljømæssige, arkitektoniske og brugsmæssige værdi af de gamle huse tales op. Der skal udvikles modeller for økonomiske udregninger, der medtager klimahensyn og materialeforbrug. Derudover skal man vise, hvordan arkitektonisk bearbejdning af ældre huse kan bidrage til øget boligkvalitet og stolthed, og derved til husets fremtidssikring på boligmarkedet. Hertil kommer, at der mangler almen forståelse for, hvad et godt klimahensyn er, og at der er behov for objektiv viden om husets stand, både teknisk, indeklimamæssigt og med hensyn til miljøskadelige stoffer. Selvom mange ældre parcelhuse indeholder både PCB og asbest, bør det ikke tælle negativt, når man overvejer bevaring versus nedrivning, da de miljøskadelige stoffer skal behandles og bortskaffes forsvarligt uanset hvad. Til vurdering af disse forhold kan energimærkerne være et eksempel til efterfølgelse: Med kategoriseringerne af energimærker i A, B, C osv. har man formået at skabe en forståelse hos lægmand og i branchen af, at noget er bedre end noget andet. Det samme er der behov for på materialesiden, så sammenligningen ikke kun omhandler driftsenergi. For det tredje så handler det også om et større og bedre udbud af renoveringsløsninger, mere kvalificerede håndværkere og større sikkerhed for prissætninger. Endelig sætter husejerne en ære i, at deres boliger er fremtidssikrede, og de kommer med et stort engagement – fordi det er deres hjem. Det er et potentiale, man bør være bedre til at udnytte.