ANNONCE
Farvel til Y-blokken
I juni 2019 besluttede den norske regering at nedrive hele Y-blokken. Y-blokken, hvis plan har givet navn til bygningen, er en del af det norske regeringskvarter, som blev beskadiget ved terrorangrebene i Norge d. 22. juli 2011 . Ud over bombesprængningen i Oslo begik samme gerningsperson også massakre på deltagerne ved en sommerlejr på øen Utøya. Regjeringskvartalet er tegnet af arkitekten Erling Viksjö og opført i perioden 1946-70, med dekorationer både ude og inde af Pablo Picasso i Y-blokken. Rikke Stenbro gennemgår forløbet.
Rikke Stenbro
Mag.art. og ph.d.
Den norske regering søgte i december 2018 om tilladelse til at nedrive Y-blokken, der indgår som en del af det norske regjeringskvartal. Bygningen er et af Skandinaviens mest markante og omstridte senmodernistiske bygningsværker. Nu er nedrivningstilladelsen givet, men forud for dette har der udspillet sig et højspændt og langtrukkent magtpolitisk drama, i hvilket to højtstående norske embedsfolk har sat deres stillinger og eftermæler på spil. Sagen og hele processen er i sig selv bemærkelsesværdige, men kan for et dansk publikum måske også være interessante, fordi de kan kaste lys over en aktuel og beslægtet dansk sag, nemlig den om Vikingeskibshallen i Roskilde. Både Vikingeskibshallen og Y-blokken er brutalistiske betonkonstruktioner, der undersøger og på forskellig vis udnytter betonens kunstneriske og konstruktive potentialer. Begge bygninger er nedrivningstruede. De er opført i de skandinaviske velfærdsstaters storhedstid, og de har begge haft en statslig bygherre. I både den danske og den norske case har de berørte kulturarvsfaglige myndigheder vurderet, at der var tale om bygninger af høj bevaringsværdi, og begge steder er de faglige vurderinger blevet underkendt politisk, til trods for højlydte protester fra det internationale bevaringsmiljø. Men mens debatten i Danmark har været forholdsvis snæver, og argumenter for bevaring primært er blevet fremført af fagfolk – vel at mærke ikke fra berørt kommune eller embedsværk – har debatten om den norske case været langt mere åben og folkelig og har haft deltagelse af folk i ledende stillinger ved de ansvarlige fagmyndigheder i både stat og kommune.
At rive eller ikke at rive ned
Dramaet om Y-blokken kulminerede i april og maj i år med, at den nyudnævnte riksantikvar, Hanna Geiran, som er statens øverste rådgiver i kulturarvsspørgsmål, og den nu afgåede direktør for Plan- og bygningsetaten (PBE) i Oslo, Ellen de Vibe, gik op imod Statsbygg, som varetager statens byggeopgaver og er statens centrale rådgiver vedr. byggeri og ejendomsanliggender. I et brev til PBE ved Oslo Kommune anmodede Geiran i april 2019 om, at Statsbyggs nedrivningsansøgning blev afslået, hvilket PBE støttede op om. De faglige argumenter for at gå i rette med Statsbygg i denne sag var først og fremmest, at arealbehovet i det nye regjeringskvartal var blevet nedskaleret, og at en nedrivning af bygningen blev betragtet som uforenelig med miljøambitionerne både i den vedtagne kommunale byudviklingsstrategi og i den statslige klimapolitik. Endvidere hævdedes det også, at plangrundlaget på flere områder var mangelfuldt, da afvejningen af konsekvenserne både for miljø- og kulturarv ikke vurderedes at være ordentligt udredt. Geirans og de Vibes argumentation byggede således ikke i nævneværdig grad på følelser, æstetiske vurderinger eller faglig veneration. Argumentationen, som blev løftet frem, handlede i stedet om, at processen var udemokratisk, og at beslutningen om nedrivning hviler på et forkert og mangelfuldt grundlag. PBE indstillede på baggrund af riksantikvarens brev kun til, at Y- blokkens højre fløj kunne rives ned. I juni 2019 besluttede regeringen imidlertid at trodse de faglige instansers indstillinger og gav tilladelse til nedrivning af hele Y-blokken.
Riksantikvar Hanna Geiran vægtede i sine efterfølgende udtalelser til pressen tydeligvis sine ord, men meldte alligevel ud, at beslutningen ville være én, som eftertiden vil dømme det norske samfund på.
En sådan udtalelse er i tråd med hendes tidligere udsagn om, at nedrivning vil føre til det største tab af kulturarv i Norge efter 1945. Geiran har gennem hele forløbet været ganske klar i spyttet og ikke talt politikerne efter munden.
I et interview i Aftenposten fra 10. april i år sagde hun således:
“Staten har gennem kongelig resolution pålagt sig selv at varetage sine egne kulturhistoriske ejendommme. Ved at rive Y-blokken ned, handler man i strid med dette. Staten bør være et forbillede og bidrage til at skabe en forståelse for bevaring af fællesskabets kulturhistoriske værdier. Det sender et meget uheldigt signal til private ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger, når staten selv ikke varetager sin egen kulturarv.”
Det er opsigtsvækkende, at højtstående myndighedspersoner som Hanna Geiran og Ellen de Vibe i denne sag har lagt sig ud med embedsfolk i andre dele af den statslige administration og har sat deres karrierer og eftermæler ind på, at beslutninger vedr. bevaring/nedrivning træffes på et demokratisk og oplyst fagligt grundlag.
Rikke Stenbro
Mag.art. og ph.d.
Udgivelse
Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 07/19
ANNONCE
Dramaets arkitektoniske midtpunkt
Y-blokken, som dramaet har udspillet sig om, er tegnet af arkitekten Erling Viksjø i velfærdsæraens og arbejderpartiets storhedstid. Den indgår som en del af en større arkitektonisk komposition af samme arkitekt, bestående af et offentligt byrum og to offentlige bygninger: Y-blokken og H-blokken, som lige siden de blev opført har været indrettet til brug for hhv. justitsministeriet og statsministeriet. H-blokken er høj og stram i kontrast til den lave og krumme Y-blok, der mod den centrale ankomstvej er prydet af et 110 kvm stort betonrelief med fiskere og måger, som Pablo Picasso har tegnet, og som blev udført i samarbejde med den norske kunstner Carl Nesjar. Kunstværket er som de mange øvrige kunstværker inde i bygningerne integreret i arkitekturen. Hovedparten af dem er sandblæst og ridset direkte ind væggene af naturbeton – et materiale opfundet og patenteret af arkitekten selv.
Erling Viksjøs regeringsbygninger blev, med alle deres betondekorationer ude og inde, indstillet til fredning af den norske riksantikvar i juni 2011 som en del af Statsbyggs ‘landsverneplan’. Både H-blokken og Y-blokken mentes at have høje kulturhistoriske, arkitektoniske og kunstneriske værdier som fine repræsentanter for sin tids offentlige byggeri.
Bevaringsværdier under pres
Den 22. juli 2011 – bare en måned efter fredningsindstillingen – blev de to bygninger ramt af et bombeangreb. Syv mennesker omkom, og mindst 15 blev såret. Bygningerne blev stående, men fik alvorlige skader. Når bygningerne blev terrormål, var det, fordi de både på et konkret og symbolsk plan repræsenterede det norske arbejderparti. De blev i sin tid bygget af en arbejderpartiledet regering, og da de blev angrebet, var Norge også ledet af en arbejderpartiregering, som terroristen i både nutid og fremtid ønskede at gøre skade på. Bygningerne blev med bombningen en dobbelt ubekvem kulturarv. De var i forvejen et udtryk for en omstridt arkitektonisk stilart, brutalismen, og en politisk velfærdstænkning, som der ikke længere var bred tilslutning om. Efter terrorangrebet blev bygningerne i tillæg også forbundet med terror og død.
Riksantikvaren blev inden årsskiftet 2011/12 bedt om at gennemgå H- og Y-blokkens bevaringsværdier igen. Vurderingen lød, at selvom bygningerne havde lidt skade, var fredningsværdierne intakte. Endvidere mente riksantikvaren, at monumentværdien af bygningerne blev forstærket efter angrebet, fordi de blev stående. En egentlig fredning blev imidlertid aldrig gennemført. Det blev dog besluttet, at H-blokken, som har en høj arealudnyttelse, skulle blive stående. Y-blokkens fremtidige skæbne har derimod indtil nu været både omstridt og ekstremt usikker. I 2014 besluttede den nye norske høyreledede regering at rive Y-blokken ned. Beslutningen blev bekræftet af reguleringsplanen for området, som blev fremsat i 2017, og som skulle bane vej for et nyt og kompakt regjeringskvartal med ikke mindre end 10 departementer og 4500 medarbejdere. Men processen omkring nedrivningen er konstant blevet forhalet, og først umiddelbart inden årsskiftet 2018/19 søgte Statsbygg om tilladelse til at rive Y-blokken ned hos Oslo Kommune.
Aktørerne i den lange strid
Aktørerne i det fortløbende drama om Y-blokken er, som vist, mange. I de bærende roller ses, foruden riksantikvaren og den nu afgåede direktør for PBE, en række kommunale og statslige institutioner, foruden en række kulturpersonligheder og græsrodsorganisationer, der arbejder med byudvikling og kulturarv i Norge. Også internationale navne har blandet sig i koret af stemmer, herunder direktøren for Picasso-museet i Antibes, og en række stærke internationale bevaringsorganisationer som ICOMOS, Europa Nostra og The Twentieth Century Society. ICOMOS’ videnskabelige komité for det 20. århundredes kulturarv har tre gange udsendt internationale advarsler vedr. sagen og opfordret den norske regering til at genoverveje sit forslag om nedrivning, for i stedet at bevare bygningen og de kulturarvsværdier, som de mener, den sammen med H-blokken repræsenterer for den norske befolkning og i en international kulturarvssammenhæng.
Men også almindelige mennesker har protesteret mod nedrivningen, både foran Y-blokken og ved Stortinget. Ligesom kunstnere har fejret både bygningen og dens integrerede kunst i talrige aktioner, happenings, udstillinger og publikationer. At det er lykkedes at rejse et folkeligt engagement omkring bevaringen, skyldes ikke alene bygningen selv, men også at folk tydeligvis er trætte af den måde, byudvikling foregår på. P.t. er der indsamlet mere end 20.000 underskrifter for bevaring, og der har været gennemført tre såkaldte folkeaktioner. At tiden er gået – og at traumerne efter terrorangrebet er blevet bearbejdet – synes at have gjort det lettere for almindelige mennesker at se, at Y-blokken – ikke på trods af, men måske snarere på grund af de vanskelige følelser, som er forbundet med den – fortsat har en eksistensberettigelse.
Argumenter og retorik
Rationalitet og økonomisk argumentation har langt hen ad vejen domineret den politiske debat om Y-blokkens bevaring. Først handlede det om sikkerhed og om at udnytte kvadratmeterne i Regjeringskvartalet mest optimalt og om at få bedre byrum. Statsbygg argumenterede i årene efter bombningen for, at Y-blokken af sikkerhedshensyn måtte fjernes. Y-blokken var ikke truet af sammenstyrtning, konstruktionen var ganske solid, men fordi Motorring 1 går i en tunnel lige under nordfløjen af bygningen, måtte den vige pladsen. Desuden var bevaring af den, med Høyre-regeringens ambition om at flytte alle departementer til Rjegeringskvartalet – i stedet for som nu at have dem spredt ud over byen – pludselig ikke alene et argument, men en også en præmis i den arkitektkonkurrence, som blev udskrevet for området. Hverken arkitekterne, som besvarede konkurrenceopgaven, eller beslutningstagerne udviste i denne proces nogen særlig forståelse for den erindringsværdi eller for de kultur- og arkitekturhistoriske værdier, som Y-blokken repræsenterer. Interessen for de materialemæssige ressourcer, som bygningen repræsenterer, var i den sammenhæng også fraværende.
Ønsket var fra politisk side at komme videre, at lægge det grimme bag sig. Op herimod argumenterede historisk interesserede fagfolk for, at bygningen har en række enestående kunstneriske og arkitektoniske kvaliteter, både nationalt og internationalt, og på den baggrund skulle bevares. Senere har nogle arkitekter udvidet argumentationen og fremhævet andre – og mere folkelige – grunde til bevaring. Således skrev leder af Oslo Arkitektforening og præsidenten i Norske Arkitekters Landsforbund i et fælles debatindlæg i Dagsavisen oktober 2018, at “Ingen havde foreslået at rive Y-blokken ned, om det ikke var for terroren 22. juli. Vi kan ikke lade terroristen få ret”. Deres kritik gik endvidere på, at regeringen undsiger sig sine egne fagmyndigheder i stat og kommune ved selv at påtage sig en rolle som byplanlægger og bevaringsmyndighed.
Diskussionen har således udviklet sig undervejs og er gradvist blevet mere nuanceret og folkelig. Den handler ikke længere bare om kunstneriske og arkitektoniske kvaliteter over for monetære og areal- og klimaøkonomiske betragtninger, men også om demokratiske processer og om at kunne rumme de vanskelige følelser, som er forbundet med betonarkitekturen.
Y-blokken som et symbol for de demokratiske værdiers forvaltning i Norge…
Det usædvanlige ved sagens forløb er, set fra et dansk perspektiv, ikke at de faglige myndigheder i hhv. stat og kommune er blevet overkørt politisk. Det usædvanlige er, at de højtstående embedskvinder, der repræsenterer disse myndigheder, har sat deres embeder og eftermæler på spil ved at tage til genmæle. De har ikke klappet hælene sammen og tiet stille, men har i stedet vedholdende forfægtet et fagligt perspektiv på sagen og fremført en klar og nøgtern argumentation for bevaring ikke bare over for en snæver skare af fagfæller, men som en del af en bred offentlig debat. Deres mod og insisteren på en ordentlig og redelig demokratisk proces og debat viser sammen med den store folkelige modstand mod nedrivningen, at Y-blokken vil fortsætte med at være et vigtigt symbol for de demokratiske værdiers forvaltning i Norge, uanset om man river den ned eller ej.