ANNONCE
Fra Venezia til Palimpsest
Venezia-charteret har siden 1964 sat rammerne for restaurering af ældre arkitektur, men det bliver i dag udfordret af nye måder at gå til bygningerne på.
Christoffer Harlang
Arkitekt MAA, ph.d. og professor ved Det Kongelige Akademi
“De kunstneriske muligheder ligger hverken i fortiden eller i fremtiden, men i den skala, der forbinder dem. Vor evne til at give det, vi skaber, fylde afhænger af, hvor meget af det passerede og af det kommende der indgår.”
—Asger Jorn
Vi forandrer verden for at kunne være i den. Forandringerne af vore fysiske omgivelser kalder vi arkitektur, når de er formet efter hensigter, der rækker ud over deres nytteværdi som funktion, teknik eller økonomi; når det, vi bygger, formår at berette om de mennesker og kulturer, der står bag, og fortælle om den verden, de har set for sig.
Det oplever vi som et aktuelt nærvær, uanset hvor gammelt det er. Og det er disse særlige egenskaber ved vores objekter, rum og strukturer, der gør, at vi følelsesmæssigt knytter os til dem, og som forbinder os med dem, der i sin tid skabte dem. Det skaber sammenhænge, det nuancerer verden, og det inspirerer os. Og det giver os mod på og ideer til at løse de udfordringer, vi står over for i dag.
Men det siger sig selv, at den, der står foran at skulle bygge videre på noget, en anden har skabt, har særlige udfordringer ved at skulle forholde sig til det, der allerede foreligger fra en anden tid eller epoke. Ordet er ikke frit. Alt kan ikke bare lade sig gøre. Benspænd kalder på overvejelser, hensyn og omtanke. Undersøgende, kritisk og med indlevelse. Altså bygningskunstens grundlære og arkitektens DNA. Hertil bygningsarkæologi, materialekundskab og stilhistorie. Forestillingsevne og formgivningskompetence. Indeni, udenpå, ved siden af, rundt om eller i stedet for. Addition, subtraktion, fortætning og fortolkning. Hver for sig eller i kombinatorik.
Alt dette gør det tilsyneladende mere krævende og mere omstændeligt at arbejde med transformations- og restaureringsarkitekturen, og i anden halvdel af det 20. århundrede, hvor arkitekturen med nye anlæg og infrastrukturer koncentrerede sig om sit vigtige bidrag til velfærdssamfundets opbygning, har restaureringsarkitekter arbejdet efter fælles forståelser og haft en mindre celeber eller måske ligefrem diskret rolle at spille i arkitekturen.
Venezia-charteret, formuleret af organisationen ICOMOS i 1964, kodificerede internationalt accepterede standarder for bevaringspraksis med klare principper for bevarelse baseret på data, autenticitet og historisk kontekst. Venezia-charteret er en international ramme for bevarelse og restaurering af historiske bygninger, og det er fortsat det mest indflydelsesrige internationale bevarelsesdokument, og ikke mindst dets formuleringer om, at restaurering skal baseres på videnskabelige data og teknikker og ikke på gætværk, har vundet hævd. At ethvert tilføjet element i en restaurering skal bære mærke af sin tid og således markant skille sig ud fra den historiske bygning som en reversibel tilføjelse, er en anden grundtese, som har været styrende for næsten al restaurering i flere årtier, men som i dag gennem en række toneangivende restaureringspraksisser udfordres.
Christoffer Harlang
Arkitekt MAA, ph.d. og professor ved Det Kongelige Akademi
Udgivelse
Artiklen er første gang udgivet i Arkitekten 07/2020
ANNONCE
For transformations- og restaureringsarkitekturen udvikler sig. I dag er dens værker eller genstandsfelter – dvs. det, vi finder er vigtigt at bevare for vores efterkommere – i mængde ekspanderet og i type demokratiseret. Og det pres, der hviler på den, er vokset som følge af de enorme økonomiske gevinster, der er at hente på by- og bygningsudvikling. Derfor er dens teorier og metoder også under udvikling med en bevægelse væk fra en forståelse af værket som et absolut, hvorfra intet kan føjes til eller trækkes fra, uden at værket svækkes, mod et mere heterogent, kontinuerligt og selektivt sammensat værk, hvor det eksisterende og det tilføjede interagerer på en mere kompleks og gensidig måde. Spor, erindring, identitet og atmosfære er nøglebegreber i projekter, der efterstræber balancer, sammenhænge, meningsfylde og varighed. Nogen begynder noget, som andre fortsætter, og andre fortsætter noget, som nogen har begyndt, for nu at citere Viollet-le-Duc.
Et relevant begreb, der kan kaste lys over de nye tankesæt, der ligger bag fremtrædende transformationsprojekter, er forestillingen om bygningen eller byen som en palimpsest. En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog med ord eller sætninger, der er blevet skrabet eller raderet bort for at gøre plads til nye tilføjelser med nye pointer eller betydninger. Ordet kommer gennem latin fra palin, der betyder igen, og psên, der betyder skrabe. Den nye helhed, der opstår i palimpsesten, prioriterer således lagdelte, men sideordnede fortællinger om forskellige udsagn og lægger vægt på, at det færdige værk kan opleves som et konsistent sammmenhængende æstetisk udsagn. Kulturarven informerer bygningskunsten, der informerer kulturarven i kontinuerlige, interagerende bevægelser.
Den engelske tegnestue 31/44 Architects har i 2019 opført et usædvanligt fint terrace house i Peckham i London, der i lighed med Peter Zumthors Kolumba i Køln fra 2007 og David Chipperfields og Julian Harraps Neues Museum fra 2009 kan ses som eksponent for denne tankegang. 31/44’s hus i Peckham ser det som sin opgave at intensivere gaderummet og bygningstypologiens indlysende kvaliteter, og det skaber en usædvanligt kultiveret og fint kalibreret bygningskunstnerisk fortolkning af det 19. århundredes traditionelle engelske rækkehus. Klump, figur, rytme og relief fastholdt i delikate stofligheder.
Restaurerings- og transformationsarkitekturen er i dag mere attraktiv end nogensinde, og det skyldes ikke kun, at det er meget bæredygtigt at genanvende eksisterende strukturer med skønhed og med lange levetider, eller for den sags skyld, at det er her, opgaverne ligger for fremtidens arkitekter.
Det har også med det at gøre, at intelligent genbrug – både fysisk og mental genbrug – der er baseret på abstrakt fænomenologisk følsomhed og konkret teknisk beherskelse, har vist sig at virke direkte skærpende på den kunstneriske skabelsesevne hos alle arkitekter og til alle tider. Man bliver ganske enkelt en bedre bygningskunstner af at kende det, der er gået forud i vores bygningskultur, og ved at forstå, hvordan det er lavet. Ikke for at gentage det forgangne, men, som det så smukt hedder hos P.V. Jensen-Klint, for at “give det genfødt, idet man giver sig selv”. De mest fremtrædende og inspirerende arkitekter i vor tid fra især Schweiz, Spanien og England har i en række bemærkelsesværdige projekter demonstreret, hvordan de ser det kulturbevarende og det kulturskabende som to sider af samme sag. Deres projekter er i progressiv opposition til det markedsdrevne betydningstab, der fylder vore byer og forstæder med ligegyldige huse og underlødige rum, og de står i dag ikke blot som det ypperste i transformationsarkitekturen, men i arkitekturen i det hele taget. Måske fordi de har erfaret, hvad André Malraux engang formulerede:
Kunstnere stammer ikke fra deres barndom;
ikke fra deres egen formløse verden,
men fra kampen med de former,
andre har indført i verden.