Frihedsmuseet: Bygningskunst med stort K

Den fine robusthed som bygningen signalerer i byrummet, går igen i det indre. Her lagdeles elipsen, således at al forbindelse og teknik ligger i mellemrummet mellem ydervæggen og en indre, bærende væg, der er gennemskåret flere steder. I ellipsens midte er der på hver etage et åbent rum, der i stuen udgør foyeren. Væggene står i rå beton med bræddeforskallingens taktfasthed og huller, og som en kontrast til denne rå finish er der på hver etage indsat siddenicher indrammet i krydsfiner, med tekstilforing og gul belysning. Vinduesrammerne er ligeledes i træ. Bygningens fodaftryk er ikke større end ca. 200 kvm, og etagernes rumhøjde er relativt lav. Det er med til at give rummene en fortættet, næsten intens atmosfære, som forstærkes eller mildnes, alt efter om man bevæger sig op eller ned i bygningens etager. I cafeen på første sal er der store gennemskæringer i den indre mur, så caférummet flyder ud til den yderste væg i parksiden. Sammen med de mange vinduer, den gule gulvbelægning og store, cirkelformede indbyggede lamper samt en enkelt lysåbning i loftet er det med til at gøre rummet lyst og luftigt. Cafeen lader i øvrigt til at være socialt samlingspunkt for dem, der er født i krigsårene og lige efter. At museet kan rumme denne sociale dimension, gør det kun bedre.

I foyeren, som altså ligger i stueetagen, er gulvbelægningen orange og programmeringen tættere, med bl.a. garderobe og butik. Bevæger man sig et niveau ned, kommer man til en etage med toiletter og teknikrum, hvor gulvet er mørkerødt og dagslyset forsvundet. Vi nærmer os det svære. I plan -2, den nederste etage, støder rotunden på den underjordiske kasse. Her fungerer det ellipseformede rum som anslagsområde til selve udstillingsrummet. Hvor placeringen af den nye bygning i den bymæssige kontekst nok har været den mest delikate problemstilling for arkitekterne, er der andre følsomme temaer, der har præget den offentlige diskussion om museet og det, der skal udstilles; skulle man følge det gamle museums vinkel med fokus på modstandskampen, eller skulle der anlægges et bredere blik, der favner den mere generelle kulturtilstand under den tyske besættelse? Langt hen ad vejen har man valgt det første, altså at fokusere på modstandskampen, men man kan frit vælge, hvordan man vil formidle, for udstillingsrummet er en stor, højloftet kasse uden inddelinger, med vægge i rå betonelementer og sikret mod vand, dagslys og brand.

Udstillingsrummets fleksibilitet er i første omgang udnyttet til at lave en udstilling, der baserer sig på et scenografisk, labyrintisk greb, hvor loftshøjden er skjult i teknik og mørke, og forstærker den klaustrofobiske, underjordiske stemning, der spejler den knugende stemning, som må have været under besættelsestiden, ikke mindst for modstandsfolkene. Arkitekterne har ikke haft noget med udstillingen at gøre, men alligevel mødes arkitektur og udstilling på et afgørende punkt, idet den store, tillukkede loftsluge, der som nævnt rager op på pladsen som en plint, er sat ind i enden af rummet for at kunne inkludere de helt store udstillingsgenstande. Det vil i praksis sige båden Ternen, der sejlede jødiske Abraham Steinbock og hans bror i sikkerhed over Øresund, og som sådan er billedet på den nok mest værdifulde indsats fra ikke bare regulære modstandsfolk, men Danmark som nation, der i modsætning til andre europæiske nationer formåede at hjælpe størstedelen af landets jøder ud, før det var for sent.

Uden at gå i alt for mange detaljer om udstillingen, som det er svært ikke at blive berørt af, er noget af det mest påfaldende det materiale, som mangler. Og her taler jeg ikke om de to tredjedele af museets genstandssamling, som er valgt fra i udstillingen. Jeg taler om de få milligram af stof, papir, læder, metal og uld, der er skudt væk fra de dagligdags udstillingsgenstande og har efterladt mørke kuglehuller i bøger, tøj, puder, punge, frakker og hatte. Og gadeskiltet fra Maglekildevej, hvor bomberne, der var tiltænkt Shell­huset, men som på tragisk vis ramte den franske skole og slog over hundrede mennesker ihjel, har efterladt et flænget hul. Og så er der henrettelsespælene fra Ryvangen. Dem er der til gengæld ikke huller i. Således viser museet ikke blot en historie om modstand, men om fravær og tab. En af udstillingens sidste udsagn handler om de skjulte traumer, som frihedskæmperne bar med sig efter krigen, og som de uden at ville det gav videre til den næste generation. Det gør det klart, at frihedskampen ikke bare er forsvindende minder, den findes faktisk stadig i os som en nedarvet angst, eller en skjult skygge, der rumsterer under overfladen, men uden erindringer at fæstne den til. Det gør museet vigtigt, ikke bare som en formidler af kulturhistorien gennem bevarede genstande, men også som en institution, der er med til at hele de kollektive traumer ved at sætte fortidens begivenheder og deres stoflige efterladenskaber i kontakt med den nutidige, fælles bevidsthed. I det nye Frihedsmuseum synes disse betydninger at være indlejret i arkitekturen. Det skjulte og det underjordiske kan selvfølgelig ses som en parallel til selve modstandskampens paranoia, men mest af alt står ellipsen som en smuk, indrammet bauta, der inviterer ind til et intenst møde med en del af kulturens skjulte, stoflige hukommelse. Frihedsmuseet er kunst formet som en bygning og et sted.