Grøndalsvænget Skole, JJW Arkitekter. Foto: Torben Eskerod

Martin Keiding

Chefredaktør

Udvidelsen af Grøndalsvængets Skole er ikke et festligt stykke legetøj fra det ydre rum, som er landet i byen til stor benovelse for skolebørn og lærere og de lokale beboere.

Det kunne det godt have været, bare ikke her af hensyn til omgivelserne, som forpligter. Et andet sted findes nemlig en mere sprælsk skole af samme arkitektfirma, der går mere i retning af rumfartøj, betegnet Skolen i Sydhavnen fra 2015 (se Arkitekten 10/2015). Men den er tegnet og tænkt til at skulle hamle op med en uforudsigelig blanding af industrierhverv under afvikling og nyt boligbyggeri på vej og havde derfor i sit program intet andet end sig selv at referere til i forsøget på at løfte Sydhavnen op.

I Grøndalsvængets Skole bestræber arkitekturen sig på at gå i dialog med omgivelserne. Men det sker på en meget karakterfuld måde, som ender med et lignende løft til området.

Fuglekvarteret, i København Nordvest, er en bydel bestående af muret socialt boligbyggeri i form af længer og karreer med sadeltage i 3-4 etager. Disse bygninger er tegnet i 20erne, 30erne og 40erne. I de perioder var der også det, man i dag kalder for kantzoner. Ofte var disse smalle forarealer ligefrem hegnet ind, som man kan se det langs bebyggelsen over for skolen ned ad Kærsangervej. Intet sker i disse zoner, ud over lidt cykelparkering, og det er det, der er skønt, fordi man som regel har høje kældre og derfor slet ikke arbejder med, at folk skal mases ud i terræn og sidde i en klit på en forstadsflise med det ene ben i en kuglegrill og det andet under en parkeret bil. I stedet sad man i gården og hyggede sig i fred for bil­trafik og anden støj.

Hvad angår kantzonerne, har arkitekterne bag skoleudvidelsen forholdt sig lidt på samme måde, som deres kollegaer gjorde dengang. Dels ved at holde facadeflugt langs to veje (ved Rørsangervej ligger et byggeri tegnet af arkitekten Povl Baumann), og dermed holde en zone fri til nyt grønt og indhak til cykler, og dels ved at integrere eksisterende træer særskilt mod Vibevej, hvor man ved at forskyde nogle af ‘længerne’ har lånt motiver fra den tilstødende Blåmejsevej, hvor gavlene er rykket tilbage fra gadelinjen.

Disse variationer skaber forpladser på hjørnet ved multisalen og ved det andet hjørne med adgang til fællesrum og værksteder. Terrænforskelle er i dette forløb udlignet med lave trin, man kan sidde på, og det må komme an på tiden, hvordan og om disse små pladser bliver taget i brug. Måske ikke så meget, men det gør ikke noget – de er der bare!

Arkitektonisk har løsningen samtidig den virkning, at skoleudvidelsen delvis står på sin egen platform, således at bebyggelsens særstatus i området diskret markeres.

Facaderne er overvejende beklædt med genbrugstegl i forskellige forbandter og med tilbagerykkede felter og rulleskifte i soklerne: I visse gavle er sten taget ud af murværket for at skabe huller til ventilationsindtag, og det er så samlet set det, der gør dette murværk levende.

Ved direkte sollys ruller mørke udvendige gardiner ned for vinduerne, som derved ændrer karakter, både hvad murhullets udtryk angår, men også i forhold til facaderne generelt. Det forekommer mange steder i tidens nybyggeri og er sjældent kønt at se på.

Martin Keiding

Chefredaktør

Grøndalsvængets Skole, udvidelse og renovering

Rørsangervej 29, 2400 Kbh NV
Arkitekt: JJW arkitekter
Arkitektmedarbejdere: Katja Viltoft, Lars Birn Lindeberg, Peter Sager, Marie Staalsø, Allan Kongslev, Thomas Krøll, Magnus Sølvhøj Kyhn, Lars Christensen, Tine Nielsen, Janne Raahauge Dyhr
Landskabsarkitekt: Schul landskabsarkitekter
Bygherre: Københavns Kommune
Ingeniører: Jørgen Nielsen Rådgivende ingeniører (konstruktioner), DEM (installationer)
Hovedentreprenør: Jakon
Opført: 2016-19

Udgivelse

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 10/19.

Foto: Sara Ettrup
Foto: Jesper Pildal Hansen

En stor central trappe er det første, man møder i indskolings­huset, og det er virkelig fint; kom indenfor på en uformel måde og find et klasselokale oppe eller nede, eller måske er der undervisning i en af de mange mellemzoner, som i mange år har været et væsentligt element i skolebyggeriet. Det er tilmed ligesom blevet muligt på en værdig måde at blive smidt uden for døren eller smutte fra en kedelig undervisning i den moderne skole, fordi hjemområder og fællesarealer også kan fungere som inspiration og undervisningsområder. Der er tillige udført et gennemgribende arbejde med apteringen af overfladerne og designet af faste elementer, der også er skabt af arkitektfirmaet bag udvidelsen.

Multisalen med musikrum ligger i udvidelsens anden selvstændige bygning. Det hus er der ingen ovedækket adgang til, hvad der heller ikke på idéplanet var mulighed for til indskolingshuset. Et brugerkrav medførte dog, at der i dag findes en gangbro i stål mellem indskolingen og den gamle skole. Den er vist ikke arkitekternes drøm, men denne anmelder synes imidlertid, at dens industrielle funktionspræg virker fint op mod de mere venlige mursten. Samtidig fungerer broen som en slags port til gårdrummet.

Multisalen med sin markante loftformer og gode dagslys ligger centralt i anlægget. Lige nu er der blot en enkelt dør i glasfacaden ud mod skolegården. Forhåbentlig kommer der flere. Så bygningen kan virke endnu mere samlende.

Den eksisterende Grøndalsvængets Skole er fra 1924, af arkitekten Victor Nyebølle, I forbindelse med udvidelsen er hele bygningen blevet gennemgribende renoveret med nye toiletter, ventilation og et læringscenter i et nu dobbelthøjt rumforløb ved hovedindgangen. Der er ikke tale om en tilbageførelse i det indre, men om det muliges kunst, som sikrer, at huset nu lever op til bygningsreglementet og ser anstændigt ud på samme tid. Det færdige resultat skal måles i forhold til fortidens synder. Der er kommet langt bedre basislokaler ud af indgrebet, designede lockers er integreret i gangene, og kerner med toiletter på alle etager er etableret, uden at man bemærker deres tilstedeværelse som noget anmassende.

Det gamle hus stammer fra en periode med kraftig byggeteknik og holdbare materialer på alle niveauer, hvad der bl.a. viser sig i trapperummene, som overvejende står uforandret. Mon en hovedtrappe i en skole anno 2019 vil ligne sig selv efter henved 100 år med trampende skoleelever?

Situationsplan. Tegning: JJW Arkitekter

Skoleudvidelsen består ikke, som man måske skulle tro ud fra et billede taget fra oven eller i forhold til de frem- og tilbagerykkede gavle, af sammenbyggede længer. Det fremgår af planer og snit, at de to bygninger består af forskudte enheder, med rumforløb, som ikke umiddelbart korresponderer med indtrykket af gennemgående længer og sadeltage, som markerer sig i gavlene som en savtakket profil. Det samme byggeri ville kunne have stået med andre tagformer.  Men det er klart en stor rumlig kvalitet, at lofterne mange steder går til kip, og at den valgte løsning tillige harmonerer perfekt med de øvrige tagformer i området.

I multisalen fornemmer man tydeligst de dynamiske virkninger, der kommer ud af også at gøre lofterne til et arkitektonisk og rumdannende element, og det er også her, at associationerne til den klassiske industrihals shedlys melder sig. Det rejser spørgsmålet om relationen mellem den valgte struktur for konstruktionerne og det facademæssige udtryk. Skeletbyggeriet med søjler udfyldt af lukkede eller gennemsigtige felter anes som en anden mulighed bag værdibegreberne, den slidstærke genbrugsmursten i varierende forbandter og den underskønne, prunkløse periode betegnet funktionel tradition, som Kay Fisker fandt på, og som det aktuelle byggeri virker inspireret af.

Det gode, gamle spørgsmål om, hvad samspillet med omgivelserne egentlig vil sige, er her løst på en måde, som mere eller mindre kan oversættes direkte, som beskrevet ovenfor. Hvis man savner noget i dansk arkitektur, er det en mere dristig grad af konsekvens i relationen mellem konstruktion og arkitektonisk udtryk. En slags frigørelse gennem kompromisløshed.

Arkitektfirmaet bag projektet er langt fremme i feltet og kunne meget vel ligge inde med erfaringer, som kunne kaste projekter af sig i den retning. I Fuglekvarteret står vi med et eksempel på solidt arkitektarbejde udført i praksis, hvor enhver vision lever eller dør. Det første er tilfældet her.