I Bentsens Ånd

Atelierrummet var af tidligere ejere ændret fra pittoresk billedhuggerværksted til opvarmningseffektiviseret pryd- og jagtstue. I dag er rummet ført tilbage med stor succes. Det markante ovenlys er retableret i tagfladerne, og hele den håndsmedede tagkonstruktion er rekonstrueret og synlig, da et nedsænket gipsloft er fjernet. Gipspladerne er fjernet fra væggene og erstattet med uhøvlede brædder opsat vandret som den oprindelige beklædning med tilfældigt forskubbede møder mellem bræddeender og udført med 6 mm afstand, der tillader temperaturpåvirket svind og kvældning. Alt sammen opstrøget vådt i vådt med limfarve i dybmættet ultramarin som oprindeligt. Det er et fabelagtigt rum.

Den ultramarinblå farve er blandet af farvekonservator Anne Simonsen i en nøje afstemt tone af lys og mørk ultramarin, der svarer til den farve, konservatoren kunne blotlægge som den oprindelige. Farvesætningen svarer til kuppelsalen på Faaborg Museum, der blev opført i samme periode, hvortil Kai Nielsen stod for en imposant skulptur af museets mæcen, Mads Rasmussen.

Gulvet i atelieret var oprindeligt støbt i beton og bemalet med sort-hvide skaktern. Et senere parketgulv er under restaureringen fjernet og betongulvet brudt op, der er lagt gulvvarme, og et nyt, slebet betongulv med groft tilslag er støbt, så det næsten fremstår som grå terrazzo. Det fungerer egentlig ret godt, men når man kender til den skakternede fortid, bliver man nysgerrig efter at se dette i rummet igen.

I atelieret er på et tidspunkt opført en indskudt etage med indbygget bibliotek. Desuden er der bygget en personhøj, muret kamin. Begge dele er bevaret og istandsat, bl.a. er en ny, smedet spindeltrappe etableret. Kaminen blev etableret som en tiltrængt varmekilde i det tidligere uopvarmede rum. Kaminen er bevaret som et levn fra jagtstuen, som arkitekterne i øvrigt konsekvent har vendt ryggen med restaureringen. Den indskudte etage med biblioteket skaber en ryg i det store rum og desuden mulighed for at udnytte de mange kubikmeter bedre. Det lader til at være en fin løsning, nu hvor rummet ikke længere bruges til store billedhuggerarbejder, og den nye spindeltrappe er fint smedearbejde. Tidligere ejere har desuden udskiftet fyldningsporte fra stenhuggergård og til terrasse med småsprossede terrassedøre. Disse er bibeholdt, og som de øvrige vinduer og terrassedøre i huset er der også her opsat forsatsrammer. Med nedlæggelsen af det skakternede gulv og med bibeholdelsen af de tilføjede elementer – terrassedøre og indskudt etage med indbyggede snedkerreoler – er oplevelsen af rummet tippet fra at være et uformelt billedhuggerværksted til nu i højere grad at være en funktionelt velfungerende, borgerlig og storslået stue. Retableringen af ovenlyset og af de ultramarinlimfarvede rå bræddevægge bibringer heldigvis rummet meget atmosfære, men det grundlæggende storslåede rum kunne have haft gavn af en mere konsekvent restaureringsholdning med afsæt i den oprindelige ånd.

Originale farver er blotlagt de fleste steder i huset gennem 48 successive afdækninger. Rummenes vægge viste sig at være farvesat i toner fundet i facadernes flammede mursten. Gul, beige, rosa og rød oprindeligt strøget op som rene limfarver. Lofterne var hvidtede, og træværket var gråmalet. Hertil var køkkenet malet i den tidstypiske blå. Med den nuværende restaurering er der malet med 17 forskellige farver i alt på baggrund af de farvearkæologiske undersøgelser. Enkelte steder var det ikke muligt at genfinde den originale farve. Her har bygherre, arkitekter og farvekonservator farvesat efter bedste evne og egne ønsker med afsæt i den fundne farvepalet. Desværre er der anvendt olieforstærket limfarve på vægflader og ikke ren limfarve som oprindeligt. Det kan synes som en petitesse, men i denne type projekt, hvor detaljerne i den grad er dyrket, må det være rimeligt også at dyrke dem som anmelder: Traditionel limfarve fremstår absolut mat, desuden er limfarvens mest attraktive egenskab de smukke lysrefleksioner, som skyldes, at pigmenterne ligger utildækkede helt fremme i overfladen af malingslaget.

Kalkfarvede vægge er ret sårbare over for slid m.v., og derfor iblandes ofte olie som forstærkning. De klare farver, Bentsen og siden de restaurerende arkitekter har anvendt, ville dog have fremstået absolut matte og med endnu mere intens klarhed, hvis de havde været blandet som ren limfarve. Gulvene er lakeret som oprindeligt og efter traditionel forskrift i mørkpigmenteret tonkinlak og står spejlende blanke som kontrast til de matte vægge. Det er utroligt delikat og meget smukt udført.

Fordelingsgangen med trappen står som oprindeligt med solgule vægge. Gangen er overdådigt forsynet med terrassedøre og høje vinduer – helt til loftet – og badet i lys. Funktionsmæssigt er der tale om en fordelingsgang, men oplevelsesmæssigt snarere en kombineret forstue-vinterhave. Et lyst rum, man har lyst til at opholde sig i, og som i kraft af sin kontrastvirkning føjer mening til den dunkle spisestue for enden af gangen med ildsted og hulestemning til aftenophold. Spisestuen er malet i en rosa farve, men var oprindeligt malet ultramarinblå. Den rosa farve virker ikke helt rigtig til rummet; hverken lys eller mørk, men lidt for meget midt imellem. Vinduerne er ikke så høje som i gangen, men giver i siddende position et fint, indrammet kig til baghaven og ankomstarealet, og en terrassedør giver adgang til haven. I spisestuen er det oprindelige og ret rustikke åbne ildsted bevaret. Fra gangen og spisestuen er der adgang til køkkenet. Det originale køkken var for længst udskiftet, og arkitekterne har derfor tegnet et nyt. Et klassisk forrammekøkken håndstrøget i en dybblå farve, lidt mørkere end oprindeligt, som står flot til væggenes oprindelige gammelrosa tone. Køkkenet er synligt nyt, men går i fin dialog med det gamle hus takket være et klassisk design og en håndværksmæssigt omsorgsfuld tilvirkning. Køkkenet ligger, hvor det altid har ligget, men er udvidet ved inddragelse af fadeburet.

Førstesalens disponering er bevaret med enkelte justeringer; et badeværelse er udvidet, skabe føjet til etc. Farvesætningen fra stueetagen går igen på første sal og binder rumforløbene fint sammen. Med projektet er tagetagen desuden inddraget til boligen, dog fortsat adskilt fra første sal af en enkel bræddedør. Brædderne går igen på tageetagens skillevægge, og tageetagens loftsstemning fornemmes endnu. Hierarkiet opretholdes. Tagvinduerne er udskiftet, og der er etableret enkelte nye. Alle udført som traditionelle 4-6-stensvinduer i sortmalet jern. Desværre er de nye placeret lidt forhøjet fra tagdækningen, og det stikker i øjnene og ser kluntet ud, når man først har fået øje på det.

Bentsens villa på hjørnet af Krathusvej er ikke en grosserervilla, men et kunstnerhjem født med skævheder og charme. Charmen er i høj grad bevaret, ikke mindst på grund af billedhuggeratelieret med rå bræddevægge af afsmittende ultramarin. Den perifere placering til trods er atelieret husets centrum, men også den bevarede planløsning med sine variationer og husets hierarki mellem facader og etager bidrager til charmen. Kunstnervillaen har undergået en overordentlig ambitiøs restaurering med alt, hvad det indebærer af farvearkæologiske undersøgelser, arkivstudier og genlæring af håndværksmæssig kunnen. Det er et imponerende arbejde, der er udført, hvor de indgåede kompromiser ikke har handlet om at springe over, hvor gærdet var lavest, men lader til at have handlet om at integrere nutidige komfortkrav og forventninger i et fredet hus med høj bevaring af original substans. I Bentsens ånd er forbindelsen til traditionen intakt, tæt forenet med det moderne og drevet af en stærk indlevelse i menneskelige behov.  Det er et hus fuldt af rum, man har lyst til at opholde sig i.