ANNONCE

Industritrekanten, København SV. Foto: Jens Peter Nielsen
Interview af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Der er udarbejdet lokalplan, kommuneplantillæg og ­miljørapport. Hvordan foregår sådan en proces?

Jeg tiltrådte først som enhedschef i januar 2017. Men jeg har haft sagen næsten helt fra begyndelsen. Vi havde fornemmet, at der var nogle grundejere, der gerne ville i gang med byudviklingen derude, men området er lidt specielt, for der er relativt mange ejere. Derfor startede det med, at man holdt et overordnet møde, hvor økonomiforvaltningen, der står for kommuneplanlægning, også deltog. Man talte om, at det kunne være en god idé med byudvikling på det her område, for vi så det som et centralt placeret sted, der kunne binde det gamle Sydhavnen sammen med det nye.

Der kommer jo også nye metrostationer i nærområdet.

Lige præcis. Stationsnærhed er selvfølgelig noget af det, vi er rigtig optagede af, når vi skal planlægge, så vi får bolig og erhverv op mod stationerne og understøttet den kollektive trafik samt minimeret bilkørsel. Derfor havde man et overordnet møde, hvor man lagde op til, at ejergruppen skulle gå sammen og lave en helhedsplan for området. Vi vidste godt på det tidspunkt, at der var eksisterende erhverv derude, som vil fortsætte i noget tid endnu. Så udviklingen skulle foregå i forskellige tempi.

Så grundejerne lavede et parallelopdrag, som kommunen egentlig ikke var en del af. Vi afventede resultatet.

Der er nogle af bygningerne, hvis facadedele er bevaringsværdige?

Ja, men på det her tidspunkt er vi slet ikke der endnu, hvor vi begynder at lave de her overvejelser om, hvad der er bevaringsværdigt.

Så I venter på, at bygherren kommer op med noget til nærmere vurdering?

Ja. Og det kan man gøre på forskellige måder i forhold til at lave sådan en helhedsplan.

Tit er det jo sådan, at de fleste gerne vil have så mange kvadratmeter ind som muligt, så deres business case hænger sammen. Det forstår vi jo godt. Kommunen har så en række hensyn til overordnet planlægning, til omgivelserne og sammenhæng mv., som gør, at vi trækker i den anden retning… Her ved Sydhavnsgade var parterne i udgangspunktet ret langt fra hinanden. Godt nok er det stationsnært, men det er også et sted, der støder op til et område, hvor der er grønt og ikke så tæt bebygget.

Bygherren vidste jo godt, at vi var interesserede i at planlægge, så ja, vi vil gerne gå ind i en planproces, men det betyder ikke, at vi ville sige ja til det overordnede volumen, de skitserede for os. Derefter gik vi ind i arbejdet i en afklaringsfase, hvor vi bearbejdede projektet på alle mulige parametre: infrastruktur, højder, volumen, fremtoning, bevaring, begrønning osv.

Typisk starter vi med at lave en egenartsanalyse derude, som i øvrigt også er beskrevet i lokalplanen. Analysen ser på området, bygningstyperne, forbindelser, alle de her ting, man skal have til at spille sammen, hvis man skal skabe en by. Ud over det stedspecifikke skal projektet også vurderes i forhold til overordnet planlægning og kommunens planer og politikker. Det er alt det byplanfaglige.

Interview af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Lokalplan 584 Sydhavnsgade og kommuneplantillæg nr. 32

Område: Mellem Sydhavnsgade, Borgmester Christiansens Gade og Scandiagade, 2450 København
Areal: 62.500 kvm
Med afsæt i helhedsplan udviklet af: Tegnestuen Vandkunsten
Vedtaget: 12. december 2019
Bekendtgjort: 19. december 2019

Lena Kongsbach

Lena Kongsbach er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Udgivelse

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 03/2020.

ANNONCE

Situationsplan, mulig udformning i overensstemmelse med lokalplanen. Tegning: Tegnestuen Vandkunsten

Så hører bygherren, hvad I siger, og så går de hjem og justerer og sender et lidt mere detaljeret forslag frem til jer, som lever op til nogle af de input, I har givet? 

Ja, Og så begynder vi med at lave en startredegørelse, for nu skal vi også have vores politikere i spil.

Og hvem laver redegørelsen?

Det gør vi, men med input fra bygherrernes rådgivere. De leverer alt det materiale, vi skal bruge, og vi sætter det sammen på den måde, vi er vant til at præsentere tingene på for vores politikere. Vi har et helt bestemt format og en indstilling. Og så får man sat nogle hegnspæle for projektet. Politikerne kommer til at kende det en lille smule, og de får givet deres besyv med i forhold til, hvad det er for nogle ting, vi skal være opmærksomme på i det lokalplanforslag, vi skal lave efter startredegørelsen.

I det her tilfælde var der også tale om, at projektet forudsatte ændring af kommuneplanrammen, så Økonomiforvaltningen skulle udarbejde et forslag til kommuneplantillæg, og startredegørelsen gik derfor både til Teknik- og Miljøudvalget og til Økonomiudvalget i Københavns Kommune.

Hvordan indgår så spørgsmålet om bevaring i den proces?

Helt overordnet i forhold til bevaringsværdierne derude, så var der en relativt omfattende diskussion, fordi en af tilbagemeldingerne fra politikerne var, at de gerne så mest muligt af det eksisterende byggeri bevaret. Det er jo en elastik i metermål og helt ukonkret. Der har forvaltningen så på baggrund af egenartsanalysen og SAVE-værdierne udpeget nogle bygninger og facader som bevaringsværdige. Nogle gange giver det mening at bevare bygningerne, fordi de umiddelbart kan anvendes til noget nyt. I andre tilfælde må man gå lidt mere på kompromis, hvis man vil have en tidssvarende by. I den forstand, at man er nødt til at transformere ting, for at det kan blive brugbart.

I den aktuelle lokalplan er der nogle krav til bygningernes ydre fremtræden. Ved kanthusene mod Sydhavnsgade står der, at de skal have mindst otte lodrette facadeenheder. Det er sådan noget, hvor man som arkitekt tænker: ‘Det lyder da måske meget godt, men hvorfor egentlig?’

Årsagen til, at vi gør det i Sydhavnsgade, er, at vi vil undgå lange, monotone facader, især langs de trafikerede veje, som vi ser nogle steder. Det er et forsøg på at omsætte den arkitektoniske idé til noget, der kan håndhæves i en lokalplan.

Der står et sted i lokalplankravet, at facaderne skal udføres i tegl i gule og/eller røde farver. Hvorfor skal de det?

Det er helt bevidst på baggrund af egenartsanalysen, hvor man har gået ud og kigget på de omkringliggende huse, og især i det gamle Sydhavnen, i forhold til hvilke farver der er brugt dér, i forhold til at få en sammenhæng.

Så hvis der nu kom en bygherre og sagde, at de vil lave vandret deling i eternitbeklædning – hvad ville reaktionen så være?

Hvis vi kunne se en faglig begrundelse for det, så ville vi ikke nødvendigvis være afvisende over for nye idéer.

Når man kigger på det nye boligbyggeri i København, så er det ellers meget mursten, må man sige? 

Det handler om, at vi fagligt set står på mål for et København med et udtryk, som selvfølgelig gerne må have kant og nogle gange variere på måder, vi ikke har set før, men at der også skal være noget sammenhæng, så det er genkendeligt, at nu er vi i København. Der spiller materialerne og karrébyen en stor rolle.

Hvad med kantzonerne? Når man ser på noget af det, der bliver bygget ude i Sydhavnen, så ser man stadigvæk, at der lige kan stå en halv kuglegrill. Det er ikke stuen, man har lyst til at bo i!

Man kan finde rigtig mange eksempler, hvor det fungerer godt, og man kan finde rigtig mange eksempler, hvor det fungerer mindre godt.

Vi bliver også hele tiden klogere på det.

Ultimativt sidder kommunen altid på det sidste ord i en lokalplan.

Foto: Jens Peter Nielsen
Tegning: Tegnestuen Vandkunsten