Industritrekantens lokalplan i Sydhavnen

Så hører bygherren, hvad I siger, og så går de hjem og justerer og sender et lidt mere detaljeret forslag frem til jer, som lever op til nogle af de input, I har givet? 

Ja, Og så begynder vi med at lave en startredegørelse, for nu skal vi også have vores politikere i spil.

Og hvem laver redegørelsen?

Det gør vi, men med input fra bygherrernes rådgivere. De leverer alt det materiale, vi skal bruge, og vi sætter det sammen på den måde, vi er vant til at præsentere tingene på for vores politikere. Vi har et helt bestemt format og en indstilling. Og så får man sat nogle hegnspæle for projektet. Politikerne kommer til at kende det en lille smule, og de får givet deres besyv med i forhold til, hvad det er for nogle ting, vi skal være opmærksomme på i det lokalplanforslag, vi skal lave efter startredegørelsen.

I det her tilfælde var der også tale om, at projektet forudsatte ændring af kommuneplanrammen, så Økonomiforvaltningen skulle udarbejde et forslag til kommuneplantillæg, og startredegørelsen gik derfor både til Teknik- og Miljøudvalget og til Økonomiudvalget i Københavns Kommune.

Hvordan indgår så spørgsmålet om bevaring i den proces?

Helt overordnet i forhold til bevaringsværdierne derude, så var der en relativt omfattende diskussion, fordi en af tilbagemeldingerne fra politikerne var, at de gerne så mest muligt af det eksisterende byggeri bevaret. Det er jo en elastik i metermål og helt ukonkret. Der har forvaltningen så på baggrund af egenartsanalysen og SAVE-værdierne udpeget nogle bygninger og facader som bevaringsværdige. Nogle gange giver det mening at bevare bygningerne, fordi de umiddelbart kan anvendes til noget nyt. I andre tilfælde må man gå lidt mere på kompromis, hvis man vil have en tidssvarende by. I den forstand, at man er nødt til at transformere ting, for at det kan blive brugbart.

I den aktuelle lokalplan er der nogle krav til bygningernes ydre fremtræden. Ved kanthusene mod Sydhavnsgade står der, at de skal have mindst otte lodrette facadeenheder. Det er sådan noget, hvor man som arkitekt tænker: ‘Det lyder da måske meget godt, men hvorfor egentlig?’

Årsagen til, at vi gør det i Sydhavnsgade, er, at vi vil undgå lange, monotone facader, især langs de trafikerede veje, som vi ser nogle steder. Det er et forsøg på at omsætte den arkitektoniske idé til noget, der kan håndhæves i en lokalplan.

Der står et sted i lokalplankravet, at facaderne skal udføres i tegl i gule og/eller røde farver. Hvorfor skal de det?

Det er helt bevidst på baggrund af egenartsanalysen, hvor man har gået ud og kigget på de omkringliggende huse, og især i det gamle Sydhavnen, i forhold til hvilke farver der er brugt dér, i forhold til at få en sammenhæng.

Så hvis der nu kom en bygherre og sagde, at de vil lave vandret deling i eternitbeklædning – hvad ville reaktionen så være?

Hvis vi kunne se en faglig begrundelse for det, så ville vi ikke nødvendigvis være afvisende over for nye idéer.

Når man kigger på det nye boligbyggeri i København, så er det ellers meget mursten, må man sige? 

Det handler om, at vi fagligt set står på mål for et København med et udtryk, som selvfølgelig gerne må have kant og nogle gange variere på måder, vi ikke har set før, men at der også skal være noget sammenhæng, så det er genkendeligt, at nu er vi i København. Der spiller materialerne og karrébyen en stor rolle.

Hvad med kantzonerne? Når man ser på noget af det, der bliver bygget ude i Sydhavnen, så ser man stadigvæk, at der lige kan stå en halv kuglegrill. Det er ikke stuen, man har lyst til at bo i!

Man kan finde rigtig mange eksempler, hvor det fungerer godt, og man kan finde rigtig mange eksempler, hvor det fungerer mindre godt.

Vi bliver også hele tiden klogere på det.

Ultimativt sidder kommunen altid på det sidste ord i en lokalplan.