ANNONCE
Kollektive projekter
Assemble er en London-baseret kollektiv praksis, som siden 2010 har arbejdet på tværs af grænserne imellem arkitektur, design og kunst. Assembles projekter er socialt bevidste og fokuserer bl.a. på spørgsmål om stedsdannelse og offentlighed. Deres praksis er procesorienteret og pragmatisk og inkluderer såvel eksperter som lokale interessenter i aktiv deltagelse og samarbejde. I december 2015 modtog Assemble den prestigefulde Turner Prize. De deltager i hovedudstillingen på dette års arkitekturbiennale i Venedig. Maria Lisogorskaya og Fran Edgerley interviewes af Martin Søberg og Høgni Hansen om boligvisioner på en udstilling i Berlin og renoveringen af Granby Four Streets i Liverpool.
Martin Søberg og Høgni T. Hansen
Høgni Hansen (HH): Hvad er historien bag Assemble, hvilken baggrund har I?
Maria Lisogorskaya (ML): Mange af os har studeret sammen på arkitektskolen. Vi ville gerne lave noget konkret med vores hænder, sideløbende med at vi arbejdede for andre tegnestuer eller med andre jobs.
Fran Edgerley (FE): Det hele var meget åbent og flydende, bare en masse mennesker, som gerne ville lave de her projekter og lære noget ved selv at gøre tingene. Vi var også meget naive, ingen vidste rigtig, hvad det var, de havde gang i. Det er lidt sjovt at se tilbage på, vi var tæt på at blive lukket ned flere gange og lavede bl.a. nogle ret tvivlsomme el-installationer – I ved, sådan noget, man kun gør én gang. Det, at vi startede som en tilfældig gruppe mennesker uden noget hierarki og uden nogen bestemt målsætning, har gjort, at enhver diskussion automatisk ender med den beslutning, der er bedst for flertallet eller for folk i almindelighed. Vi kan også godt tale om etik; det er en måde at nå frem til en beslutning på, fordi det ikke har med smag at gøre – vi har jo alle sammen forskellig smag, men dét her, det er den rigtige løsning. Så det har været bestemmende for vores måde at arbejde på.
Martin Søberg (MS): Projektet “Teilwohnung” er et forslag til et boligkoncept?
ML: Ja. Det indgik i udstillingen “Wohnungsfrage” (Boligspørgsmål), som blev vist i Haus der Kulturen der Welt i Berlin. De havde inviteret fire internationale arkitekter til at lave et boligkoncept sammen med fire lokale grupper og bygge en 1:1-model af en enhed. Vi blev sat sammen med Stille Strasse, som er en gruppe ældre mennesker fra det gamle Østberlin, der har besat det lokale medborgerhus. Ved at tale med dem fandt vi ud af, at der er en masse generelle spørgsmål omkring fællesskab og privatliv, som får en større betydning, når man kommer op i årene, fordi man på en eller anden måde bliver marginaliseret i forhold til samfundet.
Ejendommen er opført af en andelsboligforening. Lejligheden er delt op i en A- og en B-del, hvoraf den ene er fast og den anden mere fleksibel. Det er kun del A, der er indrettet som bolig, den anden halvdel kan lejes ud. Hvis man fx har en stor familie, kan man leje det her garage-agtige lokale, som er meget mere råt og industrielt, og der kan man så bo med sin familie. Og når man bliver gammel, kan man leje det ud. Men man kan også vælge at bruge det rå lokale til sociale aktiviteter.
Alle installationerne er fritliggende, så man kan tilpasse rummet – hvis man fx har brug for et ekstra toilet, kan det kobles på rørføringen. Garage-delen har store skydedøre, der kan åbnes op ud til den fælles gang, så man kan invitere folk indenfor til yoga-undervisning eller lignende.
Pointen er også, at det er ufærdigt – man bygger bare en meget enkel ramme. I underetagen bliver der værksted og kantine. Indflytningsprocessen bliver en måde at lære hinanden at kende på, ligesom hvis man besætter et hus. Man sætter selv skillevægge op eller lægger fliser i badeværelset. Det er ikke rigtig selvbyg, man gør det bare færdigt selv, og på den måde kan prisen holdes nede. Når det så er gjort, kan underetagen indrettes til erhverv eller som sovesal, eller hvad man nu kan finde på.
Vi tegnede en plan af underetagen og af en typisk lejlighed. Tanken er, at der skal være de her store lifte, som man kan transportere sine ting op og ned i, men ellers bliver det bare en billig konstruktion for at begrænse omkostningerne. Det er lidt underligt at arbejde på den måde, for vi ville gerne være så konkrete og realistiske som muligt, men omvendt havde vi jo ikke nogen konkret byggegrund. Vi fik dog en meget fin respons fra de ældre.
Martin Søberg og Høgni T. Hansen
Martin Søberg, kunsthistoriker mag.art., ph.d. i arkitektur. Studieadjunkt på Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK, og ekstern lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Høgni T. Hansen, arkitekt MAA. Partner i Falko Arkitekter ApS. Studieadjunkt på Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK
Udgivelse
Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 04/2016.
Oversættelse
Interviewet er oversat fra engelsk af Cornelius Holck Colding
ANNONCE
HH: Hvad var jeres ambition med Granby-projektet?
FE: Vi blev inviteret af en investor, som var interesseret i at lave et socialt boligprojekt, og det var så vores opgave at tegne det. Men for at kunne gøre det var vi nødt til først at lave en masse research. Vi mødtes med andre grupper, som opererede i området, og prøvede at skaffe os overblik over de lokale værdier og beboernes erfaringer fra deres mange år på stedet – både som argument for at gennemføre projektet og til inspiration for selve udformningen. Det var et godt udgangspunkt sådan at have et formål med at være i området, også i forhold til at skabe en relation til dem. At opdage, at vi havde nogle fælles interesser i forhold til kommunen, nu hvor beboerne var gået i aktion og havde taget ejerskab og ændret på tingene.
HH: Et element er vinterhaven. Hvad rolle har den i forhold til karreen og gaden?
FE: Det er to huse i gaden, som er i en meget dårlig forfatning. Vi havde den her idé om at skabe et fælles grønt rum inde i skallen af en af de større bygninger. Det er to nabohuse, som kommer til at hænge sammen. Det ene bliver et roligt fælles haverum, det andet er kun et halvt hus, hvor den forreste del bliver endnu en vinterhave, og den bagerste skal være beboerhus. Her skal der være en kunstnerbolig, eller også skal det lejes ud til møder, så man får nogle penge ind til at dække de løbende udgifter. Det skal med andre ord være økonomisk bæredygtigt.
MS: Hvordan renoverede i husene?
ML: Det er en blanding af almindelig arkitektonisk renovering og socialt udviklingsprojekt. I ved, nye installationer, nyt tag og nye trapper. Vi forsøger at gøre så meget som muligt med et minimum af penge og tid. Og så åbner vi stuerne op med store skabe. Derudover er der så de her håndlavede ting, som bliver produceret i det nystartede Granby-værksted, og som får en særlig betydning.
HH: Var det jer, der fandt på at slå stuerne sammen og lave om på trapperne?
FE: Ja, den idé opstod, da vi besøgte alle beboerne i deres huse og så de ombygninger, de havde foretaget gennem tiden. Det var lidt som at lave en menu ud fra bygningens tilstand. Det var vigtigt for os ikke at bruge den samme model for alle enhederne, men hele tiden at afpasse indsatsen efter, hvilken forfatning husene var i. Simpelthen at vise dem den samme respekt, som beboerne gør, når de nu tager ejerskab over dem – hvilket er et stort skridt i forhold til at svare igen på hele den topstyring og alle de fejlgreb og misforståelser, der har ødelagt området. At indse, at det er dét, de her huse symboliserer, og så forsøge at gøre det, som om det var hjemme hos én selv, og prøve at være lidt mere fleksibel og lyttende.
MS: Økonomien er jo ét aspekt af boligspørgsmålet, men der er også det politiske.
FE: Ja. Granby-projektet og den måde, vi arbejder på, kan jo let blive taget til indtægt for et konservativt synspunkt om minimalstaten og nedprioritering af det offentlige. Personlig frihed og selvbestemmelse og det med selv at tage ejerskab over tingene – hvilket selvfølgelig også er det, vi gør, men intet af det, der er sket i Granby – til trods for alle de heldige ting med Turner-prisen og finansieringen – intet af det her ville være blevet til noget, hvis ikke kommunen havde hjulpet os. Og det er nok også det, der skal til for at få andre tilsvarende projekter op at stå. Det er sådan, vi ser på det, og ikke at man bare skal holde fingrene væk. Det er mere indviklet end som så, det er simpelthen en mere kompliceret proces. Man kan ikke bare sige: Se her, nu dropper vi støtten, for så gør de det helt af sig selv.
MS: I anerkender den kreativitet og viden, der ligger hos folk, som ikke selv er arkitekter – hos beboerne?
ML: Det er også den tid, vi har tilbragt i området, og det at vi har mødt folk og snakket med dem. Det er de relationer, vi har opbygget, der har banet vejen for de her diskussioner.
FE: Det gav sig selv, at de, der vidste mest om at bo i husene, var dem, der har boet der og har kæmpet for at blive boende der i flere årtier. Mange af vores projekter handler om at give folk mulighed for at påvirke deres omgivelser, hvad enten det er i forhold til byen eller en bygning eller deres eget hjem eller en arbejdsplads.
ML: For os er der ikke noget, der er rigtig og forkert. Vi tænker ikke, at alle nødvendigvis skal gøre sådan her, eller at det er løsningen på det hele. Og netop fordi vi ikke altid ved så meget, så forsøger vi at lære noget undervejs. Vi lavede en masse research om rækkehuse og gjorde vores bedste for ikke at dumme os. Og som Fran siger, så lyttede vi til folks egne erfaringer.
FE: Og den form for åbenhed er vigtig.
