Kritisk klumme: Det gode rums sag

For præcis et år siden afsluttede jeg min arkitektuddannelse med en eksamen foran et nysgerrigt bedømmelsesudvalg. Efter 40 minutters præsentation og forsvar stod jeg efter eksamens sidste spørgsmål tilbage med en vis forbavselse. En censor ville på vej ud ad døren høre mine tanker om de rumlige kvaliteter ved den bygning, jeg netop havde præsenteret. Mens der intet uventet var ved de foregående spørgsmål om kulturpolitik og kolonialisme, forekom det mig derimod uvant, at nogen kunne have interesse for mine bevæggrunde for bygningens dimensioneringer, lysindfald og materialitet. Jeg er meget taknemmelig for, at netop dette spørgsmål afrundede min uddannelsestid. Det har givet anledning til vigtig refleksion over, hvilke færdigheder vi som nyuddannede kan tilbyde det trængte jobmarked.

På arkitektskolen i København havde vi fornøjelsen af dagligt at møde et læringsmiljø med inspirerende undervisere og studerende, der ligesom mig selv var opsat på at undersøge den omkringliggende verden med håb om en dag at kunne ændre den til det bedre. Det er dog også med en vis undren, at jeg ser tilbage på studietiden, for burde jeg efter syv år ikke have været bedre forberedt på et spørgsmål om, hvordan jeg som kommende arkitekt forholder mig til det at skabe rum? Det, der burde være vores fags spidskompetence, at registrere, analysere og skabe rum, synes ofte at have været fraværende fra vores faglige diskussioner.

Arkitektfaget har både potentiale til og ansvar for at bidrage til løsninger på de udfordringer, vi ser omkring os. Det faktum må være blevet helt klart for enhver, der de seneste år har fulgt et undervisningsforløb på de danske arkitektskoler. Det modernistiske ideal om, at arkitekturen skal instrumentaliseres til nytte for alverdens kulturelle, samfundsmæssige og klimatiske ambitioner, synes allestedsnærværende. Således lærte vi at italesætte temaer som postkolonialisme, social ulighed, den griske bygningsindustri, boligkrise, fødevareproduktion, kunstig intelligens og den altoverskyggende klimakrise. Måske var det i disse diskussioner, at vores evne til at tale om de rum, der trods alt gerne skulle blive vores endelige produkt, druknede. Jeg husker mange spændende diskussioner på arkitektskolen, men de mest givtige har afgjort været, når vi en sjælden gang fik tid til at registrere og analysere et rum. Hvad end det har været et af Borrominis kirkerum i Rom, Aarhus Universitetspark eller et bulhus i Sydjylland, har jeg fået et uvurderligt indblik i, hvordan mine undervisere og medstuderende betragter bygningsdetaljer, proportionering og lysindfalds betydning for en bygning. Når jeg med min ringe erfaring skal argumentere for en sag, er det særligt her, jeg henter min faglige inspiration. Desværre var sådanne oplevelser få, og jeg kan kun drømme om, at vi ved kritikker havde fået mulighed for at sprogliggøre hinandens projekter på samme vis.

Mens bygningsreglementet kan læses, statik udregnes og håndværk oplæres, synes det at skabe rum at være en mere diffus disciplin. De fleste læsere kan alligevel nok komme i tanke om konkrete karaktertræk og kvaliteter, der definerer gode rum. Min tese er, at hvis vi lærer også at fokusere på disse, øger vi bevidstheden om, hvad vi har at byde verden. Vores faglighed er ofte under pres fra andre aktører i bygningsindustrien, og netop derfor er det vigtigt, at vi stolt og nøgternt kan argumentere for de valg, vi træffer. Det er kun os, der professionelt kan tale det gode rums sag.