Kritisk klumme: Steder på afstand

I sensommeren var jeg i det sydfynske for at se udstillingen “Happy together” på Faaborg Museum. Maleren Ulrik Møller skildrer sameksistensen mellem natur og kultur – mellem fortid og nutid. Han skildrer den ofte vanskelige samtale, der tvunget opstår, når forskellige tiders brug og praktiske foranstaltninger tvinges sammen uden nogen form for planlægning eller æstetisk hierarki. Mennesket er fraværende i værkerne. I stedet er vores spor skildret som tavse markører i antropocæne, tomme land- og byskaber. Markører, der nøgternt afslører motivets tidsmæssige kontekst. 

Et reguleret vejprofil flyder ud i Bygaden og eliminerer den behørige afstand mellem beboer og forbipasserende, der før var til stede. Asfaltens mange lag får husrækken til at synke i knæ, og et usentimentalt placeret busstop synes at være den eneste mulige vej ud. 

Værkerne afbilder arketypiske danske nutidsscenarier. Vidder, forfald, tomhed, skønhed, brugslandskaber, himler, hav og holme foreviget i naturalistiske oliemalerier, der videre­fører en historisk maletradition. 

Der opstår en særlig æstetik i de planløse sammenstød. Vi hjælpes på vej af kunstnerens kompositioner, udvælgelse, fravalg, toner og lyssætning. Det er det, kunsten kan – men har virkelighedens forslåede Bygade egentlig nogen skønhed tilbage? 

Måske har vi bare vænnet os til, at mange af de landskaber og bebyggelser, vi bevæger os og lever i, ikke altid behandles med omhu og blik for de iboende kvaliteter. Vi accepterer det, tænker sikkert ikke synderligt over det. Vi har fjernet os fra ophavet og glemt stedssansen, som Arkitektforeningen, kærkomment, har særligt fokus på i 2022. 

På vej hjem stoppede vi i Svanninge Bakker for ved selvsyn at opleve De Fynske Alpers skønhed. 

På afstand tonede en stor installation frem på toppen af bakken. Vi kravlede op og undredes over den menneskelige larm midt i alt det skønne. Set fra den iscenesatte beskuervinkel viste det sig at være en gigantisk guldindramning af Fritz Sybergs motiv “Aftenleg i Svanninge Bakker” malet i 1900. 

Iscenesættelsen peger, i al sin banalitet, på, hvordan vi ser på naturen. Vi indrammer den. Betragter den igennem og i forhold til noget. Vi anskuer den og bruger den som baggrundstæppe for vores mærkedage. Det at indgå i naturen er en begivenhed. Noget særligt som at tage i Tivoli. Vi lever ikke med naturen, men bruger den som et udflugtsmål – et mål på lige fod med middelalderbyens toppede brosten og havnens nye opholdszoner. Vi lovpriser naturen der, hvor den er særlig smuk, ligesom vi flokkes om de byggede attraktioner i vores eget land såvel som mål for udenlandske destinationer. Men hvad med alt det, der ligger imellem? 

Trækkes spørgsmålet ud i en større skala, står vi over for adskillige valg omkring, hvordan vi ønsker at forvalte og overlevere vores byer, landskaber og natur til os selv og ikke mindst kommende generationer. 

Der planlægges anlægsprojekter, hvor det ønskede udbytte er så stærk en fortælling, at de konsekvenser, de har for et hav af berørte faktorer, ikke vægter på lige fod med formålets narrativ. Når vi kan acceptere at ødelægge eksempelvis fredet natur for at vinde transporttid, må det være, fordi vi har fjernet os fra selvsamme natur. At vi ikke længere føler os forbundet med den. Gjorde vi det, gravede vi i stedet tunneler, velvidende at det på den lange bane ville være langt mere værdifuldt at bevare det særlige frem for at spare den økonomiske difference. Vi hældte heller ikke slam i bugter. 

Vi lever i et gennemkultiveret land – vi ommøblerer og omformer, som man kunne læse om i forrige nummer af Arkitekten. Men hvor ligger bristepunktet for vores ommøblering? Hvordan kan vi udvikle og forme med vores steder, byer såvel som landskaber, uden at vi udtømmer de æstetiske ressourcer for at spare på de økonomiske? Har vi råd til det i sidste ende?