Leder: Ind i arkitekturens økosystem

Meget nyt byggeri er udpint og pauvert, endnu inden det står færdigt, som tilfældet f.eks. er med flere af vore supersygehuse. De tager vand ind som skibe i havsnød, overskrider budgetter og bliver forsinket i årevis.

Samtidig forarges man i visse kredse over, at Nationalbanken bruger penge på at sætte deres hovedsæde i stand i stedet for at bygge et nyt. Jamen, vi ville slet ikke ikke kunne bygge i en så høj kvalitet i dag, som Arne Jacobsen gjorde dengang. Det, man skifter ud i dag, lader sig rent faktisk skifte ud – det ville slet ikke være muligt med sygehusene, som formodentlig om få år skal repareres for formuer. Høj byggeteknisk kvalitet burde være et lovkrav i forhold til bæredygtighed. 

Der, hvor det kniber mest i forhold til genbrug og istandsættelse, og hvor både kommuner, styrelser og ejere skal blive mere opmærksomme, er i forhold til de huse, som blev bygget efter Anden Verdenskrig. Gamle bygninger i bindingsværk med krogede gader kan alle blive enige om skal bevares og istandsættes med omhu. Men, som man f.eks. kan studere i forbindelse med SAS-huset i København, som nærværende udgivelses 2. sektion (Arkitekten 10/2023, red.) er dedikeret til, skal der gøres endnu mere for at løfte forståelsen for de arkitektoniske værdier. Det gælder også de forældede planer om nedrivning af Knud Blach Petersens City Vest fra 1972, der knytter sig til samme arkitekts martrede arkitektur i Gellerupparken (se Arkitekten 9/2018).

Vi skal have skrevet disse huse ind i, hvad man kunne kalde arkitekturens økosystem.