LEGO House: Intelligent arkitekturleg

Byens plaza

Bygningens indre midte er et stort, åbent rum, frit for søjler og andre bærende konstruktioner. Meget sværere at udføre, end man umiddelbart skulle tro, når man bygger i stål og beton, og ikke plastiklodser. Den tilforladelige, om end komplekse facade skjuler derfor intet mindre end 1990 tons stål. Så meget skulle der til for at bygge et hængende skelet, der giver illusionen om en stablet konstruktion. Det store rum i husets stueetage er ligesom taget givet til offentligheden og er tænkt som en slags indendørs plaza. De 21 store klodser, som bygningens formkoncept illuderer, ligger over plazaen i 23 meters højde og får rummet til at minde om en slags urban hule, hvor dagslyset bryder igennem fra alle sider. De hvide klinker er trukket med ind i plazaens facader og er med til at give rummet udendørs – og dermed offentlig – karakter. Plazaens gulv er belagt med endestykker af egetræ, som giver en taktil kontrast til væggenes hvide klinker. En sort akustikdug bag klinkerne og akustiklofter, hjulpet af øer af beplantning og trægulvet, dæmper lydene fra diverse aktiviteter, gennemvandringer, begejstrede og trætte børnehyl og to åbne restauranter. Trods den pangfarvede plastikæstetik, der selvfølgelig sætter sit præg alle steder, er det gennemgående gedigent udført. I lighed med den fordyrende konstruktion har opmærksomheden på detaljerne krævet en kapitalstærk bygherre. De sidder i øvrigt herinde på en bænk – tre generationer Kirk i 1:1 i legoklodser. Modsat Carl og Ottilia, der alvorligt skuer ud over Carlsberg fra Elefantportens tårn, er der en jovial uhøjtidelighed i LEGO’s moderne koncern-ikonografi.

Uendelige muligheder

Jovialt er det også, at adgangen til selve oplevelsescenteret, som man skal betale for, er trukket lidt til side på plazaen. Godt hjulpet af RFID-armbåndene til de betalende gæster kan arkitekturen i det hele taget tillade sig at være mindre markant i forhold til fysiske adskillelser mellem betalende og ikke-betalende gæster. Legohusets besøgsverden består af tre afsnit i tre niveauer; øverst et hvidt galleri med ovenlys og legoskulpturer bygget af fans fra hele verden, i midten et stort, farverigt lege-eldorado, og nederst et sort legomuseum. Adgangen op til det forjættede lego-eldorado er dog naturligvis ikke diskret som sådan. Den foregår ad en trappe, der er skåret af ét plan og hænger ned fra anden sal. Trappen udfolder sig rundt om et stort træ i legoklodser, som det i øvrigt tog fire år at bygge. På vej op åbenbarer den farverige førstesal sig, uden at man har adgang til den, eftersom trappen fører direkte op til fan-galleriet på anden sal. Fra fan-galleriet, der i bygningsstrukturen er en slags lego-proportioneret topklods, kommer man ned til førstesalen, der er spækket med byggeklare legoklodser i alle farver og varianter. Hele førstesalen er organiseret som et åbent forløb af rum, der omkranser en korsformet spaltning ned til grundplanet. Hvert rum har en tematik og er ordnet efter fire grundfarver, som gulvbelægningen følger. Væggene er hvidmalede, så både gulv, klodser og tableauer står tydeligt frem. Til at supplere dagslyset, der også her kommer ind i sprækkerne mellem bygningens klodser, er der et hav af bevægelige spots i loftet. Alt i alt giver det et velfungerende og behageligt rum, der balancerer mellem at tillade koncentration, pirre nysgerrighed og opfordre til leg. Det er virkelig godt gået.

En gennemgående tematik i konceptualiseringen af huset er legoklodsernes uendelige kombinationsmuligheder, og deraf muligheder for at skabe det unikke. Af samme årsag er både oplevelses­centeret og bygningen som helhed beundringsværdigt løst, fordi klodsen som figurativt forbillede, trods sin ortogonalitet, byder på så mange muligheder. Læg dertil legoklodsens proportioner, der er at genfinde i bl.a. trapper og vægbeklædning, og du har et temmelig avanceret byggesæt uden manual. Selv om det kan være svært at afgøre, hvor arkitekturen slutter, og legoklodserne starter, skinner bygningens rumlige kvaliteter klart igennem. Hvad der kunne være endt i en gang infantil ikonografi, konceptet taget i betragtning, er endt som et stykke intelligent, lækkert og legende arkitektur.

Et heldigt paradoks

Er det hele så lutter lagkage, kunne man spørge. Og det er det måske, hvis man ser bort fra visse mærkværdigheder, som det overordnede billede tegner. Når man kommer til at tænke på bygningen som et fatamorgana, så er det netop, fordi huset rejser sig ud af – undskyld Billund – ingenting. LEGO House får én til at tænke på en overdådig smuk brud, der er havnet på en brun bodega eller en tysk kontorinventarmesse. I den optik er det nok ikke synd for byen, trods den underlige sammenblanding af skalaer og programmer. For sådan er præmissen for byen, der har omfavnet sin lukrative skæbne som ankerpunkt for kapitaliserede drømme. Billund tilbyder nærmest en ikke-kontekst, hvor kunstigt opbyggede verdner uforstyrret kan gro frem af historiefortællinger og brandingstrategier. At byens succesfulde sønner overtager rådhuspladsen, efter at kommunesammenlægningen med Grindsted overflødiggjorde byens rådhus, virker i denne kontekst helt adækvat. Det er jo nærmest deres by, eftersom både erhvervsliv, lufthavn, indbyggertal, historie og sjæl udspringer fra Ole Kirks entreprenante foretagende. Landskabsarkitekterne fra Arkitema har gjort et fint forsøg på at koble by og bygning sammen; alligevel er det svært at løsrive sig fra følelsen af at befinde sig i en parallel virkelighed, når man går ombord i LEGO-imperiets smukke og spændende rumskib.

Men måske er det ikke her, man skal lede efter mellemrum. LEGO og dens by er og bliver kontrastfyldte. Farverne er tydelige, betydning og motiver utvetydige, og fortællingerne ligeså. At det i denne kontekst er lykkedes at lave en bygning, der på samme tid er tydelig og nuanceret og dertil fyldt af fine paradokser, skal man nok være meget taknemmelig over.