Lex Hellerup: Undervisningen bæres af gode lærere

Jeg tror, noget af det, der har forandret sig, er, at da Hellerup Skole åbnede i 2002, var mange af de trends, der var på skoleområdet, drevet af nogle ildsjæle, men ikke af en forskning, som var tungt fagligt funderet og evidensbaseret. Så Howard Gardners (kognitiv psykolog, red.) tanker omkring de mange intelligenser og læringsstile, som lå bag udformningen af skolen, er noget af det, vi har forladt. Vi giver stadig vores elever mulighed for at kunne lære på mange forskellige måder, så hele skolen er stadigvæk i spil – både trapper og podier og det hele, når der er gang i undervisningen, og nogle elever ligger i sofaen, og nogle sidder på stole osv. Men det er ikke sådan, at vi tester læringsstile hos børn eller på anden måde prøver at kategorisere dem. Jeg ved også, at Howard Gardner for nogle år siden sagde, at han ville ønske, at skolerne aldrig havde hørt om hans teori, fordi det i den grad blev skamredet i mange år. Men jeg synes stadigvæk, skolen er fremragende indrettet. Vi har aldrig fået vægge og døre og klasselokaler på skolen og kommer heller ikke til at få det inden for en forudsigelig fremtid.

Kan man sige, at der også ligger en appel i sådan en rumindretning til lærerne om at undervise på en bestemt måde?

Alle de lærere, der er ansat hos os, har specifikt ønsket denne her type skole, så når man ankommer, er man indstillet på, at det er en anden praksis end at skulle være i et klasselokale. Hos os er alle altid i kontakt med hinanden. Vi kan jo høre og se hinanden hele tiden, og hvis man har brug for hjælp, så er der nogen i nærheden, der opdager dig. Hvis man har brug for at hjælpe en kollega, kan man springe til med det samme. Så det giver også kollegialt et andet fællesskab at være her. Altså, der sker meget i løbet af en skoledag. Der kan være et barn, der går i affekt, eller man skal lige have lavet en fotokopi eller et eller andet, hvor man lige kunne have brug for en kollega til at give en hånd. Når der er vikarer på, er der nogle kollegaer, der kender klassen, som står lige ved siden af, som kan træde til, hvis der opstår forvirring.

Hvordan vil du så sige, at eleverne agerer?

De har let ved at etablere relationer ud over deres egen klasse, fordi de er meget tæt på hinanden typisk på den årgang, de er på. Så vi oplever, at elever, der har været her i en årrække, begynder at opfatte sig selv mere som en årgang frem for en klasse, så det er meget sjældent – jeg tror, det var helt tilbage i 2015 – at vi sidst havde sådan en klassisk skolekonflikt med a-klassen mod b-klassen.

Det er også en fordel med den måde, vi er bygget på, at vi bruger de åbne rum, når vi f.eks. laver holddeling i undervisningen. I dansk i de fleste årgange f.eks. har alle tre klasser dansk samtidig, og det vil sige, at de godt kan lave holddeling på tværs af klasserne, det kan lærerne aftale. Og der kommer de til at arbejde sammen. Når de arbejder i projekter, er det ofte på tværs af årgangen.

Spiller indretningen af skolen en rolle i forhold til det geografiske opland?

Jeg var med til at starte Heimdalsgades Overbygningsskole på Nørrebro i 2001 (ombygning af Kant Arkitekter, red.). Der havde man de samme pædagogiske tanker, og der var den samme åbenhed i lokalerne som på Hellerup Skole. Elevsammensætningen var en helt anden end i Hellerup, men det, vi var særligt udfordrede af på Heimdalskolen, var, at vi først fik eleverne, efter at de havde gået otte år i skole og derfor havde lært en bestemt måde at gå i skole på. Det var rigtig svært for elever og forældre og de andre skoler at se pointen i det nye. Men det kunne jo også lykkes der. Jeg tror egentlig ikke, det er kontekstafhængigt, om man kan gøre det. Jeg tror til gengæld, at det er en kæmpe fordel det, som Hellerup Skole har haft hele tiden, at børnene starter i nulte og vokser ind i den kultur, der er på skolen.

Efter Heimdal var jeg ude i Lyngby på en skole i otte år som leder. Men efter kun en måned her på Hellerup Skole så kendte jeg flere børn, end jeg havde lært at kende på de andre skoler. Så det synes jeg er en kæmpe force, at den transparens er der. Jeg er i hvert fald meget tættere på min medarbejdere og på børnene, end jeg nogen sinde har været før.

Har I tid til at udvikle undervisningen?

I 2020 ansatte vi to fællesskabsvejledere. Det er fagligt meget kompetente personer med særlig viden og erfaring inden for det pædagogiske og didaktiske område. De driver vores udvikling i øjeblikket i forhold til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Uanset hvad det er for en skole, så er der hele tiden behov for udvikling og sparring for lærerne, og de to vejledere har nu en platform hos os, hvor de hjælper med bl.a. at tilrettelægge undervisningsdifferentiering i projektarbejde, eller at alle børn deltager i den faglige undervisning og sådan nogle ting.

Vi ligger jo et sted, hvor, selvom vi har alle typer børn og alle typer familier, så har vi jo en tung overvægt af meget ressourcestærke børn og forældre. Vi er i en kommune, der er ambitiøs, og der er jo forventninger om, at vi præsterer godt fagligt.

Vi er inden for budgettet med de to medarbejdere, så det er en benhård prioritering. De hjælper på alle de der fællesskabsopgaver også med børn i vanskeligheder og klasser, der har det svært. Det er ofte vanskeligt at få konsulenter udefra, fordi de ikke er bekendte med den måde at have en skole på med åbenheden og projektarbejdet og fleksibiliteten. Og så er de der ikke næste uge, når der er brug for at følge op på tingene.

Så helt overordnet bæres undervisningen af gode lærere, som kender huset, og som er fortrolige med at arbejde i nogle åbne og flydende rammer.