Mere skade end gavn?

Indenrigs- og Boligministeriet har hvert år siden 2010 udgivet Parallelsamfundslisten (tidligere Ghettolisten herunder omtalt som PSL) over almene boligområder, hvor en omstrukturering er påkrævet. Listen omfatter tre kategorier, nemlig parallelsamfund, omdannelsesområder og forebyggelsesområder. Den ansvarlige kommune er i hvert enkelt tilfælde forpligtet til, på grundlag af statistiske oplysninger om et givent område, at omlægge dette område i overensstemmelse med de fastlagte krav inden for en vis tidsramme. Lovene er en del af regeringens strategi om ikke at have ‘ghettoer’ i Danmark i 2030. (1) Det primære kriterie for, om et område medtages på listen, er dets procentdel af beboere af ‘ikke-vestlig’ oprindelse eller afstamning. (2, 3) Dette omfatter borgere, der er født og opvokset i Danmark, men født af ‘ikke-vestlige’ forældre. De andre kriterier omfatter bl.a. uddannelsesniveau, beskæftigelse, indkomst og kriminalitet. Listen bruger nogle få demografiske statistikker til at analysere integrationen i almene boligområder over hele landet. Områder, der er større end 1.000 beboere, og som ikke opfylder de foreskrevne kriterier, bliver underlagt en fysisk, samfundsmæssig, demografisk og juridisk transformation.

Selvom nogle fremstiller parallelsamfundslisten som et rent juridisk eller politisk spørgsmål, er den ikke desto mindre blevet en del af arbejdslivet for både arkitekter, landskabsarkitekter, planlæggere og entreprenører. De omstruktureringer, som listen kræver, antager mange former, og en del af disse angår direkte noget bygnings­relateret og arkitektonisk: Nuværende beboere sættes ud af deres bolig; eksisterende, fuldt beboe­lige bygninger rives ned, og/eller nye bygninger opføres. Dette er bl.a. tilfældet i Gellerupparken uden for Aarhus, hvor 408 boliger skal jævnes med jorden, fordi området skal ned på 40% almene boliger, og på landsplan er det op mod 11.000 mennesker, der bliver tvangsflyttet. (4) Disse omstruktureringstaktikker har til formål at påvirke områdernes demografi, så deres beboere bliver mere etnisk danske, højere uddannede, i større grad tilknyttet arbejdsmarkedet og mindre kriminelle.

Arkitekter, især dem i ledende stillinger, skal beslutte, om de overhovedet vil tage imod opgaver og projekter, der følger af loven, eller om de evt. vil arbejde med dem under visse forudsætninger. Arkitekter, der har taget imod sådanne projekter, skal også beslutte, hvordan de vil forholde sig til projektet, kunden, beboerne og selve loven. På trods af de politiske, økonomiske og kundebestemte krav har arkitekter stadig en betydelig indflydelse og har således mulighed for at komme med modsvar til parallelsamfundsloven. Lige fra de indledende forhandlinger om kontraktvilkårene til spørgsmålet om diversitet og repræsentation i selve tegningerne og videre til den overordnede tilgang til, hvordan man researcher og engagerer sig, har arkitekterne muligheder og handlekraft i deres professionelle praksis. Men muligheden for at påvirke bliver sjældent taget i brug.

Parallelsamfundslovgivningen er både blottet for omsorg og har en kønnet og voldsom slagside. PSL forlader sig på forsimplede metoder, hvor personer og områder reduceres til rent binære kriterier med tilsyneladende vilkårlige procentsatser som cut-off-punkter. Disse metoder skjuler de berørte menneskers og samfunds mangfoldighed, kompleksitet og indbyrdes forhold. Ifølge PSL er man enten ansat eller arbejdsløs, uddannet eller ikke uddannet, kriminel eller ikke kriminel, ‘vestlig’ eller ‘ikke-vestlig’. En sådan kategorisering tager ikke højde for den enorme mangfoldighed, der faktisk gør sig gældende i de almene boligområder. Folk kan meget vel udføre ulønnet arbejde, hvor de f.eks. passer et sygt familiemedlem; de kan have en videregående uddannelse fra en institution, der blot ikke er anerkendt af den danske regering, fordi de kommer fra et ‘ikke-vestligt’ land; de kan være født i Danmark af ikke-danske forældre, men stadig blive anskuet som mennesker med et behov for at blive integreret. PSL er ikke indrettet til at støtte eller inkludere disse mennesker, der anskuet på enhver anden måde ville blive set som væsentlige bidragydere til vores samfund og fællesskaber. I henhold til PSL vil enhver person, der falder ind under de tidligere nævnte scenarier, blive talt med på minussiden for et givent boligområde, hvilket vil tilskynde til en tvungen omstrukturering af området.

Denne rent statistiske tilgang prioriterer det rent målbare frem for kvalitative aspekter, anskuer mennesker og boligområder som adskillelige individer snarere end som sammenvævede samfund og forenkler de ‘problemer’ og ‘løsninger’, der er identificeret af forfatterne bag PSL. En sådan tilgang er både hurtigere og billigere og anskues derfor som mere troværdig af politikere og beslutningstagere. Når man forsøger at gennemføre forandringer, der angår hele staten, er det lettere at udføre analyser på grundlag af allerede eksisterende datasæt end ved at udføre et omfattende antropologisk feltarbejde i hvert boligområde. Desuden bruges kvantitative data ofte til at give et indtryk af effektivitet, men dette skjuler de ikke-kvantificerbare data, der ignoreres i processen, hvilket fører til en ineffektiv og ofte umenneskelig politik. (5) Dataene kan udvælges og filtreres med henblik på at understøtte en række politiske målsætninger og synspunkter, samtidig med at andre mulige fortolkninger af samme situation skjules.

På lang sigt, altså på den anden side af den fastlagte deadline, der tilsiger, at der “ikke må findes flere ghettoer i Danmark” i 2030, kan de fragmenterede fællesskaber, der således opstår som et resultat af hurtige, kvantificerbare data, ende med at blive dyrere, end hvis staten havde investeret tid, omsorg og ressourcer i at udføre et grundigt antropologisk forskningsarbejde. Mere omsorgsfulde, følelsesmæssige eller kvalitative forskningsmetoder ville sandsynligvis have ført til andre lovgivningsmæssige taktikker for at forbedre områderne. Hvis der lægges omhu og omsorg i at forstå konteksten og problemstillingerne for hvert enkelt område, kan der også være omsorg til stede i bestræbelserne på at forbedre disse områder. Som sagerne står, har man antaget, at de mennesker, der bor i disse områder, udøver kriminel adfærd, klarer sig dårligt i skolen osv. på grund af, hvor de bor, hvilket er i direkte modstrid med udsagn fra sociologer som Aydin Soei, der hævder, at mange tværtimod klarer sig fænomenalt godt på grund af, hvor de bor, og det understøttende fællesskab, som disse områder bidrager med.(6) Han har også dokumenteret, at voksne både i og uden for disse områder i høj grad undervurderer de karakterer og resultater, som områdernes unge opnår.(7) Hverken vælgere eller beboere er blevet præsenteret for nogen beviser for, at det vil øge beboernes muligheder for at leve et godt liv at tvangsflytte dem med magt fra deres velkendte byggede miljøer.

Som praktiserende arkitekter må vi ofte træffe svære valg, hvor vi sætter vores personlige og professionelle etik op mod behovet for at arbejde og holde sig selv og sin praksis oven vande økonomisk. Vi kan opleve at arbejde med kunder, vi ikke altid er enige med, og er således nødt til at beslutte os for, hvordan vores praksis som arkitekter skal reagere på sådanne uoverensstemmelser. Nogle gange angår uenigheden blot rent æstetiske eller programmatiske spørgsmål. Andre gange angår de selve kernen i vores værdisæt – som f.eks. når projekter potentielt set kan være med til at gøre skade på samfundet eller miljøet. Når vi står med valget om at bidrage til eksekveringen af en lov, som hviler på et tvivlsomt grundlag og kan have vidtrækkende effekter på både mennesker og natur, så ville det være fagligt uansvarligt ikke at bringe sin viden i spil for at mindske de negative effekter.