ANNONCE

Illustration: Kooperative E45
Artikel af

I Schweiz river man hvert år mellem tre og fire tusind bygninger ned for at gøre plads til nybyggeri. Ifølge statistik fra den schweiziske miljøstyrelse produceres der over 500 kg byggeaffald i sekundet,(1) og byggebranchen er dermed ansvarlig for 84% af landets affald. Det er disse svimlende tal, der ligger til grund for udstillingen Die Schweiz: Ein Abriss, som kunne opleves frem til 23. oktober på det schweiziske arkitekturmuseum i Basel. Samtidig er der stor interesse for at reducere byggebranchens klimaaftryk og en øget vilje blandt offentlige institutioner til at bygge til og transformere i stedet for at rive ned. På Hochbergerstrasse 158 i Basel er man således i gang med at transformere et tidligere kontorhus til boliger med kommunen som bygherre. 

Die Schweiz: Ein Abriss

Ved indgangen til udstillingen bliver jeg bedt om at trykke på en knap for at registrere min ankomst og får så en kvittering stukket i hånden, som skal scannes i samme maskine på vej ud. Da jeg løfter blikket, får jeg øje på en sort/hvid fotocollage af bygninger. Som en slags dødsannoncer er der under hvert af husene angivet, hvornår det er opført, og hvornår det er revet ned igen. Lyden af bankende hjerteslag, der strømmer ud fra udstillingens højtalere, forstærker indtrykket af tidens gang og stundens alvor. 

I næste rum mødes jeg af lyden fra knagende jernbetonkonstruktioner, som flås fra hinanden, og den øredøvende larm fra bulldozere. På den ene væg projiceres videoklip af huse, der er ved at blive revet ned, mens et hvirvlende nummerdisplay opregner, hvor mange tons byggeaffald, der i alt er genereret, siden udstillingen åbnede den 3. september.      

Det tredje rum er et åbent kontor, der tilhører udstillingens kuratorer, Countdown 2030. (2) Foreningen består af arkitekter fra hele Schweiz, som alle er overbevist om, at det årti, vi befinder os i nu, kan blive afgørende for vor fremtid. Her på kontoret foregår der et intensivt arbejde med at kortlægge byggeindustriens konsekvenser for klimaet, men også med at samle opbakning og inspiration til at finde mere holdbare måder at bygge på. I løbet af udstillingens åbningstid vil der altid være nogen til stede fra foreningen til at svare på spørgsmål og diskutere med de besøgende. Udstillingen fortsætter derefter med et møderum, som minder om møderummet i den dystopiske film Dr. Strangelove: (3) Alle siddepladserne omkring et rundt bord er udstyret med hver sin tablet med interviews af forskellige aktører inden for byggebranchen, som hver giver sit syn på problemet med den omfattende nedrivning. Ovenfor projiceres et kort over Schweiz, et såkaldt ‘Abriss Atlas’. (4) Kortet, der kan redigeres af den besøgende selv, skal synliggøre nedrivningernes omfang og vise, hvilke bygningstyper, der må lade livet til fordel for nybyggeri. 

(Teksten fortsætter)

Artikel af

Noter

1) Bafu.admin.ch/bafu/de/home/themen/abfall/inkuerze.html
2) Countdown2030.ch
3) Stanley Kubrick, 1964.
4) Abriss-atlas.ch
5) Det nye miljø- og energiagentur af Jessenvollenweider Architekten er i sig selv et banebrydende projekt med sin otte etager høje hybridkonstruktion i træ og beton, hvis facader alle sammen er dækket med solpaneler.
6) Countdown2030.ch/projekte/

Fakta

Die Schweiz: Ein Abriss

S AM Schweizerisches Architekturmuseum
Steinenberg 7, Basel
Udstillingsperiode: 03.09.2022 - 23.10.2022

Fakta

Promenadendeck
Hochbergerstrasse 158, Basel
Arkitekt: Kooperative E45
Opført: under opførelse

Udgivelse

Artiklen bringes første gang i Arkitekten 09/2022, der udkommer den 10. november

Oversættelse

Artiklen er oversat fra svensk af Cornelius Colding.

ANNONCE

Foto af kontorhusets sydfacade før transformation til boliger. Foto: Kooperative E45

Rendering af kontorhus efter transformation til boliger. Illustration: Kooperative E45

Kontorhus før transformation. Foto: Kooperative E45

Rendering af kontorhus efter transformation til boliger. Illustration: Kooperative E45

Hochbergerstrasse 158

Da Basels miljø- og energiagentur flyttede til en ny adresse i centrum af byen,(5) efterlod man en tom kontorbygning i bydelen Kleinhüningen. Med udgangspunkt i en udviklingsplan af Büchner Bründler afholdt bystyret en arkitektkonkurrence, hvor den grundlæggende præmis var at bevare bygningen og komme med forslag til, hvordan man kan indpasse effektive boliger, fælleslokaler og arbejdspladser i den eksisterende betonkonstruktion fra 1965. Konkurrenceprogrammet efterspurgte en energieffektiv bygning, der sparer på ressourcerne og kan tjene som byggeøkologisk forbillede. Hovedmaterialerne skal kunne holde i mindst 30 år og anvendes på en måde, så de let kan skiftes ud, hvis behovet opstår.       

Af de 121 indsendte forslag imponerede den nystartede tegnestue Kooperative E45’s projekt “Promenadendeck” dommerne med sin mangfoldighed af boligtyper, velplacerede fælleslokaler og atelierer, der er med til at åbne og aktivere facaden ud mod gaden. 

Jeg besøger tegnestuen, som blev grundlagt i 2020 af de tre arkitekter Bettina Satzl, Daniele Sciarretta og Mikael Stenström, for at høre nærmere om projektet, og hvordan det er at projektere og bygge med udgangspunkt i en eksisterende konstruktion. 

Bygningens sydfacade, der vender ud mod gaden og floden Wiese, forsynes med en let stålkonstruktion, hvorpå solafskærmningen og altanbrystningerne fastgøres. Den halvanden etage høje underetage indrettes med store glaspartier og en fælles entré til arbejdspladser og boliger samt direkte adgang til det store fælleslokale og de dobbelthøje atelierboliger. Oven på dette er den isolerede facade trukket tilbage for at give plads til en svalegang til lejlighederne. Den tynde stålkonstruktion er så spinkel og filigranagtig, at man kan se den bevarede betonkonstruktion inde bagved. Tanken var egentlig, at svalegangen skulle have været bredere, så den kunne fungere som fælles altan, men af brandsikkerhedsmæssige årsager har den ekstra bredde måttet integreres i boligen. I stedet har man så planer om et stort glasparti, som kan skydes til side og dermed åbne boligen op ud til svalegangen, hvis man ønsker det. Denne bufferzone kan skærmes af ved hjælp af gardiner – et greb, som arkitekterne er spændt på at se effekten af.  

De er enige om, at projektet har budt på flere udfordringer, end de havde regnet med på forhånd. Trods grundige forstudier har det først senere vist sig, at trappehuset måtte forstærkes for at leve op til de gældende krav om jordskælvssikring. Og arkitekternes oprindelig intention om at genbruge en del af materialerne – som f.eks. trædørene fra de indbyggede skabe til at beklæde ydervæggene omkring de nye vådrum – har de måttet opgive, eftersom dørene viste sig ikke at være af massivtræ, men laminat. 

Derimod har deres idé om at lade den eksisterende betonkonstruktion stå rå og synlig kunnet realiseres efter komplicerede beregninger af brandforholdene – noget, som de er glade for, at bygherren også prioriterede højt. De ville egentlig have anvendt halm eller ler som skillevægge mellem boligerne, men da halmpanelerne ikke var brandcertificeret, og bygherren desuden var bekymret for lervæggenes manglende robusthed, er det endt med skillevægge i træ og genbrugsgips. En af lejlighederne kommer dog til at blive udstyret med lervægge som et eksperiment for at afprøve, hvor slidstærke de er, hvilket trods alt er et skridt på vejen.       

Når jeg spørger til, om noget kunne have været bedre i den her proces med at projektere og bygge videre på en eksisterende bebyggelse, er svaret, at bygningsreglementet sætter mange kæppe i hjulet. Det faktum, at der stilles de samme krav til ombygning og transformation som til nybyggeri, ser de som det største problem. Med en mere differentieret lovgivning ville mange udfordringer kunne løses betydelig enklere og billigere, hvilket igen ville give et økonomisk incitament til at genanvende eksisterende, sunde huse i stedet for at bygge nyt.  

(Teksten fortsætter)

Renderinger af kommende boliger i det oprindelige kontorhus. Illustrationer: Kooperative E45

Reelle forandringer 

At bygningsreglementet trænger til en grundig opdatering er noget, som Countdown 2030 også kan tilslutte sig. Tilbage i udstillingens sidste rum er stemningen ildevarslende, et arrigt tikkende ur tæller ned: år, dage, timer, minutter og sekunder frem til år 2030. På skrivebordet ligger forslag til ændringer for byggebranchen, som man som besøgende opfordres til at skrive under på: (6)     

  • Nedrivning bør kun ske i sjældne tilfælde 
  • Slut med incitament til at bygge nyt 
  • Støtte til transformation, renovering og tilbygning 
  • Klare mål for alle projekter 
  • Den offentlige sektor skal gå forrest. 

Hvis tilstrækkelig mange skriver under, vil forslaget blive taget op og danne grundlag for udfærdigelse af ny lovgivning. Men tiden er knap, og det haster med den omstilling. Da jeg forlader udstillingen og scanner min kvittering ved udgangen, får jeg at vide, at bjerget af byggeaffald er øget med 2594 tons, mens jeg har været herinde.   

Foto fra udstillingen Die Schweiz: Ein Abriss på det schweiziske arkitekturmuseum. Foto: Tom Bisig

Nedrivning af bygning i Hammerstrasse, Basel. Fra udstillingen Die Schweiz: Ein Abriss. Foto: Leon Faust