Nyt udefra: Ned fra 84%

Hochbergerstrasse 158

Da Basels miljø- og energiagentur flyttede til en ny adresse i centrum af byen,(5) efterlod man en tom kontorbygning i bydelen Kleinhüningen. Med udgangspunkt i en udviklingsplan af Büchner Bründler afholdt bystyret en arkitektkonkurrence, hvor den grundlæggende præmis var at bevare bygningen og komme med forslag til, hvordan man kan indpasse effektive boliger, fælleslokaler og arbejdspladser i den eksisterende betonkonstruktion fra 1965. Konkurrenceprogrammet efterspurgte en energieffektiv bygning, der sparer på ressourcerne og kan tjene som byggeøkologisk forbillede. Hovedmaterialerne skal kunne holde i mindst 30 år og anvendes på en måde, så de let kan skiftes ud, hvis behovet opstår.       

Af de 121 indsendte forslag imponerede den nystartede tegnestue Kooperative E45’s projekt “Promenadendeck” dommerne med sin mangfoldighed af boligtyper, velplacerede fælleslokaler og atelierer, der er med til at åbne og aktivere facaden ud mod gaden. 

Jeg besøger tegnestuen, som blev grundlagt i 2020 af de tre arkitekter Bettina Satzl, Daniele Sciarretta og Mikael Stenström, for at høre nærmere om projektet, og hvordan det er at projektere og bygge med udgangspunkt i en eksisterende konstruktion. 

Bygningens sydfacade, der vender ud mod gaden og floden Wiese, forsynes med en let stålkonstruktion, hvorpå solafskærmningen og altanbrystningerne fastgøres. Den halvanden etage høje underetage indrettes med store glaspartier og en fælles entré til arbejdspladser og boliger samt direkte adgang til det store fælleslokale og de dobbelthøje atelierboliger. Oven på dette er den isolerede facade trukket tilbage for at give plads til en svalegang til lejlighederne. Den tynde stålkonstruktion er så spinkel og filigranagtig, at man kan se den bevarede betonkonstruktion inde bagved. Tanken var egentlig, at svalegangen skulle have været bredere, så den kunne fungere som fælles altan, men af brandsikkerhedsmæssige årsager har den ekstra bredde måttet integreres i boligen. I stedet har man så planer om et stort glasparti, som kan skydes til side og dermed åbne boligen op ud til svalegangen, hvis man ønsker det. Denne bufferzone kan skærmes af ved hjælp af gardiner – et greb, som arkitekterne er spændt på at se effekten af.  

De er enige om, at projektet har budt på flere udfordringer, end de havde regnet med på forhånd. Trods grundige forstudier har det først senere vist sig, at trappehuset måtte forstærkes for at leve op til de gældende krav om jordskælvssikring. Og arkitekternes oprindelig intention om at genbruge en del af materialerne – som f.eks. trædørene fra de indbyggede skabe til at beklæde ydervæggene omkring de nye vådrum – har de måttet opgive, eftersom dørene viste sig ikke at være af massivtræ, men laminat. 

Derimod har deres idé om at lade den eksisterende betonkonstruktion stå rå og synlig kunnet realiseres efter komplicerede beregninger af brandforholdene – noget, som de er glade for, at bygherren også prioriterede højt. De ville egentlig have anvendt halm eller ler som skillevægge mellem boligerne, men da halmpanelerne ikke var brandcertificeret, og bygherren desuden var bekymret for lervæggenes manglende robusthed, er det endt med skillevægge i træ og genbrugsgips. En af lejlighederne kommer dog til at blive udstyret med lervægge som et eksperiment for at afprøve, hvor slidstærke de er, hvilket trods alt er et skridt på vejen.       

Når jeg spørger til, om noget kunne have været bedre i den her proces med at projektere og bygge videre på en eksisterende bebyggelse, er svaret, at bygningsreglementet sætter mange kæppe i hjulet. Det faktum, at der stilles de samme krav til ombygning og transformation som til nybyggeri, ser de som det største problem. Med en mere differentieret lovgivning ville mange udfordringer kunne løses betydelig enklere og billigere, hvilket igen ville give et økonomisk incitament til at genanvende eksisterende, sunde huse i stedet for at bygge nyt.  

(Teksten fortsætter)

Reelle forandringer 

At bygningsreglementet trænger til en grundig opdatering er noget, som Countdown 2030 også kan tilslutte sig. Tilbage i udstillingens sidste rum er stemningen ildevarslende, et arrigt tikkende ur tæller ned: år, dage, timer, minutter og sekunder frem til år 2030. På skrivebordet ligger forslag til ændringer for byggebranchen, som man som besøgende opfordres til at skrive under på: (6)     

• Nedrivning bør kun ske i sjældne tilfælde 
• Slut med incitament til at bygge nyt 
• Støtte til transformation, renovering og tilbygning 
• Klare mål for alle projekter 
• Den offentlige sektor skal gå forrest. 

Hvis tilstrækkelig mange skriver under, vil forslaget blive taget op og danne grundlag for udfærdigelse af ny lovgivning. Men tiden er knap, og det haster med den omstilling. Da jeg forlader udstillingen og scanner min kvittering ved udgangen, får jeg at vide, at bjerget af byggeaffald er øget med 2594 tons, mens jeg har været herinde.