ANNONCE
Om materie og mennesker
Cave_bureaus udstilling er en mesterlig geologisk, rumlig og materiel undersøgelse af, hvordan arkitektur hænger sammen med vores kolonihistorie.
Frederik Braüner
Arkitekt og ph.d.-studerende ved University of California, Berkeley.
I et lille rum dybt inde i Louisianas labyrintiske indre hænger et gulv-til-loft-fotografi, der forestiller en gråmalet dør for enden af en hvidkalket, tøndehvælvet gang. På døren hænger et lille undseeligt skilt, hvor der står ‘Door of no return’. Fotografiet er af den sidste dør, som slavegjorte afrikanere på fortet Cape Coast Castle blev ledt igennem, inden slaveskibe fragtede dem fra det afrikanske kontinent tværs over Atlanterhavet. Under den transatlantiske slavehandel var Danmark den syvende største slavehandlende nation og sendte, fra bl.a. dette fort, over 100.000 mennesker til primært Det Caribiske Øhav. Som en sluse forbereder det lille, men hårdtslående rum museumsgæsterne på de forfærdelige, ufortalte, men også dybt inspirerende historier, der udgør udstillingsbidraget Det Antropocæne Museum.
Efter det føromtalte lille sluserum ankommer man til det første af udstillingens to hovedrum, der udelukkende er dedikeret til den udstillende tegnestue Cave_bureaus forskning og feltarbejde. I midten af det mørke rum står en nærmest svævende skulptur af lava- og kalksten akkompagneret af musik og lys, som viser et udsnit af Oldoinyo Nyukie, også kaldet Mount Suswa-vulkanen, i Kenya. Langs væggene er et eklektisk arkiv af tegninger, modeller, videoer og objekter udstillet i en tætpakket komposition. De mange objekter er ikke organiseret i et stringent narrativ, men snarere som en samling af særlige historiske, samtidige og endda hypotetiske nedslag, der tilsammen giver et godt indtryk af tegnestuens historieskrivning. De kolonihistoriske genstande, natursten og 3D-scanninger af grotter støbt i bronze, som vil få selv den mest hårdhjertede arkitekt til at smelte, bliver til et komplekst skrin af viden. Deres brug af forskellige materialiteter giver ligeledes tegnestuen mulighed for at eksperimentere med vores forventninger til, hvad der kan betegnes som arkitektfagligt arbejde. En sten, en dukke, en grotte er lige så vigtige for deres arkitekturhistoriske fortælling som tegningerne og modellen af Pantheon. Med udstillingsobjekterne viser tegnestuen deres teoretiske position, ‘omvendt futurisme’, hvor både den materielle, sociale og kulturelle historie bliver grundlaget for deres til tider spekulative praksis.
Den rige samling kan virke overvældende ved første øjekast, men for mig samlede især ét værk den store fortælling. I en montre udstiller de Storbritanniens koloniale helhedsplan for byudvikling og zone-inddeling af Nairobi fra 1948. Som en sikkerhedsnål binder dette kolonihistoriske dokument pludselig de mange objekter og refleksioner ned i den faktiske arkitekturhistoriske materie. Gennem disse simple, men velvalgte nedslag formår Cave_bureau ligeledes at gøre udstillingen relevant for den specifikke danske kontekst og publikum. Med det førnævnte fotografi i udstillingens første rum, brugen af dansk kalk i modellerne og talrige referencer til dansk historie står det klart, at Kenyas og Afrikas koloniale fortid og traumer også er forbundet med Danmark.
Artiklen fortsætter nedenfor.
Frederik Braüner
Arkitekt og ph.d.-studerende ved University of California, Berkeley.
Fakta
Arkitekturens Værksteder – Cave_bureau
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk
Udstillingsperiode: 29. juni – 26. november 2023. Udstillingen er sjette og sidste bidrag i serien Arkitekturens Værksteder.
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 7/2023.
ANNONCE
Decentrering af mennesket
I det efterfølgende udstillingsrum sættes tegnestuens praksis, resultaterne af deres omvendte futurisme, i fokus. Det mest bjergtagende element i det dobbelthøje rum er det 300 kvadratmeter store 1:1-udsnit af Shimoni-grotten i Kenya, designet og produceret i samarbejde med Centre for Information Technology and Architecture (CITA) på Det Kongelige Akademi. Den enorme kagome-vævede struktur af rattan giver en pludselig kropslig oplevelse af den faktiske skala af de grotter, der er udstillet i miniatureudgaver i det første rum. Ud over de traditionelle kagome-væveteknikker er nyere mycelium-forskning og tegnestuens mere eller mindre spekulative arkitekturprojekter udstillet. Under opfindsomme overskrifter som ‘Ko-korridoren’ og ‘Nyukie-damphøsteren’ viser tegnestuen, hvordan Kenyas koloniherredømme og en vestlig antropocentrisk modernitet tromlede hen over den oprindelige befolkning, eksisterende naturrelationer og dyreadfærd. Flere af Cave_bureaus projekter decentrerer mennesket på en enormt produktiv måde, der ikke glemmer vores tilstedeværelse, men blot inkluderer de mere-end-menneskelige perspektiver, der har været glemt alt for længe. Der er kun få egentlige arkitekturprojekter med i udstillingen, men det fremstår ikke som en mangel. Tværtimod viser tegnestuens rige forskning og historieskrivning, at arkitekturteori er en lige så vigtig del af vores byggede miljø som renderinger og skitser. Udstillingen afsluttes af en dokumentarisk video, hvor vi lærer om arkitekterne, deres historier og karrierer. Det er en genistreg at vise den til allersidst, for det sætter tegnestuens vigtige forskning og værker i fokus snarere end personerne selv.
En insisteren på det partikulære
Cave_bureau formår at vise, hvordan arkitekturteoretisk forskning er en essentiel komponent i både arkitektonisk praksis og historieskrivning generelt, og hvordan man gennem seriøst arbejde med modeller, tegninger, collager og andre repræsentationsformer kan producere vigtig og original viden. Gennem hyper-specifikke casestudier formår de at formidle en større historie om smertefulde kolonirelationer, vestligt arkitekturteoretisk hegemoni og en forfejlet menneske-centrisk verdensforståelse. Men det er netop denne succesfulde insisteren på det partikulære, der fører til en smule undren over enkelte aspekter af udstillingen. Efter alle disse hyper-specifikke historier med tegnestuens opmærksomhed på ikke-menneskelige perspektiver virker titlen på arkitekternes interne gennemgående arbejdsprogram, Det Antropocæne Museum, mærkelig flad og generisk. Begrebet gen-centrerer endda det menneske, som udstillingen ellers formåede at decentrere og nuancere. Tegnestuen har opfundet deres eget teoretiske begreb for vores nuværende tidsalder, det binadamucæne, skabt af ordet binadamu, der på swahili betyder menneske, for at indikere nuancerne samt kulturelle og geografiske uligheder i den eksisterende generiske betegnelse for ‘menneskets tidsalder’. Så man kan spørge sig selv, hvorfor udstillingens titel ikke også formidler disse nuancer.
Min anden, mere teoretiske kritik ligger i måden, hvorpå grotter generelt af og til bliver italesat som en slags original eller oprindelig arkitektur. Tegnestuen har tydeligt og grundigt gennemarbejdet deres teoretiske fundament og citerer flere filosofiske kæmper som Frantz Fanon, Donna Haraway og Achille Mbembe. Måden, de bruger disse tænkere på i deres postkoloniale arkitekturhistorieskrivning, er dybt inspirerende. Men når de omtaler grotter som en slags oprindelig arkitektur, forsvinder opmærksomheden på det geografisk, socialt og kulturelt partikulære en anelse, og historieskrivningen føles generisk og spekulativ. Hvilke huler var de oprindelige, hvordan blev de brugt, og hvor henne? Disse spørgsmål besvarer de i alle deres andre undersøgelser, så hvorfor ikke også i denne oprindelsesfortælling? Overhovedet at italesætte grotten som en slags arkitektonisk arnested indskriver sig i en modernistisk lineær historieskrivning, der har vist sig gang på gang at ignorere lokale særegenheder. Deres teoretiske standpunkt er så elegant og seriøst, at denne oprindelsesfortælling virker som en lidt unødvendig, overgeneraliserende tilføjelse.
En udvidet historie
Under alle omstændigheder er Cave_bureaus udstilling noget af det mest originale, seriøse og omfattende postkoloniale arkitekturforskning, der er blevet vist i meget lang tid. Det er en mesterlig geologisk, rumlig og materiel undersøgelse af, hvordan arkitektur hænger sammen med vores kolonihistorie. Med værkerne formår tegnestuen at vise, hvordan disse perspektiver kan bidrage til en udvidet historieforståelse, der tager både præ- og post-koloniale særegenheder seriøst. De to kælderrum i Louisianas knopskydende labyrint af rum og gange er i sig selv blevet til en rig grotte af fortællinger om materie og mennesker. Udstillingen har på usædvanligt højt niveau bidraget med et postkolonialt perspektiv, der viser, hvor vigtig rumlig forskning er for samtidens og fremtidens arkitekturpraksis.