På tværs af gård og gade

PSP Der er tale om et konceptbofællesskab, og initiativtageren, som er Eco-village, ‘kræver’, at man spiser sammen fire gange om ugen, og at 10-12% af boligarealet udlægges til fællesfaciliteter, der indeholder en lang række tilbud ud over rum til spisning. Konceptet har ramt rigtigt på den måde, at folk ikke orker at bruge ti år på at få etableret et bofællesskab; de vil have det nu og her, ofte mens børnene er små. Så man køber sig ind i vedtægterne, og så kan det udvikle sig derfra. Men det sikrer, at de, der vælger det til, er indstillet på fællesskabet. Boligerne er små, og mange er uden opholdsstuer, men rummer mange værelser, netop for at kunne tilgodese singlen, skilsmissen og det fleksible. Desværre er et af de store problemer, at det nærmest er umuligt at skaffe mellemfinansiering. I flere af bofællesskabsprojekterne er det derfor endt med, at der er tilkoblet en developer for at sikre mellemfinansieringen i byggeperioden.

JAL På Frederiksberg har vi i forbindelse med den gamle Diakonissstiftelse for nylig opført en række seniorboliger, der understøtter et aktivt seniorliv og tilbyder lejeboliger og andel i en lang række tilbud om fællesskab. Der er ikke tale om byggefællesskab, men der har i processen været en meget aktiv følgegruppe bestående af de kommende beboere, der har kommenteret projektet undervejs. I rækken af seniorbofællesskaber bliver det interessant at følge, hvordan beboerne tager det til sig. Vi er p.t. også i gang med et seniorbofællesskab i Køge for Pension Danmark og Realdania og i samme regi i Albertslund med KAB og Realdania, så der er ingen tvivl om, at seniorfællesskaber også har fået en revival.

PSP I Tyskland, hvor det er meget udbredt at lave byggefællesskaber, har det taget 20-25 år at få bankerne til at tro på modellen. Vi tænker, at det er underligt, at det er så svært at få etableret i Danmark. I de projekter, vi kender, har alle betalt et depositum, de vil det, og de er alle sammen individuelt bank-godkendt. Men det er tilsyneladende ikke muligt at låne penge, før byggeriet er færdigt, og det kan realkreditfinansieres. Jørgen Nue Møller, som er bestyrelsesformand i Fonden for Billige Boliger, har i en årrække været drivkraften herhjemme i forhold til at få udbredt kendskabet til byggefællesskaber. Det handler jo grundlæggende om at spare de 15-20%, der ligger i en normalt developer-fee og konvertere dem til reel boligkvalitet. Plus selvfølgelig, gennem reel indflydelse på projektet, at skabe et medejerskab til det, der bliver bygget.

Skal man oprette noget, der hedder ‘Fonden for Mellemfinansiering af Bofællesskaber’?  

JAL Det er i hvert fald mærkeligt, at vi med vores realkredit-finansieringsmodel ikke kan finde en måde at mellemfinansiere på. I Sverige arbejder en gruppe dedikerede folk med den samme idé, og de har helt det samme problem. De er dog et lille skridt længere. De har – på arkitekt­initiativ – fået lavet en organisation, man kan henvende sig til og få kvalificeret rådgivning, hvis man er interesseret i at være en del af et byggefællesskab. De forsøger at skabe kontakt til kommuner med henblik på at få stillet udvalgte grunde til rådighed til byggefællesskaber i nye udviklingsområder. Vi taler jo ikke om, at alt skal være byggefællesskaber, men bare en lille procentdel ville kunne udfordre markedet og være med til at skabe en større diversitet i udbuddet og i de færdige byggerier.  

I Hamborg er konceptet en fuldkommen integreret del af byudviklingen. En vis procentdel af byggefællesskaberne i Hamborg har ydermere et socialt sigte og tilbyder særlig billige boliger.

Det er ret interessant, at man politisk har vedtaget det som en del af en social strategi for byudviklingen i en storby som Hamborg. Også eksempler fra specielt Tübingen i Sydtyskland viser, at det kan lade sig gøre at skabe en mere sprudlende og levende bymæssig variation, når man involverer de fremtidige slutbrugere tidligere i processen.

Hvordan ser det ud i Danmark?

JAL Når vi snakker med Københavns Kommune, synes de generelt, at det er en fantastisk god idé, men indtil videre har vi ikke set det realiseret. Det med at gå ind og sige “Nu tager vi styringen” sker tilsyneladende ikke. Til gengæld er det åbenbart helt ok, at byens udviklere over en kam får lov til at plastre byen til med forholdsvis ensartet og homogent byggeri, hvor mønstermurværk er nøglen til variation. 

Hvad arbejder I med lige nu?

JAL Vi har i en længere årrække været involveret i udvikling af almene boliger under overskriften AlmenBolig+. Et initiativ taget af KAB med henblik på at skabe billigere boliger, både gennem industrialisering og ved at inddrage beboerne i driften af deres eget byggeri. Det har været med til at sætte det præfabrikerede boksbyggeri på dagsordenen.

Da vi byggede de første, havde vi en lidt ‘gammeldags’ arkitektonisk indstilling til det – når vi nu byggede bokse, så skulle man kunne se, at det var præfabrikeret byggeri. Nu opfatter vi det mere som et byggesystem, og vi er ikke optaget af, at det arkitektoniske output afspejler systemet. Tværtimod prøver vi lidt at sløre det og understrege, at der er tale om et produktionssystem, som har nogle indlysende byggetekniske fordele: Man bygger i tørvejr på fabrik og har kontrol over alle processer, vandet løber ‘altid’ den rigtige vej til afløbet i badeværelserne, og der er næsten ingen mangler ved afleveringen.

Geometrien af boksene er bestemt af veje og broer; så bred, så dyb, så høj, og deri ligger selvfølgelig en begrænsning. Det opvejes af en række prismæssige fordele, og jeg synes, vi i flere af boligerne har opnået både brugsmæssige og arkitektoniske kvaliteter, særligt i de senere projekter. I Danmarkshusene er boksene designet med én skæv side, så de danner et præcist bueslag, når de sættes sammen – et bueslag, der er inspireret af den konkrete grunds geometri. Det skaber nogle helt særlige rum på bebyggelsesniveau.

PSP Men generelt er rammebeløbet i det almene boligbyggeri ikke rigtig fulgt med tiden, og det er et grundvilkår, der har fyldt meget de senere år. Beløbet er nærmest stagneret. Der er en lillebitte opskrivning, men den følger slet ikke prisudviklingen. Det, vi har oplevet de sidste i hvert fald fem-seks år, er, at prisudviklingen på byggemarkedet er accelereret, og det har gjort det sværere at fastholde kvalitetsniveauet.

AlmenBolig+ er lidt billigere, ca. 15-25% i forhold til normalt støttet byggeri. Det betyder, at rammebeløbet er lavere, og at man selv skal rense tagrender og generelt bidrage mere til at vedligeholde byggeriet. En større del af de udendørs arealer er privatiserede, der er ingen fælleshuse, og haverne er generelt større. Men det viser sig, at der faktisk er ret gode erfaringer i forhold til tilfredshed hos beboerne, og at målsætningen om samtidig at skabe rum for en social sammenhængskraft er lykkedes.

Boligselskaberne har haft for mange bebyggelser, hvor fælleshusene har stået i årevis uden at blive brugt. Og folk lærer faktisk hinanden bedre at kende, bl.a fordi vedligeholdelsen er gjort til et fælles ansvar. Det står lidt i kontrast til de mange bofællesskaber, hvor man reelt tilvælger fællesskabet og er villig til at afsætte ret store procentdele af boligarealet til netop fællesfaciliteter.

JAL Lige nu har vi et AlmenBolig+ byggeri på vej i det nye boligområde på Grønttorvet i København. Det er et forsøg på at genindføre en række boligkvaliteter, som vi har arbejdet med i tidligere projekter tilbage i 80erne. Vi introducerer på Grønttorvet et rækkehus i tre etager med en smal huskrop foroven og en bred forneden. Samtidig udnytter vi profilet i snittet til at lave synlige taghældninger, der samtidig er rumskabende inde i boligen. Det er et forsøg på at maksimere fordelene ved præfabrikation og skabe boliger, der rummer store muligheder for fleksible indretninger. Man bestemmer for en stor del selv, hvor mange værelser man vil have, og hvor opholdsstuen skal ligge. 

JAL Samtidig med at vi har bygget AlmenBolig+, har vi bygget private ejerboliger på Islands Brygge for NCC. De er udviklet som et forsøg på at nyfortolke Kartoffelrækkerne og den tæthed, de gamle byggeforeningsbebyggelser repræsenterer. På en måde helt analogt med AlmenBolig+, men bygget på stedet og med noget større boliger og tilsvarende større budget.

Lokalplanens krav dikterede meget høj tæthed, og at al parkering skulle ligge i konstruktion. I byhusene, som blev indviet i 2018, har vi derfor etableret et halvt nedgravet parkeringsområde, hvor der er adgang direkte fra p-pladsen til den enkelte bolig. Det har været interessant at se, hvordan området har udviklet sig til en slags uformelt ‘fælleshus’, som beboerne bruger til andet end blot parkering. Fra p-kælderen er der direkte adgang til den enkelte bolig, og man har plads til ladcykel m.m. Det betyder, at der faktisk udfoldes et fællesliv i p-kælderen, børnene lærer at cykle, og vi har sågar hørt, at der har været afholdt fester i kælderen. Boligerne er indrettet med små forhaver og en gårdhave, som man kender det fra Kartoffelrækkerne. De ligger meget tæt, og der er derfor kompenseret med private tagterrasser, hvor man kan trække sig tilbage og være privat. Vi synes selv, det er lykkedes at skabe en høj boligkvalitet, der muliggør et fællesskab på tværs af både gade og gård. De er bygget med genbrugstegl, der både rummer en stærk historie om bæredygtigt byggeri og udståler stoflighed af høj kvalitet.

I har også et ejerboligprojekt i Bispevika i Oslo, der er i gang med at blive bygget. Hvordan ser markedet så ud i Norge?

PSP Det er noget helt andet end her. Et noget andet prisniveau. Det, vi tegner i Bispevika, er udpræget luksusboliger på kanten af fjorden og med en helt unik beliggenhed. Bygherren har satset på byggeriet, fordi vi er i et af de dyreste områder i Oslo, og de sælger boligerne til kvadratmterpriser på op til 120.000 kr. per kvm. Det er ret grotesk.

Der må I jo som tegnestue se jer selv sidde og overveje, om I skal bruge marmor eller guld?

JAL I Bispevikaprojektet prøver vi faktisk at bruge norsk skifer, der er hentet lokalt, til husenes facader. Vi tilstræber at skabe et nordisk udtryk og bruger derfor materialer så vidt muligt hentet i denne tradition. Det er kvalitetsmaterialer, der selvfølgelig koster. Men det er jo ikke guld på den dårlige måde. Det er i virkeligheden bare et forsøg på at løfte et kvalitetsniveau fra en fiberbeton eller eternitplade til en rigtig skiferplade, som vi så vælger at opsætte på en måde, der giver karakter til facaden og understreger materialets egenskaber. Vi prøver at komme igennem med at lave vinduer af egetræ – en ædel og nordisk træsort, som vi ved kan holde i 100 år og har høj kvalitet. Så vores tilgang til at bygge lidt dyrere er i virkeligheden at løfte kvalitetsniveauet på materialedelen og på det rumlige og på lyset. Vi taler også imod alt det forlorne inde i boligerne, som vi erfarer, at de lokale ejendomsmæglere anser som kvalitet, og foreslår i stedet rå betonvægge og store rumdelende skydedøre i naturtræ. En æstetik, der ikke normalt optræder i salgsbrochurerne i Oslo.

Vil man det?

PSP Ja, vi kommer igennem med meget af det. Det er lykkedes os at få respekt fra bygherren. Vi kommer med både vilje og stædighed, og vi forfølger gerne vores ideer meget langt. Bygherren har flere gange været i Danmark, og vi har brugt en del energi på at vise dem, hvad vi mener. Det er vores opfattelse, at der hos norske arkitekter er en tradition, som minder om den, vi har kendt i Sverige i mange år, at arkitekter afleverer projekter i 1:100 og derefter oftest forlader projektet og overlader det til en totalentreprenør, der så færdigprojekterer det. Vi har fra starten klart meldt ud, at hvis det var dén model, så var det ikke os. Vi ønsker ikke at designe bygninger, hvis vi ikke kan følge dem til dørs.

JAL I øvrigt findes der slet ikke alment boligbyggeri i Norge – måske kunne vi lære dem noget. Oslo Kommune har lige haft et udbud, hvor de efterspørger viden om AlmenBolig+. De synes, det er ret interessant, og det bliver spændende at følge, hvad der kommer ud af det initiativ. Hvem ved – måske skal vi bygge bofællesskaber i Norge om 5-10 år.