Panda-Huset: BIG Brother for bamser

Ønsker man at komme væk, inviterer små, smalle trædestensstier gæsterne ud over rampekanten, ind gennem små bede, som i en botanisk have, og videre ned ad skrænten til den underliggende terrasse og restaurant. Her kan man spise med udsigt til pandaen til den ene side og elefanten til den anden. Rummet er mørkt i tonen, så lyset i dioramahaven på den anden side af glasset forstærkes, men uden at man bliver blændet. Fra rampen udenfor kiggede man ned i pandahaverne. Nu sidder man lidt under jordniveau, så bjørnens landskab, med vandfald, bambus og klatretræ, hæves for at imødekomme siddende restaurantgæsters udsyn. Gulvet er støbt som mega-terrazzo med pandapotesorte sten. Slanke, sorte søjler bærer loft og dæk i beton. De er placeret som træstammer med varierende afstand og glider letsindigt videre ud af restauranten for at bære udsigtsdækket. Alt er så rart og legende, at man over frokosten næsten kan glemme, at den bløde bjørnemagt er del af et intrikat storpolitisk spil.

Pandabjørne er solitære, territoriale dyr. De lever alene og mødes kun for at parre sig i et yderst begrænset tidsrum. Derfor er anlæggets udeareal delt i tre: et dameværelse, et herreværelse og et mindre, bambusfyldt ynglekammer, som de besøger alene for at vænne sig til hinandens eksistens. For Zoo som international forskningshave er anlæggets succes og prestige i høj grad betinget af, om det lykkes at få bjørnene til at føle sig trygge og yngle. At anlægget dermed skal danne ramme om et formeringseksperiment, mens vi alle sammen spændt følger med fra udsigtspromenaden, minder om Big Brother for bamser. Her er det bare kinesernes tilfredshed med forløbet, der er afgørende for, om pandaerne sendes hjem. At arkitekter og dyrepassere i første omgang nok har været for optimistiske i forhold til, hvor meget indkig dyrene kan klare, mere end antydes af, at et stort glasparti i niveau med hannens have er blevet blændet efter åbningen.

Den tidlige zooarkitektur fra århundredeskiftet legede fantasifuldt og ufaktuelt med byggede citater fra dyrenes hjemlande for at understrege deres eksotiske fremmedhed under den hjemlige himmel. Tykhudernes hus, tegnet af P.A. Rosenkilde Gram i 1914, der blev revet ned for at give plads til pandaanlægget, var et muret klassicistisk tempelpalæ med søjleportal og pyramider på toppen. Bygningen havde tyngde som de dyr, den skulle huse, men passede dårligt til deres levevis. Plads, dyrevelfærd, videnskab og genskabelse af et genkendeligt miljø i miniformat spiller en langt større rolle i den moderne zooarkitektur. Men man citerer stadig det eksotiske, nu på BIGsk, hvilket betyder, at hele pandaanlægget ligner et harmonibestræbende Yin Yang-tegn fra luften. Heldigvis er de nære prægninger i materialerne så talrigt til stede, at de udvisker grafiske koncepter. Prægning af betonvægge og betondæk med bambusforskalling, stålhegn fortolket som bambusrør i corten. Det byggedes egenskaber leger med det kinesiske landskab. Indimellem gror planterne. Landskabet leger videre, med tågehave, pink azalea og bambushave. Fint manicureret over horisontale og vertikale flader, som var vi i Tivoli.

Fosters elefanthus fra 2008, med landskab af SLA, minder i nogen grad om designtilgangen i pandaanlægget, men der er en væsentlig forskel. Elefanthuset lider under lange formidlingsgange med informationsmontrer, som skal tilbagelægges, inden man endelig når frem. I pandaanlægget er formidling og merchandise klogt og klædeligt trukket væk fra det, det hele handler om: dyrene. Og vores fascination af deres fangenskab.