ANNONCE

Can Picafort, Mallorca, Spanien. TEd'A Arquitectes, 2017. Foto: Luis Díaz Díaz
Klumme af

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

For nogle år siden besøgte jeg en retrospektiv udstilling af Gordon Matta-Clark i New York. Store bygningsklumper lå ud over gulvet på Whitney, som kødudskæringer i en slagterbutik. Det var obskønt og alligevel hypnotisk, som en obduktion. I min lille gruppe af arkitekter elskede alle det. Et kendt faktum: Arkitekter kan lide det råt.

F.eks. stammer råhedens genealogi i arkitekturen fra Duchamps ‘readymades’, Smithsons ‘as found’, ‘arte povera’, eller Lewerentz’ Klippan-kirke og hans blomsterkiosk på Østre Kirkegård. Alle skabt i 70erne og endnu tidligere. 

Men råhed er tilbage. En ny bølge, der romantiserer det ufærdige og nyder konstruktiv brutal ærlighed, er på vej frem. Muligvis startede det med restaureringstrendsene, hvor tidens sår blev efterladt synlige, og væggene i de historiske bygninger blev afsløret som fortællende palimpsester. Chipperfield i Berlin og Arturo Francos Matadero i Madrid dukker op i mine tanker.

Hvorfor råhed igen? Af grunde, der ikke er helt forskellige fra dem i 70erne: for at protestere mod overforbrug, kapitalisme, spild, globalisme. Det har at gøre med den overlevelsestilstand, der marinerer vores fag i dag: stadig ‘Less Aesthetics, More Ethics’, som vi husker fra Fuksas’ Venedig-biennale. Vi bør ikke lade tingene blive for smukke, mens vi endnu har større fisk at fange, som f.eks. klimakrisen, diverse former for diskrimination etc.

Det er en global trend, men i Spanien har den et interessant lokal twist, der har sin oprindelse i Utzons hus på Mallorca, Can Lis. Og har man mulighed for at besøge udstillingen With Love From Spain i Aalborgs Utzon Center, finder man nogle eksempler på råhed og god arkitektur. Men Utzons nonchalante brug af ‘Marés’, der efterlod savens mærker på stenen, og hans brug af traditionelt håndværk giver her grobund for en regionalistisk diskurs, en fortælling om kontinuitet og forsagelse af selvudtryk. At Can Lis er for idiosynkratisk, for ‘utzoniansk’, til at blive læst ud fra ærlighed eller troskab mod den lokale tradition, er ikke mit ærinde her. Mere vigtigt ser jeg risikoen for en bestemt form for manierisme. Den anatomiske udstilling af konstruktive processer begynder at ligne et mål i sig selv. Der insisteres på det sekundære, der gør hvert skifte med Marés-sten eller termokeramiske blokke, hver ubehandlede væg, hver stikkontakt, til en mulighed for at ‘sige noget’. Noget essentielt og primitivt.

Jeg fornemmer en fare for, at alle disse handlinger, manier, kunne sluge energien, der burde nå ud i hele bygningen, f.eks. i form af rum. Forfriskende primitivisme eller antirationel romantik, der bygger på gestusser i overfladen. Med tiden kunne denne rå-konstruktion-manierisme degenerere til ‘byggeplads’-dekorativisme.

Bedst som jeg skrev dette, så jeg den store gymnast Simone Biles forlade OL, og floden af universel empati åbne sig. Der og da fik vi den opsummerende one-liner ved OL i 2021: “De er også menneskelige”. Selv på dette ene sted, hvor subjektivisme synes udelukket, sejrer storytelling og følelserne over guldmedaljerne. Jeg indså da, at vores nøgne, sårede, rå vægge også er overbelastet med følelser. Disse er sentimentale vægge. Den menneskelige berøring, ufuldkommenheden, det eksponerede patchwork af materielle processer, vejer tungere end bygningens helhed.

Men når hver væg fortæller en historie om usikkerhed og opfindsomhed, reagerer jeg på samme måde, som jeg gør, når jeg hører protestsange eller politisk kunst. Jeg gaber. Jeg keder mig: Jeg er også menneskelig.

En sang er en sang, en pamflet er en pamflet, en bygning er en bygning. Og rå vægge er virkelig hårde ved tøjet.

Klumme af

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

Udgivelse

Klummen udkommer første gang i Arkitekten 07/2021, der er på gaden den 14. september.

Oversættelse

Klummen er oversat fra spansk af Mette Skov.

ANNONCE

House 1014, Granollers, Spanien. Harquitectes, 2014. Foto: Adrià Goula