Telefonfabrikken: Industriel æstetik

Orienteringen mod den sydvendte gård giver dog god mening i forhold til at skabe en sammenhængende kultur-hub, hvor der kommer synergi mellem de mange forskellige aktører i bygningerne, og det styrker potentialet for videreudvikling af området, når den sidste virksomhed inden for de nærmeste år rykker ud af længen på den sydlige side af gårdrummet. Det funktionelle, robuste gårdrum byder på gode muligheder for udendørs projekter og aktiviteter og kan problemløst holdes frit fra biltrafik.

Den nytransformerede hal huser et spillested med plads til 500 personer, en ungdomsklub og en multisal. Alle tre funktioner har separate indgange fra sydfacaden, som udgør den eneste ydervæg. I bygningens nordside mod Telefonvej ligger et andet lejemål. Dette giver en vis udfordring med gennemluftningen af de relativt dybe rum, mens fabrikkens gamle shedtag heldigvis lader rigelige mængder lys falde ind gennem de nordvendte vinduer. Muligheden for at åbne tagvinduerne blev sparet væk i projekteringen, og man er derfor afhængig af, at ventilations­anlægget fungerer. I spillestedets lokaler var det ikke noget, jeg bed mærke i – det er et miljø, hvor det er almindeligt med begrænsede muligheder for gennemtræk, der er dog planer om at installere ekstra luftudtræk foran scenen, hvor luften opleves stillestående og iltfattig, når der er fuldt hus til koncerterne. I ungdomsklubben var der på denne tidlige junidag fuld aktivitet. Her virkede luften også noget stillestående, men en tekniker var i gang ved ventilationssystemet, så forhåbentlig er der bare tale om opstartsvanskeligheder.

Udefra ser man ikke meget til den nye programmering af bygningen. Nye vindues- og dørpartier er diskret skåret ud i de gamle facadeelementer, der allerede havde form af en kraftig betonramme med en tyndere tavle i. Interessant er, at de nye glaspartier med deres kraftige alurammer virker mere industrielle end de gamle trævinduer med sålbænke i oxideret kobber med turkise mosaiktavler under. Der er så at sige skruet op for den industrielle æstetik i de nye facadetilføjelser og ned for den taktile patinering.

Indenfor kommer de tre nye programmer tydeligt til udtryk gennem forskellig karakter i interiøret. På spillestedet Richter er indretningen holdt i mørke, gyldne toner, og den fine turkise mosaik fra de gamle facadeelementer er nyfortolket i en glinsende mørk mosaikstensvæg ved garderoben. Der er arbejdet ambitiøst med lyddæmpningen i koncertsalen, hvor mineralulden er gemt væk bag mørke, kobberfarvede, perforerede sinusplader, som dækker de fleste vægflader og fint er indpasset i loftets geometri. Baren er beklædt med de samme plader, og det skaber en god sammenhæng i salens interiør.

Multisalen “Mellemrummet”, der ligger som en bufferzone mellem spillested og ungdomsklub, repræsenterer det rene, afskallede industrirum. Her er alle overflader renset ned, betonsøjlernes og ståldragernes tidligere lilla og blå pangfarver er fjernet til fordel for en grå og hvid farvepalet. Gulvet er nystøbt i blank overfladebehandlet beton og spejler fint ovenlys samt den simple rytmiske komposition af lysstofrørene. Nedgangen til kælderen står tilbage som et relikvie fra den tidligere produktionsaktivitet og bidrager til det fornemme samspil mellem fortid og nutid. Den gamle rå beton og den nye blanke spiller elegant op mod partierne af hvid tegl og loftets originale akustikplader i træbeton. Hallen er ikke opvarmet, og det manglende ventilationsanlæg begrænser måske anvendelsesmulighederne, men styrker den rene rumlige oplevelse.

I Ungecentralens lokaler er der arbejdet med de samme perforerede sinusplader som på spillestedet, men her i en lys aluminium. De lyse plader og betonen får selskab af primærfarverne rød, blå og gul, som med en kraftig farvepalet strukturerer rummene. Den røde farve er brugt på gennemgående vægge, indsatte bokse er blå, og på udvalgte steder er gulvet gult. Som det største indgreb i den oprindelige struktur er dele af shedtagets tagkonstruktion taget ned og erstattet af vinduespartier, der giver ovenlys både fra nord og syd. Disse lysindtag er placeret over en stor boks, et rum i rummet, som huser stillerum, garderobe og toiletfaciliteter, og ovenpå en lys, solgult skinnende lounge, hvor der er udsigt over resten af lokalet. Boksen er ofte et svært arkitektonisk element, da den kræver meget plads, for at det ikke skal virke klemt, men her fungerer det rigtig glimrende. Det giver en sjov og anderledes rumlig oplevelse at være så tæt på loftskonstruktionen og tilføjer en fin dynamik til lokalet, samtidig med at nødvendige funktioner pakkes væk på bagsiden. En niche med to udslagsvaske i metal slår endnu en gang det industrielle tema an og taler samme sprog som det sinusplade-beklædte cafékøkken. Garderoben er beklædt med lyst træ, et sært fremmed indslag i den samlede indretning, som mest leder tankerne i retning af en direktionsgang fra 1980erne, men slet ikke har den naturlige taktilitet, som er på spil i de oprindelige dele af bygningen. Det er synd og giver et lidt rodet indtryk midt i den ellers så tydelige overfladebehandling af rummene.

Styrken i projektet ligger i transformationen af det ordinære, den subtile opgradering af en fin, men ikke på nogen måde exceptionel bygning fra 1960erne. Transformationen er vellykket og vidner om, at der er mange kvaliteter at hente i den eksisterende bygningsmasse, også i den del, der ikke er klassificeret som bevaringsværdig. Den løbende transformering af området over de seneste 20 år er endnu ikke afsluttet, og denne gradvise omdannelse skaber nogle gode muligheder, som passer til områdets nuværende klientel af små og større kreative foreninger.