Tingbjerg bibliotek og kulturhus: Formen dominerer

Hvad angår kulturhuset store, gennemgående, lodrette glasfacade, går denne skribents tanker, som så mange andres, også til de ‘prøvebilleder’, man så på gammeldags tv-apparater, dengang hvor man producerede det, der hed fjernsyn, i Gyngemosen ved siden af. Og det passer jo fint med formen, som bedst kan sammenlignes med et designet tv-apparat fra lige før fladskærmens indtog, hvor der stadig sad et billedrør, som krævede dybde for at kunne være i kassen.

Man kan sidde inde og se ud over bebyggelsen, som nævnt – men en større fidus med, at den store åbning i tragten kan et eller andet eller gør noget særligt, kommer ikke frem i sagen. Det er jo et oplivende og dynamisk projekt. Man møder tidens rå krydsfiner i det indre og opdateret tegl på ydersiden. Men hvor der burde skratte og storme glade budskaber om fælleskab og sammenhold ud over hele byen i form af altaner, gangbroer, udsparinger eller fremspring, sker der ikke meget i den facade, bortset fra flimren i forskellige formater og gråtoner. To dørpartier mellem gaden og multirummet i stuen kan åbnes, men den store integration med bylivet og gaden finder ikke sted lige der. De to kileformede pladser, særligt den sydlige med plateauer og direkte adgange til kulturhusets café, kompenserer delvist og giver stemning i forhold til at skabe muligheder for uformelle møder i bydelen.

Selve koblingen til den gamle skoles gangsystemer er et vigtigt knudepunkt, som forhåbentlig med den planlagte renovering kan gøres til et sted, som trækker ligeværdigt i flere retninger. Skolen må naturligvis lukkes af uden for åbningstiden, men at dette krydsfelt rent rumligt skal forestille at være en vigtig indgang til skolen og til den skønne svømmehal, virker lige nu kursorisk.

Biblioteket er fint og pænt og godt at være i på et sted, hvor der tidligere var en lang parkeringsplads. På Steen Eiler Rasmussens og C.Th Sørensens oprindelige situationsplan er der også angivet en trærække og et p-areal på stedet. Ikke specielt interessant fra fødslen.

Formen dominerer, men det er måske også til en vis grad nødvendigt, når man både skal bygge et vartegn og hamle op med den tunge arv, den funktionelle tradition, det romantiske parklandskab og den noget klaustrofobiske air, som generelt prægede datiden.

SER byggede selv et vartegn i området, nemlig bolighøjhuset, som efter min opfattelse er arkitektonisk uforløst, fordi det ligner to forskelllige bygninger, en i beton og en i mur, som er presset sammen i én figur. Oprindeligt skulle det skjule en 35 meter høj skorsten fra områdets varmecentral, fortæller SER på en filmoptagelse.(2) Og så fik man jo også flere boliger i området.

Kulturhuset er et interessant og mere homogent bud på en fortolkning af alle disse blandinger af nyttemoral, snusfornuft, høj æstetik og gedigen byggeteknik, som præger Tingbjergs arkitektur. Rasmussen og Sørensen er ikke hellige, men på vor tids byggepræmisser bare svære at hamle op med for enhver, som giver sig i kast med at matche den intense kombination af tankesæt og udførelse, som gnistrede hos Tingbjergs fædre. Der synes jeg kulturhusets arkitekter bevæger sig i en ny og mere frigjort retning end deres kollegaer bag det snart færdigbyggede bolig-erhvervsbyggeri på hjørnet ved Lille Torv – som mest ligner dårlige efterligninger.(3)