Tipperne

Tårnet er del af et spredt bygningsanlæg, der inkluderer Tipperhuset, et grundmuret, stråtækt hus fra 1950erne, et nyt fugleskjul og en ny toilet/skurbygning. Tårnet er flyttet til en ny placering længere væk fra Tipperhuset end tidligere. Det giver luft i landskabet. Og det gør stedet godt. Der sker nemlig det mærkværdige, når man nærmer sig Tipperne af den lange lige Tippervej, at landskabets fladhed forvrænger og forvirrer synet. Uden sammenligningsgrundlag, så synes det, der ligger langt væk på engfladen, enormt.

Således samlede Tipperhusets tagflade, de bagvedliggende træer og tårnet sig for mit blik til et kolossalt tankskib, der var stødt på grund i det fjerne. Når man så kommer tættere på, sker der et zoom i dobbel hastighed. Objekterne skrumper som i eventyrland og får deres egen form tilbage. Først når man har indgangsdøren til Tipperhuset som sammenlignende skalamarkør, forstår man, hvor lille det nye tårn er.

Tårnet er anlæggets ubestridte, men beskedne hovedperson. Den bærende konstruktion er opbygget af spinkle, galvaniserede rundrør af sortjern (ø22). Valget af rør betyder, at skyggespillet i tremmekonstruktionen reduceres til det minimale, til en blød brydning af lys. De er flimrende lette. På en gang stærke og æteriske. Konstruktionen søger ikke at optage plads. Tværtimod reducerer den sig selv til et minimum. Man ser lige igennem den, ud på landskabet.

Rørkonstruktionen er fremstillet i samarbejde med en lokal smedevirksomhed, der har specialiseret sig i mobilmaster. Lukker man hånden omkring et rør, mærker man, hvordan kræfterne føres ned gennem materialet. Lytter man efter, kan man høre, hvordan vindtrykket får rørene til at vibrere.

Alt er klædeligt nedbarberet til det allermest nødvendige, og det, som er allermest nødvendigt, er formgivet med præcis og beundringsværdig sans for detalje, samling, placering. Kun trappen forvirrer kroppen. Den ligner en trappe, men opfører sig som en stige. På afstand, når den tegner sig som tynde streger i lyset, ligner det, at den er kastet ned oppefra som en reb­stige fra en luftballon, og man overvejer, om tårnet gerne vil lette, ligesom Inger og Johannes Exners vidunderlige kirketårn til Nørrelandskirken i Holstebro (1969).

Men trappen er stærk som bare pokker. Således formidler den et udsøgt fint og dobbelttydigt møde mellem himmel og jord. Oppe i skjulet har fugletællerne adgang til hængelåse, der kan skyde facadepladerne op og trække plexiglasplader for. Kikkerten er tårnets sære, gamle beboer, der kan trækkes frem og tilbage mellem åbningerne.

I Tipperhuset er der i stueetagen indrettet frokoststue med nyt langbord og bænke. Solidt bygget og smukt samlet. På første sal er der indrettet feltstation til fugletællerne. Her opbevarer de deres data i endeløse rækker af ringbind i nybyggede reoler. I gavlene er der indrettet soveværelser. Apteringen af OSB-plader, der er anvendt generelt, balancerer indretningen mellem midlertidigt felttelt og hjemlig alkove.

Installationer er gennemgående malet med den røde blymønje-tone, vi kender fra PH’s eget hus i Gentofte. Med det farvevalg peger man tilbage på det maskinelle, ‘stations’-prægede. Som modspil hertil er store flader malet svalt matblå. Samspillet er eksklusivt, uden at være det, og demonstrerer igen et æstetisk overskud hos arkitekterne.

Det nye fugleskjul ligger en kort, sumpet vandretur fra Tipperhuset. Foran er anlagt en ny pande, et vandhul, så fuglene kommer helt tæt på. Som en skarptskåret, okkerfarvet jernvinge rejser skjulet sig som et minimalt telt af cortenstål fra jorden. Det slutter sig tæt om kroppen. Det tynde materiales origami-foldning er så vidt muligt holdt fri for synlige samlinger.

Arkitekterne har sanset og formgivet i vekselvirkning. Aftrykket er komprimeret. Det er så småt og sart, men også stærkt. Som en fugleunge i hånden, der kan lette når som helst.