Universelt design: Integrerende rum

Du har plæderet for et ‘social turn’ i landskabsarkitekturen.1 Er det offentlige rum ikke socialt nok?

Vi er stadig præget af det sidste århundredes billedprægede arkitekturdiskurs, der promoverede arkitekten som genius, star-arkitekten med det ikonografiske design. Bygninger bliver f.eks. stadig mest fotograferet uden mennesker, inden de tages i brug. Det sociale, det arkitekturen kan, kommer ofte i anden række. 

Hvordan forstår du begrebet universelt design?

Det er et catchy begreb, som er i familie med termer som køn, diversitet og inklusion. Det handler om at sætte mennesket i centrum. Et universelt design taler til alle mennesker, tager hensyn til og inkluderer alle menneskers behov. Målet er rumlig retfærdighed, at give mennesker lige muligheder og at tilbyde alle at have del i noget. Historien har i høj grad brugt, og nutiden bruger endnu den hvide, hetero­seksulle, succesfulde mand på 40 som målestok. Dermed ignoreres køns- og alders-, kulturelle og sundhedsmæssige forskelle. Fordringen om et anti-diskriminerende offentligt rum må rette blikket mod disse forskelle. Byrum er vigtige sociale infrastrukturer, som kan muliggøre og støtte social sameksistens. Mennesker med begrænset økonomi og mobilitet er særligt afhængige af disse infrastrukturer. 

Hvordan engagerer du forskellige grupper i planlægningen? 

For at inkludere forskellene må vi tale til alle mennesker uanset alder, køn, social og kulturel baggrund eller handicap og spørge til, hvordan deres hverdag ser ud, samt hvordan vi kan forbedre denne. Hvilke forskelle er der mellem mennesker, hvilke ligheder? Det er ikke alle, der kan læse og skrive, taler tysk eller dansk, har en computer eller kan svare på abstrakte spørgsmål. Men der findes en række metoder til at sikre, at man når repræsentanter fra forskellige brugergrupper og finder ud af, hvad de har brug for.

Hvilken viden om og hvilke erfaringer med at inkludere mennesker i design findes der?

Sociologien har studeret hverdagen og hverdagens behov, Jane Jacobs, Jan Gehl med flere har studeret brugen og tilegnelsen af byrummet, og landskabsarkitekturteorien kan lære os om rumelementers betydning for opfattelsen af rummet – eksempelvis zoneringer, tærskelområder og grænser. Deltagelses­processer er heller ikke nye, men der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der konsekvent har beskæftiget sig med køn, diversitet eller inklusion inden for den anvendte landskabsarkitektur. Her har vi skullet udvikle vores egne metoder, dels til at kunne nå forskellige brugergrupper differentieret, dels til at kunne oversætte resultater af dialoger til formgivning. I en ny bog redigeret af Susanne Kost og Constanze A. Petrow2 forsøger vi at forstå det offentlige rum som en afspejling af samfundets mangfoldighed og et produkt af sociale handlinger samt at beskrive den holdning, det kræver at planlægge rum som social infrastruktur.

Hvorledes foregår denne differentierede henvendelse til brugergrupperne?

Et greb, der fungerer godt, er kommunikationen af, at diverse behov skal tilgodeses: “Du kan få et ønske opfyldt, men kun hvis alle andre også får deres ønsker opfyldt”. I stedet for at forvalte mangler producerer vi rigdom. Når folks behov bliver imødekommet, bliver de også i stand til at se ud over deres egne interesser og åbne sig for andres anliggender. Her er det vigtigt ikke at se de forskellige behov i konkurrence med hinanden. Vi skal undgå og opløse konkurrence. Ellers opstår der hierakier og stigmatisering af bestemte grupper. Man kan godt give marginaliserede grupper en særlig rolle i et projekt, uden at det betyder, at andre grupper af den grund får en mindre rolle. Omvendt skal de grupper, som kan have en tendens til at dominere bestemte offentlige rum, heller ikke fortrænges fra planlægningen. 

Det offentlige rum skal støtte og forbedre menneskers hverdag, eksempelvis være med til at kompensere for små lejligheder. Designet skal helt ned i detaljerne svare til menneskers livsrealitet. I et område, hvor folk ikke tjener ret meget, stiller man f.eks. ikke en bænk til 75.000 kroner op. Den bliver ødelagt af hærværk, fordi den ikke passer til beboernes livsverden. Rummets materialer og konfiguration bliver aflæst meget præcist af brugerne. 

Kan du give et eksempel?

Vi har brug for flere positive eksempler på projekter, der lever af deres mangfoldighed og brugsværdi. På Letteplatz i Berlin-Reinickendorf har vi designet et integrerende rum, som fremmer kommunikation og udveksling. Her er bold, sport og bevægelse placeret på et fælles underlag af blåt kunststof. Ved at give alting plads på dette underlag af høj kvalitet – boldspil, trampoliner, balance­elementer – bliver alle funktioner tildelt lige høj værdi. Dermed bliver forskellige aktiviteter mere tilgængelige og deltagelse i dem legitim. Det betyder, at grupperne blander sig mere, eksempelvis at drengene også balancerer, og pigerne også spiller bold. 

Tærsklen mellem forskellige aktiviteter og opholdsmuligheder skal altså sættes lavt, så man har lyst til at bevæge sig overalt? 

I lyset af knappe ressourcer, pladsmangel og svindende offentlige budgetter må byrummet fortættes. Med præcise zoneringer og balance mellem afstand og nærhed, grænser og overgange kan man undgå udgrænsninger og fremmedgørelsesmekanismer. Hvis vi koreograferer rummet præcist med forskellige funktioner, som ligger ved siden af og griber ind i hinanden, kan man holde valgmulighederne åbne, men samtidig bryde med stereotyper. Det er vigtigt at tage forskellige behov alvorligt uden at cementere dem med rolletilskrivninger.