Universelt design: Lov og praksis

I 2022 blev Danmark placeret på en 32.-plads i årets ligestillingsmåling foretaget af World Economic Forum.(1) Endda tre pladser lavere end året før og langt under vores nordiske naboer i toppen. Ligesom med den manglende ligestilling er det danske narrativ om en arkitektur, der er inkluderende og mangfoldig, muligvis endnu en kollektiv illusion. 

For er Danmark et foregangsland i forhold til universelt design i arkitekturen, når undersøgelser viser, at mange oplever en manglende inklusion og tilgængelighed, og at universelt design stort set eller slet ikke er en del af arkitektuddannelserne?(2) 

Den danske ‘arkitekturkanon’ er i mange tilfælde projekter baseret på genius som udgangspunkt. Hvis vi groft skitserer to af de primære praksisformer op, er det både en tradition, som udspringer af ‘den kunstneriske beaux-arts-tilgang’, hvor arkitekten som ‘geniet’ skaber arkitekturen, ofte ud fra egne perspektiver. Men det er også den ‘diagrammatiske tilgang’, som de seneste årtier har domineret, hvor arkitekturen til dels er fritaget fra kompleksiteten af en kontekst. Dog har begge anskuelsesmetoder omdrejningspunkt i en æstetisk vurdering; ‘den gode arkitektur’ er ofte ensbetydende med ædle materialer og traditionsrige bygningsstrukturer eller diagrammer materialiseret som ikoniske nybyggerier, men begge tilgange risikerer at overse universelt design, hvis det ikke er med i udgangspunktet for et projekt.

Arkitekturen fremstilles derudover ofte med mennesker i form af generaliserende stereotyper af samfundsgrupper, eller endnu hyppigere helt uden mennesker, eller hvor menneskerne efterfølgende er redigeret ud af billederne. En problematik, som bl.a. arkitekt Ali Arvanaghi påpegede under uddelingen i januar af arkitekturprisen Årets Arne. Ingen af arkitekterne bag de nominerede projekter viste billeder med mennesker i præsentationerne af deres projekter. Den manglende repræsentation af mennesker med en alsidighed af kroppe og sind fjerner dermed arkitekten og arkitekturen fra de miljøer, de er en del af.    

Hvis man skifter perspektiv fra arkitekten til det lovmæssige, kan den grundlæggende mangel på opmærksomhed omkring universelt design også være præget af, at kun omkring en tredjedel af landets kommuner har en arkitekturpolitik. Ingen omhandler universelt design, og kun enkelte nævner tilgængelighed.(3) Det medfører et fravær af politisk engagement og lovgivning, som kan være med til at skubbe til udviklingen i arkitekturen.(4) 

På trods af de manglende lovmæssige rammer kan arkitekten spille en aktiv rolle i at påvirke udviklingen inden for både det kulturelle og strukturelle, når det kommer til en bred tilgang til universelt design. Arkitekter har f.eks. været aktive i offentlige debatter og arbejdsgrupper i Arkitektforeningen om BR18 i forhold til at have en lovgivning, som opfordrer til at bygge mere klimabæredygtigt.(5) Der er brug for, at arkitekter også præger lovgivningen om en reel tilgang til universelt design i arkitektfaget. Det har man kunnet i andre nordiske lande. 

I Norge blev der f.eks. i 2016 introduceret en omfattende politisk plan for at implementere tilgange til universelt design i mange forskellige samfundssammenhænge.(6) Det gjaldt i høj grad også arkitekturen, hvor det bl.a. blev besluttet, at alle arbejdspladser samt statslig og offentlig arkitektur (både eksisterende og ny) frem mod 2025 og derefter skal leve op til tilgængelighedskrav.(7) Det kom i forlængelse af bl.a. The EIDD Stockholm Declaration 2004, hvor en lang række lande i Europa skrev under på erklæringen om at arbejde grundlæggende med universelt design. Danmark er et af de lande, der skrev under.(8) 

Men selvom universelt design integreres i lovgivningen, handler det først og fremmest om, at der i Danmark skabes en kultur blandt arkitekter, der går ud på at praktisere og kommunikere en bred tilgang til universelt design. Det gælder især, at arkitekturen forankres i sine omgivelser, og arkitekterne inddrager forskellighederne blandt de mennesker, som skal bruge arkitekturen.