Vestbad: Tilbage til 1958

Som led i istandsættelsen er de to svømmebassiner blevet miljøsaneret, hvor man først huggede alle fliser af, derefter rensede man overfladerne, så betonen fra 1958 stod tilbage. Til sidst er betonen beklædt med nye fliser. I 1958 blev fliserne produceret af Hasle Klinke- og Chamottefabrik, som kaldte fliserne til skvulperenderne “Model Vestbad”. En tysk fliseproducent har i dag udarbejdet nye forme, så skvulperender og alle fliseformater er genskabt og lagt som et puslespil, hvor alt ifølge arkitekterne går op. Farvesætningen af svømmebassinerne er som i resten af anlægget i vid udstrækning en rekonstruktion, men enkelte steder har fliser erstattet en tidligere malet betonkant. Ifølge en ansat har det imidlertid krævet lidt tilvænning til de ‘nye’ farver, da det V-formede tårn med vipper tidligere var blevet overmalet med lyseblåt, mens det i dag er blevet malet med den mørkeblå farve. Det samme gælder for den kannelerede betonvæg under siddetribunen, der ligeledes er blevet malet i den oprindelige gule nuance, der er væsentligt mørkere end den tidligere. Det får vinduerne, eller rettere vandet i bassinet, til at stå som lysende blå huller i den gulmalede væg. De få ændringer er imidlertid mindre detaljer, som ikke rokker ved det overordnede indtryk, at svømmebassinerne i dag fremstår utrolig indbydende, selv på en overskyet og halvkold sommerdag fik jeg lyst til at hoppe i vandet. De vækker minder om et frit og bekymringsløst sommerliv.

Et væsentligt nyt element er et vandbehandlingssystem, som er markant større end det forrige. Det er gravet ind i den græsbeklædte skrænt ved bassinkanten, så det kun har været nødvendigt at udvide det eksisterende teknikrum en lille smule. Det er en god prioritering at skjule den nye teknik, så den ikke skæmmer landskabet.

Ligesom kioskbygningen var vandtrafiklegepladsen i meget dårlig stand, da restaureringen begyndte, og efter flere undersøgelser viste det sig, at det ikke var muligt at bevare den, da de oprindelige materialer simpelthen smuldrede bort i det hårde vandmiljø. Pladsen er i dag støbt i beton, hvor den tidligere var lavet af en art asfaltmateriale. Inden bortfjernelsen af den gamle legeplads blev den opmålt, og disse opmålinger har dannet grundlag for den nye plads. Hønen er beklædt med mosaiksten, og den er blevet restaureret af I.P. Junggreen Haves søn, Torkild Have, der havde en kasse med overskydende mosaiksten stående i sit værksted. Ud over at repræsentere et underholdende indslag på legepladsen, iltede hønen oprindeligt vandet fra svømmebassinet, inden det blev sendt retur via rensningsanlægget. [1] Da jeg besøgte anlægget, var vandtrafiklegepladsen ikke åbnet endnu, fordi det nye pumpesystem volder problemer, men jeg er sikker på, at den på varme dage bliver et tilløbsstykke for de yngste besøgende.

I forbindelse med udgravningen til de omkringliggende højhuse fremkom store mængder overskudsjord, som landskabsarkitekten anvendte til en støjdæmpende jordvold mod Roskildevej, der på samme tid fungerer som siddepladstribune mod det store svømmebassin og som skråning mellem friluftsbadet og den indendørs svømmehal fra 1970. Dele af skråningen blev yderligere modelleret, da Sørensen udformede små plateauer, så der fremkom små solgryder, hvor de besøgende kunne solbade i deres eget, lille halvprivate rum. Inden restaureringen kunne solgyderne kun svagt anes i det bakkede landskab. I dag er der ingen tvivl om, hvor man kan slænge sig i solen, da de er rekonstrueret af en anlægsgartner med håndskovl. Det har hverken været billigt eller nemt, men et vigtigt element i landskabet, og det fremstår som det helt rette valg.

Hvor selve solgryderne i årenes løb langsomt udviskedes, var store dele af landskabet bevidst ændret i årenes løb. Adgangsvejenes belægning var udskiftet, ligesom belægningerne rundt om bassinerne heller ikke var oprindelige. Allerede nogle år efter åbningen var de trapezformede betonsten omkring bassinet blevet udskiftet med kvadratiske fliser, fordi betonkvaliteten var for dårlig; den egnede sig ikke til det hårde miljø med klorvand. I dag er den trapezformede flise blevet genskabt – bare i en bedre betonkvalitet – og overfladen er sandblæst, så den er skridsikker. Det er lykkedes efter et større detektivarbejde, hvor det viste sig, at luftfotos fra tiden omkring indvielsen var de bedste kilder til, hvordan anlægget havde set ud. Arbejdet med flisen afspejler den gennemgående strategi for hele anlægget, hvor alle elementer af landskabet er blevet rekonstrueret. [2]

I det hele taget har strategien for restaureringen været at rekonstruere og genskabe det oprindelige anlæg med overflader og former samt genopbygge, hvor det har været nødvendigt, fordi materialerne var nedbrudte. Har det så været den rigtige strategi? Ja! Formålet med fredningen i 2017 “var at sikre et fremragende eksempel på et anlæg til fritidsaktiviteter opført i anden halvdel af det 20. århundrede”. [3] Og i mine øjne er Vestbad tæt på at være et perfekt eksempel på modernismens krav om lys, luft og sundhed, og udtrykker i fysisk forstand velfærdssamfundets vision om det gode liv for alle – uanset bopæl og indkomst. Vestbad er et billede på datidens velfærdstænkning, hvor det ikke kun var samfundets opgave at skaffe tag over hovedet til danskerne, men også i bred forstand at frembringe de bedste fysiske rammer for borgernes liv. I dag har en privat fond i samarbejde med de to kommuner givet midler til, at anlægget kunne blive sat i stand på forbilledlig vis, så fremtidige generationer også kan nyde en kold dukkert på varme dage. Anlægget emmer af sol og sommer – det fremstår sprødt og 1950er-agtigt på den gode måde. Jeg er begejstret.

Jannie Rosenberg Bendsen arbejdede i Slots- og Kulturstyrelsens fredningskontor fra 2013 til 2017 og var med til at udforme oplægget til fredningen af Vestbad i begyndelsen af 2017.