ANNONCE
Viljeløst og fattigt på visioner
“Det planlagte og nyligt opførte byggeri er, når det gælder boligens skala, pragmatisk eller direkte spekulativt. Planerne gentager med få undtagelser de samme og kendte mønstre med begrænsede indretnings- og levemuligheder. Alt er tilsyneladende ofret for at skabe lys og luft i boligens centrale opholds- og alrum, som får boligen til at se større og mere anvendelig ud, end den er.”
Peder Duelund Mortensen
Københavns boligmarked er presset, nye boliger udlejes eller sælges, endnu mens de er under planlægning og stort set uanset boligernes form og beliggenhed. Boligpriserne stiger ligesom byens fortætning, og der er en øget ulighed og segregering i bybefolkningen. Tilflytningen til den københavnske metropol er på mere end 1.000 nye borgere hver måned – en udvikling, som genfindes i andre af landets storbyer og forventes at fortsætte i de kommende år. Velstillede borgere bosætter sig i de mest attraktive nye bebyggelser, mens middelklassen rykker ud i Ørestad, til havnens bagkanter og nybyggeri i byens ydre kvarterer, i forstaden og ud i Fingerplanen omkring stationerne. De, der ikke kan betale de høje boligpriser, må søge længere ud i regionens udkant. Det truer den sociale velfærd og sammenhængskraft.
Boligefterspørgslen kommer fra en mere mangfoldig befolkning end nogensinde. Unge søger mod byen efter uddannelse eller arbejde, familier og enlige søger en bolig, de kan betale, nogle ældre søger byliv og fællesskab, og mennesker med forskellige kulturer bosætter sig i byen. Men afspejler det nye boligbyggeri denne mangfoldighed af ønsker og forventninger? Er boligerne åbne for forskelle og fortolkninger, som kan rumme de skiftende behov, som findes i en verden og et familieliv i hastig forandring? Og lykkes det igennem boligbyggeriet at medvirke til at bryde den stadig voksende segregering og ulighed, som findes imellem byens befolkningsgrupper?
Svaret er kort: Nej. Det planlagte og nyligt opførte byggeri er, når det gælder boligens skala, pragmatisk eller direkte spekulativt. Planerne gentager med få undtagelser de samme og kendte mønstre med begrænsede indretnings- og levemuligheder. Alt er tilsyneladende ofret for at skabe lys og luft i boligens centrale opholds- og alrum, som får boligen til at se større og mere anvendelig ud, end den er. Man går lige ind i stuen, der er ingen fordelingsarealer og sjældent fast opbevaringsplads. Ingen muligheder for opdeling i intimsfærer, hjemmearbejde, samliv på tværs af generationer eller fremleje. De klassiske københavnerlejligheder og byggeforeningernes små byhuse med mindre, men mere generelt anvendelige rum, der kan forbindes, er bedre egnede end det meste af dagens boligbyggeri. Og der mangler frirum, organisatorisk vilje og en mangfoldig beboersammensætning til at udvikle bebyggelsernes rum og friarealer til meningsfulde, indholdsrige og dynamiske fællesskaber. Boligernes plan er med få undtagelser gentagelser af to grundformer: etageboliger i 5-6 etages gårdrums- eller blokbebyggelser og de såkaldte byhuse i to-, tre- eller firetages rækkehuse eller i lave og tætte bebyggelser. De planer, som er udvalgt til denne artikel, vises ikke for at hænge bygherrer eller tegnestuer ud, men for at tydeliggøre boligmarkedets tendenser og skabe debat, eksperiment og udvikling igennem samarbejder mellem faget, investor- og developerkredse og politikere.
Peder Duelund Mortensen
Peder Duelund Mortensen er arkitekt og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Institut for Bygningskunst, By og Landskab.
Artiklen er baseret på Duelund Mortensens bog Hjem|Bebyggelser|By – Bolig og Velfærd i København, der udkom i forsommeren 2018 på Arkitekturforlaget B. Illustrationerne i denne artikel er fra bogen.
Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 08/2018.
ANNONCE
Grønnegården, Sorgenfri. Polyform Arkitekter, 2012-. Type med henholdsvis tre og fire værelser. Tegning: Polyform Arkitekter
Boliger i tidligere silo, The Silo, København. COBE, 2017. Tegning: COBE
Karakteristiske eksempler på etageboligens grundform kan findes i Sydhavnens byggeri på Teglværkskajen. Husdybden er 13 m. Trapperum, indgangsareal og toilet ligger midt i boligen som en kerne, hvorom boligens indre ganglinjer bevæger sig. Bevægelsen krydser åbent igennem boligen til opholdsarealer, køkken, værelser og altan. Toilettet ligger som regel lige indenfor eller over for fordøren. Den besøgende og beboeren træder udefra lige ind i hjemmets mest intime dagligliv. Sammenhængen mellem værelserne og mellem værelser og toilet sker omkring kernen på tværs af boligens fællesareal. Opdeling af boligen i fælles og intime zoner er ikke mulig. Der er ingen overgange, privatliv i værelserne kan ikke udfoldes ugeneret og forstyrrer livet i opholdsarealet. Jo større husdybde i denne grundform, jo mørkere og mere klemt forekommer indgangszone og sammenhæng i boligen.
Boligformens eksemplariske udgangspunkt kunne være en bolig med fritliggende kerne, som adskiller boligens fælles og intime zone uden krydsende ganglinjer. Et eksempel er etageboliger i et byhus på adressen Åbenrå i det indre KøbenhavnFig. 2. Husdybden er 11-12 m. Boligen er opdelt i to zoner adskilt af en kerne, som indeholder boligens faste ‘møbler’ – to toiletter, køkken og skabe. Opholdsrum og værelser ligger omkring kernen i et frit forløb opdelt med skydedøre. Når dørene står åbne, opleves boligen som en stor, flydende rumlighed. Når dørene lukkes, opdeles boligen i to sfærer, hvor livet kan udfoldes uforstyrret.
I nogle af de mere pragmatiske udfoldelser af kerneboligen er den rumlige organisering optimeret i forhold til bebyggelsesformen. F.eks. solvendte boliger i stokkebebyggelser med opholdsrum til den ene side og værelser til den anden som i GrønnegårdenFig. 3. Her er også gennemlyste boliger med opholdsarealer, der spænder fra facade til facade som svar på gårdrumsbebyggelsens vilkår, hvor solorientering og gaderelation skifter omkring gårdrummet. Men i mange bebyggelser er boligerne udformet uden hensyn til bebyggelsens form. Boligformen organiseret omkring en central kerne er den oftest forekommende boligform i det københavnske nybyggeri, men også den mest kompromisfyldte.
Kerneboligens palladianske modstykke er boliger med et åbent fordelingsrum i boligens midte. Det eksemplariske udgangspunkt kunne være boligerne i The SiloFig. 4. Rummene er lige store, dannet ved at skære vægstykker ud af de tidligere kornkamre og indskyde etagedæk i den 13-14 m dybe silobygning. Alle rum er omkring 3,8 x 4 m store i en fleksibel og foranderlig grundstruktur, der kan fortolkes og forbindes efter behov. I bygningens midte ligger elevatorer, trapper, indgangs- og fordelingsarealer, omgivet af ‘autonome’ rum, der kan indrettes til ophold, arbejde eller som soverum.
Boligformen med et centralt fordelingsrum udfoldes pragmatisk i de ombyggede boliger i fornyelsesprojektet Ellebo Garden RoomFig. 5. Husdybden er 13-14 m, som indrettes med boliger omkring et indgangs- og fordelingsareal midt i boligen, hvorfra der er adgang til opholdsrum, spiserum, køkken og værelser. I boligernes udformning genfortolkes desuden altan/karnap-mønstret i en altan-udestue, som kan åbnes eller delvist afskærme en scene for boliglivet mod omverdenen, der kan forandres med årstiderne.
Den anden grundform i Københavns nye boligbyggeri er byhuset. Et karakteristisk eksempel er Valby Gårdhavehuse. til opførelse nær det tidligere Valby Grønttorv. Det er et lille, lavt og tæt boligområde med almene boliger i tre etager. I nederste etage ligger alrum og eventuelt et værelse med udgang til gårdhaven, på 1. sal ligger to værelser eller et værelse og et opholdsareal, og på øverste etage ligger et lille opholdsrum eller værelse med udgang til en tagterrasse. Indgangsareal, trappe, køkken og fordelingsareal ligger langs det ene lejlighedsskel, mens toilet, skabsrum og udhus skyder sig ud fra trappezonen i en sidebygning, som afgrænser gårdrummet. Boligens proportioner og indretning er enkel i hovedanslaget med en række velbelyste, regulære og anvendelige rum, der kan indrettes til børnefamilien og som mulig ramme om flere generationers liv.
Det historiske udgangspunkt for ‘byhuset’ er byggeforeningshusene fra 1800-tallets slutning og begyndelsen af 1900-tallet. Men det karakteristiske træk i disse huse er det selvstændige trapperum med gennemgang fra gade til gård i stueetagen og opgang til etagerne ovenpå. Trappens form betyder, at huset kan opdeles i flere mindre boliger evt. til fremleje, en etage kan indrettes til erhverv, eller huset kan sammenlægges til en større bolig med opdeling imellem generationers liv på de forskellige etager. Dette træk genfindes ikke i det nye boligbyggeri. Her sker adgangen typisk fra terræn direkte ind i boligens alrum, hvorfra trappen fører op til værelser i overetagerne.
De pragmatiske byhusformer findes f.eks. i Arenakvarteret i Ørestad i mange varianter og husdybder fra 9 til 12 m. Husene er 4-6 m brede, og nogle boliger er udformet med gennemlyste opholds- og alrum i stueetagen. Ovenpå ligger værelser ud til husets to facader med trappe og toilet i et mørkt indre. Adgangen til boligens værelser sker igennem stueetagens fællesrum. Det begrænser udnyttelsen, f.eks. er samliv mellem flere generationer, arbejde i hjemmet eller fremleje vanskeliggjort. Et eksempel på denne boligform er de almene boliger i Nordre Fælled Kvarteret (se side 38), byhuse i fire etager, hvor trappeforløbet og husets ganglinjer krydser gennem et fællesareal fordelt på husets tre nederste etager og med boligens mere intime rum fordelt over tre etager over stueetagen.
Sammenlignes tendenser i det nye boligbyggeri med efterkrigstidens opført i den funktionelle tradition, kan det nye ikke være med. Efter krigen var boligbyggeriet helt i bund, ligesom igen efter den økonomiske krise først i 2000-tallet. Men i efterkrigstiden blev boligbyggeriet skubbet i gang med en målrettet indsats i samspil mellem arkitekter og almene boligselskaber, et samspil og udviklingsarbejde som boligmarkedet savner i dag. Se f.eks. boligplaner som i Bredalsparken II fra først i 1950erne tegnet af Svenn Eske Kristensen for DAB, Dansk Almennyttigt Boligselskab. Det er stilfærdige og gennemtænkte familieboliger i størrelse som nutidens, men modsat i dag er de opdelt i zoner til fælles og mere intimt boligliv, med velbelyste rum uden gennemkrydsende ganglinjer, funktionelle køkkener og indbyggede skabe.
