ANNONCE
Boganmeldelse: Alt andet end en stiløvelse
Lærd og øjenåbnende værk pejler stilbegrebets historie og betydning for arkitekturen i tiden mellem Goethe og Semper. Det siger mere om nutiden, end man skulle tro.
Kasper Lægring
Arkitekt MAA, ph.d. og Ny Carlsbergfond-stipendiat ved Aarhus Universitet
For nylig skrev en amerikansk arkitekt med forbindelserne i orden på et socialt medie, at han gerne så mindre undervisning i arkitekturhistorie på arkitektskolerne. I stedet skulle vægtskålen fyldes med konkret forretningskundskab og viden om byggeteknik med et lavt CO2-aftryk (1). Skulle man være i tvivl om, at dette er en falsk modsætning, og at arkitekturhistorien ikke er en dødvægt, som forvandler visionære praktikere til mumificerede stivstikkere, så er man det i hvert fald ikke efter endt læsning af Mari Hvattums Style and Solitude.
Stort vingefang
Her har Hvattum stillet sig selv en meget ambitiøs opgave, som ligger i logisk forlængelse af hendes tidligere bidrag, nemlig at kortlægge stilbegrebets forgreninger ind i arkitekturen. Det er en befriende tematik, for hvis endelig arkitekturhistorien måtte lide af en last, så er det den søvngængeragtige præference for det sikre og snævre biografiske perspektiv.
Vingefanget af Hvattums projekt er stort, og hun inddrager et anseeligt persongalleri: “Schinkel, Rumohr, Stier, Bötticher, Semper, and many others” (238). Hun begrænser sig dog til den tyske stildebat – som også er langt den væsentligste – men har afstikkere til Viollet-le-Duc m.fl. Ikke desto mindre spænder hendes undersøgelse over mere end hundrede år – fra Sturm und Drang med Winckelmann og Goethe og den spæde romantik og til Schinkels og Sempers respektive, revolutionerende, men ofte misforståede forsøg på at få stilbegreb og industrisamfund til at komme overens i årene før og efter 1848.
Etymologisk undren, historisk nysgerrighed og et stærkt engagement på vegne af arkitektfaget gør også, at Hvattum både forfølger rødderne til ordet stil – et romersk skriveredskab (stilus) eller en oldgræsk søjle (stylos, στῦλος)? – afdækker teoretikere, som kunne fortjene større opmærksomhed, og diskuterer stilbegrebets kranke skæbne i modernismens og nutidens diskurs. Gennem syv kapitler og med en forfriskende opbrydning af den gængse fremadskridende kronologi i fortællingen giver hun os indblik i et forkætret begreb, som har vist sig svært at slå ihjel, på trods af stadige forsøg.
Artiklen fortsætter
Kasper Lægring
Arkitekt MAA, ph.d. og Ny Carlsbergfond-stipendiat ved Aarhus Universitet
Fakta
Style and Solitude: The History of an Architectural Problem
Forfatter: Mari Hvattum
Forlag: The MIT Press
Udgivelsesår: 2023
Note
1) Opslag af Steven Biersteker på LinkedIn, https://www.linkedin.com/posts/steven-biersteker_business-architecture-education-activity-7081621212182822912-sg4T
Udgivelse
Boganmeldelsen bringes i Arkitekten 10/2023.
ANNONCE
Stil eller stilarter?
At Hvattum er på en overordentlig svær mission, får man vished om undervejs. Tak skæbne! Der findes lige så mange definitioner på stil, som der findes debattører. Men missionen lykkes i allerhøjeste grad. Forfatteren sporer stilbegrebets vej fra retorikken ind i bygningskunsten, hvor begrebet i 1800-tallet bliver både en velsignelse og en forbandelse, lige indtil avantgarden endegyldigt får skaffet det af dage – i hvert fald på overfladen.
Heinrich Hübschs ledende spørgsmål anno 1828 In welchem Style sollen wir bauen? har overskygget konkurrerende og måske mere interessante måder at tilgå stilspørgsmålet på, konstaterer Hvattum. Målet her var en forbundethed – stilen – mellem tidsalder og bygning. “How these factors were to be defined was a trickier question” (159). For i løbet af et stadig mere uregerligt begrebsapparat blev singularis til pluralis. Som Viollet-le-Duc slog fast i 1854, henviste stil til en individuel udtryksform, mens stilarter refererede til historisk afgrænsede perioder med hvert deres stilpræg. Med Hvattums ord:
“Subjective style refers to artistic expression as it changes with artist, period, art form, or genre; objective style denotes an ideal correlation between idea and form.” (141)
En overset figur, antikvaren Aloys Hirt, som ellers har ry for at være en bagstræber, ikke mindst i mødet med Schinkel, bliver støvet af og får ny pondus i Hvattums afhandling. Han forcerede nemlig med et smart greb den kløft, som havde åbnet sig mellem en idealistisk og en materialistisk forståelse af stil: Stilen var godt nok et attråværdigt ideal – som Winckelmann læste ind i den græske oldtids frembringelser – men den er kun tilgængelig for os som historisk vidnesbyrd, i konkrete bygninger, argumenterede Hirt. Dermed kunne der sættes punktum for den hæmmende effekt på kreativiteten, som stilbegrebet tenderede mod at stivne i.
Stilen er død – stilen leve!
Hvattum begynder in medias res med den afsværgelse af stilen og al dens uvæsen, som Rem Koolhaas og Bjarke Ingels rituelt har foretaget – efter forlæg af Le Corbusier, Sigfried Giedion og andre modernistiske koryfæer. Af samme grund er der ganske enkelt ikke en stilbegrebets historie at efterspore i det 20. århundrede, hvor et nybrud kun kunne være nyt, hvis det smed stilens tyngende ballast overbord (med makkerparret Hitchcock og Johnson som en undtagelse fra reglen).
Stil er på den ene side en populær forklaringsnøgle, som er svær at komme til livs i den folkelige diskussion om arkitektur, men på den anden side et tabuiseret ord hos arkitektstanden selv (medmindre man hedder Patrik Schumacher). Så hvorfor give dette terminologiske oldtidslevn kunstigt åndedræt? Når Hvattum alligevel gør det, er det med velberådet hu. Ensomheden i bogens titel henviser til et citat af Georg Simmel fra 1908, hvor sociologen finder, at, omsluttet af stilen, “one no longer feels alone” (9). Som Hvattum supplerer, var stil “for Simmel an antidote to the solitude of individual expression. In a time obsessed with individuality, it is a welcome reminder.” (239)
Særligt hos Semper lokaliserer Hvattum et stilbegreb, som også kan sige vor tid noget. Her er stilen på samme tid historisk og stoflig, for en bearbejdning uden skyldig hensyntagen til materialets iboende natur og potentiale kan aldrig blive kunstnerisk eller stilfremmende. Med nutidige termer ville vi kalde dette det performative aspekt af arkitekturen, eftersom Semper ikke dyrker materialet for dets egen skyld, men indlejrer det i sociale og rituelle sammenhænge. Stil bliver således til under et ydre pres af stoflig, kulturel og æstetisk art. Hvattums værk er i høj grad en ode til Semper og andre “who thought against the principle of correspondence, resisting the particular kind of determinism built into it.” (238)
Vi kan i dag grine af kong Maximilian II af Bayerns forcerede og mislykkede forsøg på i 1850 at grundlægge en ny, tidssvarende arkitekturstil via en åben konkurrence, men Sempers økologiske omverdensbevidsthed brolægger vejen til andre erkendelser. Som Hvattums lærde, velskrevne, smukt opsatte og udstyrede bog viser, er arkitekterne nok færdige med stilbegrebet, men stilbegrebet er ikke færdige med arkitekterne:
“Without understanding style—the way it has been used and the way it has been thought about—we cannot understand modern architecture.” (48)
