ANNONCE
Debat: Problematisk kulturformidling
I forlængelse af debatten om udvidelsen af Bornholms Kunstmuseum stiller arkitekterne Magnus Aamand Lindquist og Tone Ida Vecht sig kritiske over for præmissen bag udvidelsen. De mener, at projektet er et eksempel på kulturarvsformidlingen generelt, som går galt i forsøget på at gøre netop kulturarven tilgængelig.
Magnus Aamand Lindquist og Tone Ida Vecht
I sidste måned bragte Arkitekten flere artikler omkring udvidelsen af Bornholms Kunstmuseum, med fokus på den åbenlyse mangel på åbne arkitektkonkurrencer og James Carpenters rolle i det planlagte forslag.
Vi mener imidlertid, at problemet vedrørende Kunstmuseets udvidelse ligger andetsteds og ikke kun angår, hvem der tegner forslaget. Problemet er snarere, hvordan vi forstår og italesætter vores kulturarv. I bund og grund vil vi gerne rejse en kritik af den måde, vi værner om og formidler vores kulturarv på. James Carpenters forslag peger på en løsning, som kendetegner mange af nutidens kulturprojekter. Det er store monumentale byggerier, der i samme omfang, som de søger at formidle kulturarv, søger at virke som et nyt, moderne og storslået arkitektonisk vartegn. Med sig har de ‘state-of-the-art’ inden for kulturformidling i form af avancerede projektorer, film, lyd, interaktive fortællinger – for at nævne nogle få. I jagten på at gøre kulturarven let tilgængelig bliver de historiske fortællinger kraftigt reduceret og kommer på afstand af virkeligheden. Og trods hensigten er en anden, kan denne tilgang resultere i, at arkitektur som
Magnus Aamand Lindquist og Tone Ida Vecht
ANNONCE
kulturformidler ender med at eliminere sit eget eksistensgrundlag; tilknytningen til de historiske steder og kulturarven.
Det nye forslag til udvidelse af Bornholms Kunstmuseum falder, i vores optik, ind under denne kategori. Projektet lander som et fremmedlegeme pladask på et sted, der på mange måder succesfuldt formidler kulturarven; nemlig Bornholms natur og landskabelige særkende. Ud over at projektet fjerner udsigten til havet, ødelægger det eksisterende kunstmuseum og virker for stort i kraft af dets næsten identiske størrelse med det eksisterende museum – ser vi ingen form for varetagelse af eller hensyn til hverken eksisterende landskab, kultur eller arkitektur.
Her kan man med rette spørge, hvorfor besøger vi overhovedet disse kulturinstitutioner? Er det arkitekturen som seværdighed, de imponerende grafiske projektioner eller de virkelighedstro interaktive spil, som drager? Vi sætter ikke blot spørgsmålstegn ved det nye projektforslags arkitektoniske kvalitet, for det er gjort en del gange før, vi stiller os kritisk over for hele dets eksistensgrundlag – for hvad er den bagvedliggende forståelsesramme? Hvad det egentlige formål? Er det at formidle kulturarv, eller er det et forsøg på at skabe et nyt vartegn for Bornholm?
Tanken bag udvidelsen er at skabe en ‘hub’ på Bornholm, som formidler både Bornholms kunst og øens historie. En ’alt-i-en løsning’, som gør det lettere tilgængeligt at tilegne sig fakta om Bornholm. Men hvorfor besøge resten af Bornholm, når man kan få tilgang til en konstrueret genspejling af alt det, der kendetegner Bornholm – samlet ét sted på øen?
“Listen over synlige spor af Bornholms kulturarv er lang og bør i højere grad nyttiggøres. Vi mener, at arkitektur i tæt samspil med landskaberne og stedernes historie kan være løsningen.”
Magnus Aamand Lindquist og Tone Ida Vecht
Vi mener svaret allerede ligger indlejret i Bornholms landskabelige træk – bl.a. i form af efterladte brud, kanonstillinger og industrihavne. Listen over synlige spor af Bornholms kulturarv er lang og bør i højere grad nyttiggøres. Vi mener, at arkitektur i tæt samspil med landskaberne og stedernes historie kan være løsningen.
Arkitektur spiller en særlig rolle i formidling af kulturhistorie og kan ved nøje udvalgte placeringer understrege, formidle og pege på kulturelle spor og de stedsspecifikke historier. Ved tydelige arkitektoniske indgreb kan der opstå sammenhæng mellem de spredte kulturelle spor i det bornholmske landskab, og herved kan der skabes en samlet fortælling om øen.
Historien, som eksisterer lokalt flere steder på Bornholm, bør i sig selv være oplevelsen. Hvad er bedre end at opleve historien, hvor den fortsat udspiller sig? Hvor historiens konkrete fysiske spor er mest synlige, og hvor spor, landskab og efterladte ruiner kan give besøgende noget andet end blot ‘fakta’ – men oplevelser, som kan røres, ses, og som til tider skal søges efter. Oplevelser, som er ufiltreret virkelighed.
Bornholm er museet – øens naturlige afgrænsning er museets vægge og kultursporene, som er indlejret i landskabet, er dens fortælling. Vi behøver blot at fremhæve dem, som de er.
