Interview med Malene Bach: Bindemiddel

De traditionelle pigmenter kom fra naturen. Tror du, at det var med til at skabe et tættere bånd mellem verden udenfor og indenfor, i boligen f.eks.?

MB Ja, lige præcis. Det er jo også det, jeg arbejdede med i Indien i Avasara Academy sammen med Case Design (projektet blev præsenteret på Venedig-biennalen 2018 og omtalt i Arkitekten 06/2018, red.). Når du er inde i bygningen, oplever du hele tiden naturen, der omgiver bygningen. Derfor skal farven fungere med det, der er udenfor. Så vi brugte de traditionelle, organiske pigmenter, man altid har anvendt i Indien. Der findes 6-7 forskellige, som man har malet huse med, indvendigt og udvendigt. Når du rejser rundt i Indien, så ser du de farver ude på landet og i byerne, på de gamle huse. Avasara Academy ligger i Pune, ca. 150 km uden for Mumbai. Og de piger, der går på den skole, kommer fra forskellige store og små byer rundt omkring i hele landet, og når de så er på denne her skole, hvor mange af dem bor, bliver farven en form for genkendelse. I disse nye bygninger skaber farven en forbindelse til andre steder og historiske perioder.

Er det almindeligt at bruge de gamle pigmenter i Indien?

MB Nej, i dag er det plastik, der er almindeligt. Man kan kun finde de her pigmenter i en lille butik i Mumbai. Og det er kun nogle ganske få feinschmeckere, der insisterer på at bruge dem. Det er ligesom i Danmark. De fleste industrielle produkter fylder alt for meget i vores rum. Præfabrikerede elementer, præfabrikerede farver, præfabrikerede trægulve. Det er så vigtigt, at man sørger for at skynde sig at lære noget af de håndværkere, der mestrer teknikken, så man kan tage den videre.

Hvordan arbejdede du med farverne i Avasara Academy?

MB Arkitekterne ville gerne have noget farve i bygningen. Så de sendte fotografier, planer osv. Og så kunne jeg allerede der se, at der var taget godt hånd om alle fladerne bortset fra betonlofterne. Så i stedet for at begynde at putte farve på nogle flader, der allerede har en flot karakter i sig selv, så foreslog jeg, at vi kom farve på lofterne. Men det ville være synd at smøre maling på beton, for det bliver ret blankt og koldt. Det er ikke særlig varmt. Altså, vi er i Indien, ikke? Indien har en sindssyg fed farvetradition med de der pigmenter. Så det gjaldt om at få pigmentet til at være til stede i den malede flade. Så det, du oplever, det er pigmentet. Og ikke en maling.

Der ser blødt ud.

MB Ja, det er nemlig helt blødt. Det er fløjlsblødt.

Hvordan gør man det?

MB Det handler om at lave en maling, hvor binderen har trukket sig tilbage, så den ikke lukker pigmentet. Du kan ikke kalke på beton. Det binder ikke. Men cement sidder fast på beton. Så det, vi gjorde, var at lave en farve med hvid cement. Så blev vi nødt til at putte en binder i, for at vi kunne male direkte på betonen. Uden at forsegle den først. Der er faktisk kun malet én gang. Og det er malet med pensel. Ligesom når du har mørtel og vand, så bliver blandingen lidt havregrødsagtig, så kan du se den der fede kost og de fede strøg. Det gør jo, at det bliver enormt levende.

Men det er ikke en organisk binder?

MB Nej, det er organiske pigmenter, men det er ikke en organisk binder. Og cement, ikke plastik. Cementen er jo mat, og det er derfor, du kan få den der skønne matte flade. Det er noget, jeg har lært af min mor, som havde lært det af sin far, der var murer. Og så har jeg lært de indiske håndværkere teknikken.

Altså kostningen?

MB Ja, ja. At svumme. Så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre. I virkeligheden er det en teknik, de har brugt i Indien, bare med kalk, men de unge håndværkere ved ikke noget om det. De tror alle sammen, at man skal komme med en rulle. Men betonfladen skal være våd, inden du putter farve på, for ellers suger den bare alt vandet, og så falder det hele af igen.

Det her med at kende og selv mestre et håndværk betyder ret meget for dig?

MB Det betyder alt. Ellers kan du jo ikke opnå de forskellige udtryk. Når man arbejder med farve, så er det ikke nok bare at påføre farve på en flade. Farven bærer så meget betydning med sig, og den betydning er en dimension, der skal tilgodeses og være en del af udtrykket. Og der er teknikken vigtig: Hvilket materiale? Hvordan er det påført? Hvordan er det håndteret?

Så derfor bliver du nødt til at kende mange slags håndværk – og materialer?

MB Ja. Alt, hvad der vedrører overflader, hvor du kan arbejde med farve. Som sagt er farve ikke altid noget, du påfører. Man kan også arbejde med materialets farve. Det er også noget, du kan indlejre i materialet. Farve kan jo være suget ind. I skolen brugte vi genbrugsvinduer og -døre af teaktræ. Der er et kæmpe marked i Mumbai, hvor man kan købe gamle døre og vinduer. Så ville vi gerne gøre det sådan, at alle de rum, der er beboede, har farvede døre og vinduer. Og der er farven gned­et ind i træet. Du oplever ikke, at farven ligger udenpå som maling – du oplever, at den er suget ind i træet.

Sjovt. Det ligner, at farven altid har været der. Eller at den er fundet sådan der. Er det en tyk voks?

MB Bare tag noget linolie. Så rører man pigment i, og så bliver det en fed pasta. Og så tager du meget, meget lidt på fladen. Det kommer an på, hvordan træet suger, og man kan også give det en lille smule olie først, så det ikke suger helt så meget i starten. Så kan du selv vælge, hvor meget farve der skal være på – alt efter hvor meget du fjerner og trækker det ud.

Så at male er også at trække?

MB Ja. Og fjerne. Pointen er, at farven er et materiale i sig selv. Som påføres andre materialer. Der er ikke anvendt maling i dette projekt – kun farve.

Malene Bach er billedkunstner.