Leder: Byen som Sims

Man skulle tro, at investorer og arkitekter spiller Sims på Paladsgrunden i København. Hvis du ikke ved, hvad Sims er, kan du kigge børnene over skulderen og følge, hvordan de på skærmen stabler og indretter huse på en fiktiv grund i en fiktiv by. 

Det er sjovt! Der vælges former og farver ud fra et større katalog, og den eneste begrænsning er penge. Ingen naboer, som brokker sig, ingen brugere, som skal høres (beboerne kan man stort set selv designe og dirigere rundt med), ingen politikere, der blander sig – og helt afgørende: ingen konkurrenter. 

Det er blot halvandet år siden, at det seneste Sims-projekt så dagens lys ved Vesterport Station (WERK). Dengang rev man ikke kun Paladsbiografen ned, man byggede tillige hen over banegraven og fik flere erhvervshøjhuse stablet op over en kompleks base med biografer. Det ene højhus havde form som et babelstårn. Den byggesag gik så ligesom i sig selv igen.

Den nye skud på stammen (BIG) kom for nylig. Her holder man sig fra at pille ved banegraven, men graver dog den primære attraktion, de nye biografer, ned i jorden. Ovenpå stables en række forskudte kasser til diverse. Også her forsvinder Palads og Gernes. 

I begge tilfælde skal politikerne trods alt høres, men de burde have udtalt sig for lang tid siden ved at kræve en overordnet plan for det store byrum og en arkitektkonkurrence baseret på et byanalytisk program – før der overhovedet kom former på det hele.   

Der er to parallelle spor i byudviklingen i dette land; det ene er offentligt og baseret på konkurrencer, det andet er privat og baseret på tilfældigheder. 

Man kan være heldig i sidstnævnte spor, eller som i begge de omtalte Paladsversioner møde generiske kontorhusprojekter, som ingen arkitektonisk forskel gør. Den score er for lav, og der bør derfor opstå en ny bølge i dansk byggekultur, som bæres af konkurrencer. 

Det er politikerens ansvar at stille krav om dette. De store og berømte tegnestuer har selv været små engang og kom til verden gennem konkurrencer. De såkaldte transaktionsomkostninger, som de enkelte tegnestuer har ved at deltage i konkurrencer, skal man huske er frivillige, og alternativet er jo, at man overhovedet ikke kommer i spil.  

Paladsbiografen og Gernes er et skørt korrektiv til alt det dengsede. Tivoli ligger stadig midt i det hele og stritter op med sine tårne. De to ting gør netop en forskel, en skævhed, et benspænd. Vesterport Station er tegnet af K.T. Seest (den samme statsbanearkitekt, som tegnede Nørrebro Station) – også disse elementer er særegne fortællinger og spor i byen.  

Pladsen foran Palads og bygningens indre trænger derimod helt afgjort til et facelift. Man kunne binde an til Axeltorv ved at lukke for trafikken gennem en del af Jernbane­gade, så også Cirkusbygningen kan komme med til fest. Lige nu har Axel Towers på trods af deres rundhed også bagsidekarakter netop i det område. 

Måske kunne man overdække en del af stationsbanegraven. Måske kunne man overdække det videre forløb ned mod Nørreport. Måske, måske. I Madrid lagde man for nogle år siden 6 kilometer motorvej, som løb langs byens centrale flod, Manzanares, i tunneler og anlagde et gennemgående grønt, rekreativt areal ovenpå. Uden biler. Byen kom tilbage til floden, og Madrid Rio, som projektet hedder, er i dag et af de mest fantastiske byforandringsprojekter i nyere tid. Skabt gennem en international arkitektkonkurrence, hjulpet på vej af nogle visionære politikere og en hel masse private og offentlige penge. Mindre kan gøre det i København. Lad os begynde med en konkurrence.