ANNONCE
Mindre stress og mere pondus
Hvordan får vi mindre stress og mere pondus som arkitektfag?, spørger arkitekt MAA Christina Korsbek Olsen i sjette indlæg i rammevilkår-føljetonen.
Siden jeg startede på Arkitektskolen Aarhus i sommeren 1992, har jeg både været vidne til og en aktiv medspiller i en usund kultur. En præstations- og perfektionskultur koblet på den enkeltes arkitekt-ego, hvor nok aldrig er nok – og ideen om, at du altid kan give lidt mere, lever i bedste velgående. Det har for mig haft den konsekvens, at jeg har været lagt ned af arbejdsrelateret stress. Desværre viser tallene, at det er noget, jeg langtfra er ene om.
Derfor var det med stor interesse og glæde, at jeg læste Anna Sophie Gille-Udsens indlæg i Arkitekten 08/2020, fordi emnet ‘faglige forventninger og stress’ bør være noget, vi som arkitektfag taler meget mere om og begynder at gøre noget ved, på såvel skolerne som i erhvervslivet.
Der lever en mytefortælling om den gode arkitekt som en person, hvis arbejde og identitet smelter sammen. Man er ‘Arkitekten’ og ikke et menneske, der arbejder med arkitektur. Hvert eneste projekt repræsenterer et lille stykke af ens sjæl, som man skal forsøge at sælge ved at overbevise andre om, at det er helt perfekt, det man har skabt. En slags sjælens købmand, sat lidt på spidsen. Og da alle sjældent er enige om, hvad perfektion er, står kritikken i kø. En kritik, der rammer kroppen som en afvisning og langsomt, men sikkert bryder de flestes selvværd ned, hvilket hverken gavner den enkelte eller vores fag. Denne myte stimulerer desværre en usund præstationskultur og skygger for de faglige forventninger – ikke bare på skolerne, men i hele vores fag.
Det er derfor ikke så overraskende, at 40% af de arkitektstuderende og mere end 50% af de udøvende arkitekter lider af stress.1 Det er langt flere end hos andre akademiske faggrupper og meget mere end i den danske befolkning generelt, hvor 12% dagligt har symptomer på alvorlig stress.[2]
Note
1 Undersøgelse foretaget af Forbundet for Arkitekter og Designere i 2015.
2 Stressforeningen Danmark.
3 Inspireret af Faye Toogood – en engelsk designer, der skaber gennem eksperimenter, senest med sit designprojekt Assemblage no. 6 ‘Unlearning’, 2020.
Udgivelse
Artiklen udkom første gang i Arkitekten 10/2020.
ANNONCE
“Mit nye mindset er: ‘At vi som arkitekter ikke er et noget, men derimod nogen, der gør noget’. En lille, men ikke uvæsentlig forskel. ”
Christina Korsbek Olsen
Jeg vendte myten på hovedet, og for mig betød det en vej ud af stressen og en tilbagevenden til faget. Mit nye mindset er: ‘At vi som arkitekter ikke er et noget, men derimod nogen, der gør noget’. En lille, men ikke uvæsentlig forskel. En forskel, der for nogen måske er selvfølgelig, men som for mig har banet vejen for arbejds-narkomani og i sidste ende udbrændthed. Mindsettet kunne måske indgå som et mentalt redskab til at stoppe rovdriften på os selv og vores kerneværdier, uden at vi giver køb på faglighed og kvalitet. Tiden er moden til, at vi sætter vores fælles faglighed først og begynder at pleje og udvikle den, så fremtidige generationer af arkitekter og alle os, der dagligt kæmper for en hverdag med mere arkitektur, får et stærkere fundament at skabe ud fra, uden at sjælen gang på gang sættes til salg.
Som arkitekter besidder vi kvalifikationerne og fagligheden til at skabe rum, steder og processer, der aktivt kan påvirke menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed. Men i stedet for at dyrke dette blandt os selv, tale hinanden op og anvende fagligheden som vores vigtigste redskab, skubber vi konstant os selv foran, for arkitektur er jo ikke en eksakt videnskab. Hvilket er en utroligt opslidende proces – også kollegaer imellem. Hvis vi generelt kan løfte vores evne til at udstråle og formidle vores fælles faglighed, kan vi styrke forståelsen for vores fag og det, vi har at tilbyde, også langt uden for byggebranchen.
Som eksempel kan jeg nævne en af mine egne oplevelser, hvor min tidligere chef, efter et projektmøde, trak mig til side og sagde, “kan du ikke være lidt mere som en djøf’er, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal bruge en arkitekt til”. Behøver jeg at sige, at den kommentar efterlod mig aldeles mundlam og efterfølgende temmelig vred, på mine og mit fags vegne. Men for mig har oplevelsen også sat sig og givet stof til eftertanke. Hvorfor vidste han ikke, hvad han skulle bruge en arkitekt til? Når projektet, vi arbejdede på, netop handlede om at skabe en strategi, som skulle danne rammen om udviklingen af rum, steder og processer, der skulle sikre den fysiske, mentale og sociale sundhed hos borgerne. Mit eget svar er, at vi altid skubber os selv foran og tror, at vi er forpligtet til at sælge en del af vores sjæl, hver gang vi skaber noget. I stedet for at dyrke vores faglighed havner vi som fag i situationer, hvor andre har svært ved at se vores faglighed.
Hvis myten om ‘den rigtige arkitekt’ og den præstations- og perfektionskultur, den bringer med sig, skal forandres – og det er efter min bedste overbevisning her, at nøglen ligger til et stærkere fag – bør processen starte med, at vi som fag begynder at hædre ikke blot ‘den rigtige arkitekt’, men også alle de mennesker, der har en uddannelse som arkitekt, og som arbejder med arkitektur. En proces, jeg ville kalde ‘unlearning architecture’,[3] fordi forandringen mod et fag i balance kræver, at vi indefra skaber en forandring af kulturen, en ændring fra præstationskultur til en kultur præget af fagligt funderede eksperimenter, og dermed afliver myten om ‘den rigtige arkitekt’.