Mindre stress og mere pondus

Jeg vendte myten på hovedet, og for mig betød det en vej ud af stressen og en tilbagevenden til faget. Mit nye mindset er: ‘At vi som arkitekter ikke er et noget, men derimod nogen, der gør noget’. En lille, men ikke uvæsentlig forskel. En forskel, der for nogen måske er selvfølgelig, men som for mig har banet vejen for arbejds-narkomani og i sidste ende udbrændthed. Mindsettet kunne måske indgå som et mentalt redskab til at stoppe rovdriften på os selv og vores kerneværdier, uden at vi giver køb på faglighed og kvalitet. Tiden er moden til, at vi sætter vores fælles faglighed først og begynder at pleje og udvikle den, så fremtidige generationer af arkitekter og alle os, der dagligt kæmper for en hverdag med mere arkitektur, får et stærkere fundament at skabe ud fra, uden at sjælen gang på gang sættes til salg.

Som arkitekter besidder vi kvalifikationerne og fagligheden til at skabe rum, steder og processer, der aktivt kan påvirke menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed. Men i stedet for at dyrke dette blandt os selv, tale hinanden op og anvende fagligheden som vores vigtigste redskab, skubber vi konstant os selv foran, for arkitektur er jo ikke en eksakt videnskab. Hvilket er en utroligt opslidende proces – også kollegaer imellem. Hvis vi generelt kan løfte vores evne til at udstråle og formidle vores fælles faglighed, kan vi styrke forståelsen for vores fag og det, vi har at tilbyde, også langt uden for byggebranchen.

Som eksempel kan jeg nævne en af mine egne oplevelser, hvor min tidligere chef, efter et projektmøde, trak mig til side og sagde, “kan du ikke være lidt mere som en djøf’er, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal bruge en arkitekt til”. Behøver jeg at sige, at den kommentar efterlod mig aldeles mundlam og efterfølgende temmelig vred, på mine og mit fags vegne. Men for mig har oplevelsen også sat sig og givet stof til eftertanke. Hvorfor vidste han ikke, hvad han skulle bruge en arkitekt til? Når projektet, vi arbejdede på, netop handlede om at skabe en strategi, som skulle danne rammen om udviklingen af rum, steder og processer, der skulle sikre den fysiske, mentale og sociale sundhed hos borgerne. Mit eget svar er, at vi altid skubber os selv foran og tror, at vi er forpligtet til at sælge en del af vores sjæl, hver gang vi skaber noget. I stedet for at dyrke vores faglighed havner vi som fag i situationer, hvor andre har svært ved at se vores faglighed.

Hvis myten om ‘den rigtige arkitekt’ og den præstations- og perfektionskultur, den bringer med sig, skal forandres – og det er efter min bedste overbevisning her, at nøglen ligger til et stærkere fag – bør processen starte med, at vi som fag begynder at hædre ikke blot ‘den rigtige arkitekt’, men også alle de mennesker, der har en uddannelse som arkitekt, og som arbejder med arkitektur. En proces, jeg ville kalde ‘unlearning architecture’,[3] fordi forandringen mod et fag i balance kræver, at vi indefra skaber en forandring af kulturen, en ændring fra præstationskultur til en kultur præget af fagligt funderede eksperimenter, og dermed afliver myten om ‘den rigtige arkitekt’.